Skip to main content

Yngre læger risikerer skattesmæk

Regionerne har ikke oplyst over for SKAT, at lægeboliger kan være skattepligtige. Det betyder, at et endnu uvist antal yngre læger kan stå over for et skattesmæk.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

10. mar. 2015
2 min.

Yngre læger risikerer at skulle betale penge tilbage til SKAT. Det skyldes, at regionerne ikke har oplyst over for SKAT, at lægeboliger kan være skattepligtige, når huslejen er under markedsværdien af den lægebolig, man lejer. De læger, som bor eller har boet i lægeboliger, er formentlig derfor ikke blevet beskattet.

Det kommer som noget af en overraskelse for Yngre Læger, at der kan være usikkerhed omkring beskatningen af lægeboliger, og at ingen af regionerne tilsyneladende har håndteret de ændringer i skattereglerne, der kom i 2013 Camilla Rathcke, Yngre Lægers formand

Under overenskomstforhandlinger gjorde Danske Regioner Yngre Læger opmærksomme på det mulige skattesmæk for lægerne. Det kommer som en overraskelse, skriver Yngre Læger i en pressemeddelelse.

”Det kommer som noget af en overraskelse for Yngre Læger, at der kan være usikkerhed omkring beskatningen af lægeboliger, og at ingen af regionerne tilsyneladende har håndteret de ændringer i skattereglerne, der kom i 2013. Markedsværdien af de enkelte boliger er ikke Yngre Læger bekendt, og vi ved ikke, om det er et skattepligtigt gode for den enkelte læge – men det er helt klart arbejdsgivers opgave at indberette en eventuel forskel mellem markedsværdien af boligen og den husleje, der betales,” siger Yngre Lægers formand Camilla Rathcke.

Regionerne har orienteret Yngre Læger om, at de vil sende brev ud til de berørte læger, så der kan komme en afklaring på, om det enkelte medlem skal betale penge tilbage til skat eller ej.

Yngre Læger ved ikke præcis, hvad der kommer til at ske, hvor mange det berører, eller hvor store skattesmæk der er tale om, men undersøger sagen videre. Foreningen opfordrer medlemmer, der har boet eller bor i lægeboliger, til at tage kontakt til deres region eller boligkontor, hvis brevet fra regionen ikke afklarer, om man står over for et skattesmæk.