Skip to main content

Yngre Læger-formand stopper

Camilla Rathcke stopper som formand for Yngre Læger. Ny kvinde står klar i kulissen til at overtage posten.
Camilla Rathcke stopper som formand for Yngre Læger og vil gøre sin speciallægeuddannelse som endokrinolog færdig. Foto: Lars Just
Camilla Rathcke stopper som formand for Yngre Læger og vil gøre sin speciallægeuddannelse som endokrinolog færdig. Foto: Lars Just

Anders Heissel, ah@dadl.dk

8. okt. 2018
3 min.

Efter fem år som formand for landets største lægelige fagforening, Yngre Læger, stopper Camilla Rathcke. Når Yngre Læger holder repræsentantskabsmøde i slutningen af november, er hun på valg og kunne vælges for endnu et år, men hun vælger at forlade posten nu.

»Det er det helt rigtige tidspunkt for Yngre Læger. Jeg kunne godt sidde et år mere, men derefter skal jeg stoppe på grund af reglen om maksimalt seks år som formand. Vi har lige overstået en overenskomstforhandling, og der er god tid til den næste, og derfor vil det være fint for den kommende formand, at der bliver skiftet ud i ordentlig tid, lavet en god optakt og bygget relationer op inden den næste«, siger Camilla Rathcke.

Hun var fra 2006 til 2011 fællestillidsrepræsentant på Herlev Hospital, inden hun satte sig på formandsposten i Yngre Læger i 2013 . Her afløste hun Lisbeth Lintz, der siden er blevet formand for FAS. Men Camilla Rathcke skal hverken fortsætte i anden lægepolitik eller i landspolitik, for den sags skyld. Slut er slut.

»Jeg har ingen ambitioner om at blive formand for Lægeforeningen, blive politisk aktiv i FAS eller stille op for et politisk parti«.

Læs interview med Camilla Rathcke: “Det sværeste har været Svendborgsagen og Sundhedsplatformen”

Ny kvinde står klar

Camilla Rathcke er til daglig ansat som 1. reservelæge på Medicinsk Afdeling på Herlev Hospital, hvor hun er ved at uddanne sig til speciallæge i endokrinologi og efter planen bliver færdig til næste sommer. Og det er i det rent lægefaglige, at hun kommer til at lægge sine kræfter i den kommende tid.

Formelt går Camilla Rathcke af den 28. november, når Yngre Læger holder repræsentantskabsmøde, hvor der så skal vælges en ny formand. Og det kan meget vel blive det nuværende medlem af bestyrelsen Helga Schultz, der som den eneste i den nuværende bestyrelse har meldt sig som kandidat til posten som formand.

Helga Schultz er foreløbigt den eneste, der vil være ny formand for Yngre Læger.

Helga Schultz er 43 år, er i hoveduddannelse som onkolog på Herlev Hospital og har tidligere været tillidsmand og fællestillidsmand i fem år på Nordsjællands Hospital. Hun har været medlem af Yngre Lægers bestyrelse i et år og var med til at forhandle den seneste overenskomst.

Yngre Læger er med over 13.000 medlemmer klart den største fagforening under Lægeforeningen, hvor PLO har ca. 3.600 medlemmer og Foreningen af Speciallæger (FAS) har ca. 8.500 medlemmer.

Faktaboks

Fakta