Skip to main content

Viden der virker? Arbejdsmiljø fra forskning til handling.

Dr.med., professor, overlæge Jens Peter Bonde E-mail: Jens.Peter.Ellekilde.Bonde@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen

21. sep. 2018
2 min.

I Beskæftigelsesministeriet kom man for et år siden med den dramatiske udmelding, at det går den gale vej med udviklingen i arbejdsmiljøet, at arbejdsmiljøindsatsen ikke er effektiv, og at der nu er et behov for helt at gentænke arbejdsmiljøindsatsen. På den baggrund er denne bog med fokus på udmøntning af forskningsresultater om arbejdsmiljø og sundhed yderst aktuel. Per Malmros er tidligere kontorchef og sekretariatsleder gennem mange år i Arbejdstilsynet og har derfor et indgående førstehåndskendskab til arbejdsmiljøapparatet gennem en periode, hvor det har været igennem en voldsom udvikling og forandring. Det gennemgående synspunkt i bogen er, at forskningen har produceret væsentlig ny arbejdsmiljøfaglig viden, som ikke på en gennemsigtig og konsekvent måde omsættes i konkret forebyggelse. Synspunktet udspringer af en interessant videnskabsteoretisk analyse af udviklingen fra studenteroprøret i slutningen af 1960’erne og frem til nu, og det underbygges af talrige eksempler fra det danske arbejdsmiljø.

På godt 240 sider udfoldes en levende gennemgang af arbejdsmiljøforskningens historie i Danmark, og med utallige konkrete eksempler anskueliggøres, hvorledes vejen fra forskningsresultater til udmøntning i praksis er brolagt med forhindringer. Undervejs rettes der en skarp, men dog nuanceret kritik af den administrativt-politiske praksis, der har udviklet sig i arbejdstilsyn og ministerier i de seneste årtier. Det er både interessant og modigt, når en fagperson med en særlig indsigt i et område har overskud og mod til at gå i rette med en praksis og en udvikling, som han selv har været en medspiller i. Bogen retter en velargumenteret og rammende kritik af måden, hvorpå forskningsresultater forvaltes i det danske arbejdsmiljøapparat, og der peges også på, hvad der efter forfatterens opfattelse skal til for at gøre op med denne udvikling, således at arbejdsmiljøindsatsen fremover i højere grad kan leve op til den evidens, som alle efterspørger.

Her er tale om et aktuelt og kritisk indlæg om brug, misbrug og manglende brug af forskning i praksis, som med introduktionen i Danmark af det nye begreb knowledge transfer rækker videre end arbejdsmiljøsystemet, og jeg kan varmt anbefale bogen.

Forfatter: Per Malmros

Forlag: Frydenlund

Sider: 256

Pris: 299 kr.