Elektrochok

Et par gange om ugen fik patienter på Holbæk Sygehus elektrisk krampebehandling med apparatet på billedet. Det skete i perioden 1980-2005, hvorefter et nyt blev taget i brug. Ved behandlingen bedøver en anæstesilæge patienten, hvorefter psykiateren placerer elektroderne på patientens tindinger og giver stød i ca. tre sekunder, så patienten får et krampeanfald af ca. 30 sekunders varighed. Krampebehandling benyttes bl.a. mod svære former for depression, hvor patienten kan være i livsfare, og hvor antidepressiv medicin ikke virker tilstrækkeligt.

Der er sikkert mange psykiatere, som har været trætte af behandlingens dårlige rygte i offentligheden. Det skyldes ikke mindst filmatiseringen af Ken Keseys (1935-2001) roman med den danske titel »Gøgereden« (1975), som indeholdt et barsk miljøportræt af amerikansk psykiatri. I filmen optræder Jack Nicholson i rollen som den småkriminelle krigsveteran Randle McMurphy, der simulerer sindssyge for at undgå en fængselsdom. Han indlægges på en psykiatrisk afdeling og hans karismatiske personlighed sætter farve på de kuede patienter, som pludselig blæser på den tyranniske afdelingssygeplejerskes behandlingsrutiner. Til sidst får hun dog knækket den frække Randle, som får »det hvide snit« og tvangsbehandles brutalt med elektrochok i nogle stærke scener, som uden tvivl har skadet psykiatrien. Filmen portrætterer dog også en tid, hvor elektrochok blev brugt på en langt bredere indikation end i dag [1 s. 411-6].

Elektrochokkets historie går tilbage til mellemkrigstiden, hvor psykiatere famlede i blinde i deres behandling af de svære sindssygdomme [2 s. 190]. Dengang havde halvdelen af de psykiatriske patienter været indlagt i mere end ti år, og alene Sct. Hans Hospital havde mere end 2.000 sengepladser. Lægerne eksperimenterede med forskellige former for fysisk terapi som overskæring af nervebaner i frontallappen (»det hvide snit«), fremkaldelse af høj feber (malariabehandling) og krampebehandling fremkaldt med insulin eller elektricitet. Brugen af elektricitet blev bl.a. udviklet af den italienske psykiater Ugo Cerletti (1877-1963), som foretog dyreforsøg med grise og hunde for at finde den rette dosis krampefremkaldende elektricitet. I 1938 behandlede Cerletti en skizofren patient med en serie af elektrochok, hvorefter patienten kom sig og takkede lægen for den nye behandlingsmetode. I 1940 blev behandlingen givet første gang i Danmark.

I dag kaldes behandlingen for ECT (electroconvulsive therapy). Metoden er blevet langt mere evidensbaseret og opfattes af psykiatere som en »skånsom« behandling med få og kortvarige bivirkninger som forvirring, hovedpine og hukommelsesproblemer [1 s. 416].