Medicinsk Nyhed
Genetiske og kliniske determinanter af frakturrisiko
7. sep. 2018
2 min.
På baggrund af kliniske og genetiske data fra 25 store kohorter, som omfatter ca. en halv million individer, herunder ca. 185.000 med frakturer, belyser en international forskergruppe genetisk disposition og kliniske kendetegn, som er associeret til øget frakturrisiko. På baggrund af en genetisk analyse kombineret med kliniske oplysninger konkluderer forfatterne, at de vigtigste genetiske determinanter af risikoen for osteoporotiske frakturer også er de samme faktorer, som påvirker knoglemineraltætheden, mens faktorer som f.eks. genetisk disposition til lavt D-vitaminniveau i blodet og daglig indtagelse af calcium kun spiller en mindre rolle.
Overlæge Shoaib Afzal, Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital, kommenterer: »I dette studie undersøger man, om veletablerede modificerbare risikoindikatorer for osteoporotiske frakturer kausalt påvirker frakturrisikoen. Sigtet er at finde de risikofaktorer, hvor det er meningsfuldt at behandle eller at forebygge. Forfatterne kombinerer genome-wide association studies, hvor man fokuserer på identifikation af genetiske varianter, som hyppigere forekommer hos personer med osteoporotiske frakturer, med mendelsk randomiseringsteknik, som er et epidemiologisk princip, der kan hjælpe med at fastslå, om de sammenhænge, som man finder mellem en mulig faktor og sygdom, er udtryk for en ægte årsagssammenhæng. I studiet fandt man, at det primært er knoglemineraltætheden, som er kausalt associeret med risikoen for osteoporotiske frakturer, mens kausaliteten for andre riskofaktorer, som diabetes, nedsat D-vitamin- og calciumindtag er tvivlsom. Validiteten af fundene synes at være høj givet studiets størrelse og de veludførte analyser. Begrænsningerne ved sådanne studier er dog, at de risikofaktorer, som kun påvirker risikoen ved ekstreme værdier, ikke kan undersøges. Andre forbehold er, at validiteten af frakturdiagnosen formentlig er forskellig i de forskellige kohorter, som indgår, hvilket vil kunne medføre bias, og endelig, at de medinddragne kohorter ikke i større grad omfatter deltagere fra risikogrupper, som synes at have størst gavn af forebyggende behandling. Derudover er påvisning af kausalitet ved mendelsk randomiseringsteknik ikke ensbetydende med, at interventioner vil kunne modificere sygdomsforløbet. Studiet konfirmerer dog entydigt, at knoglemineraltæthed er den vigtigste faktor, som bestemmer risikoen for osteoporotiske frakturer«.
Interessekonflikter: ingen.