Vejen faldt tilfældigt forbi en råkold dag i december. WOWI-reklamen uden for den imposante bygning lokkede med sit brogede banner, og først ved nærmere øjekast sås det, at de enkelte bogstaver var lavet af tomme tablethylstre. Titlen er en omskrivning af et William Blake-citat – »what is now proved was once just imagined«.
Udstillingen, som består af 31 installationer, er ifølge praktiserende læge Liz Lee, den lægelige del af kunstnerduoen, »en hyldest til de fremskridt inden for medicinsk forskning, som betyder, at vores patienter lever længere, og at sygdomme, der før var dødelige, nu kan kureres«. Men samtidig udforsker den overdiagnostikkens og forbrugerismens faldgrube og sætter spørgsmålstegn ved, om vi udskriver for meget medicin.
Allerede i indgangen mødes man af to vidt forskellige installationer, som illustrerer spændvidden af udstillingen. En sort kjole af tyl, tæt besat med skinnende røde erytrocytformede pailletter. Værket hedder »Michele«, en kvinde, der efter en længere periode med udtalt træthed fik taget blodprøver hos sin praktiserende læge og fik diagnosen polycytæmia vera. Takket være gentagne venesectio og efterfølgende tabletbehandling med hydroxycarbamid har hun udsigt til at leve længere, og forskning i sygdommen fortsætter med at udvide grænserne.
»Miss Essex« er en taske, som er tæt dekoreret med hundredvis af de piller, som en patient fik udskrevet mod en kompleks psykisk lidelse. Hun gemte størstedelen af dem derhjemme i stedet for at indtage dem, og hendes støtteperson bragte med jævne mellemrum flere tasker fulde af tabletter tilbage til lægeklinikken.
Trods dette fortsatte medicinudskrivningen uændret. »Ulogiske handlemønstre cementeres nogle gange i læge-patient-relationen« hedder det i kommentaren til kunstværket. Og den fortsætter: »Lægen har brug for at være flink, blive holdt af, være den der kan løse umulige problemer, og den der aldrig giver op. Således handler kunstværket egentlig ikke om pillerne, men om noget meget mere interessant«.
Rent visuelt er udstillingen stærkt dragende. Man lokkes fra den ene installation til den næste og oplever, hvorledes de enkelte værker åbner sig, når blikket kommer tættere på, og man forstår, hvad det består af, yderligere hjulpet af den medfølgende tekst. Der er brudekjolen, der er lavet af lige så mange p-piller, som en gift kvinde formodes at skulle tage i sit ægteskab og »Steve’s scarf«, et tørklæde, som er lavet med de piller, Liz Lee har udskrevet til en af sine kroniske patienter, som lider af både hjertesygdom, diabetes og gigt. Der er også WOWI-blomsterne, collager med farvestrålende pillehylstre, anvendt til alt fra tb til dyspeptiske klager. For at understrege en af pointerne med netop WOWI-titlen bruger Liz Lee sin egen far som eksempel. Han havde i hele hendes barndom taget bunker af piller mod dyspepsi. Og så i 1980 blev han testet positiv for Helicobacter pylori, fik en eradikationsbehandling og blev rask.
Udstillingen kan ses som en yderst relevant kommentar til medicinudskrivningens kompleksitet, som også rammer plet rent visuelt.
Kan anbefales til alle med interesse for faget, som besøger London i perioden frem til 1. maj 2019. Gratis adgang.
