Fra frygt til styrke

»TURNING FEAR INTO POWER«. 

Sådan står der malet på muren ind til den skole, som den ene af årets modtagere af Nobels fredspris – den congolesiske gynækolog Denis Mukwege – har været med til at grundlægge i sit hjemland. Og netop de ord beskriver det, der foregår på stedet. Det er nemlig ikke nogen helt almindelig skole, men snarere en slags højskole for kvinder, der har været udsat for ekstrem seksuel vold, og som ved måneders ophold på skolen ikke bare lærer at leve med de fysiske følger af voldtægt og anden seksuel vold, men også gennem styrket selvværd lærer at sætte sig i spidsen for forandringer af kvinders vilkår i et land, hvor volden mod kvinder er enorm.

Aktiviteten på Panzi Hospital i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo vidner om problemets omfang: I perioden fra Denis Mukwege grundlagde hospitalet i 1999 og frem til 2015, er der alene på dette hospital behandlet mere end 48.000 kvinder, som har været udsat for ekstrem seksuel vold. Yderligere er mere end 37.000 kvinder blevet behandlet for gynækologiske problemer efter komplicerede fødsler eller mangelfuld lægelig behandling. Mange af disse graviditeter har været resultatet af en voldtægt [1].

Denis Mukwege er en af de kirurger i verden, der har opereret flest kvinder for følgerne efter seksuel vold. Han har en ph.d.-grad, der omhandler traumatiske fistler, og titlen på et af hans videnskabelige arbejder vidner om, at han har set mere end de fleste af sine kolleger: »Classification of gender-based genitourinary and rectovaginal trauma in girls under 5 years of age« [2]. Det gængse ordforråd rækker ikke til at beskrive, hvad de congolesiske kvinder risikerer: Et ord som »re-rape« er nu blevet en naturlig del af sproget, opfundet af læger, der manglede ord til at beskrive, hvad de så [3]. Og fantasien rækker ikke til at forestille sig omfanget af, hvad kvinderne bliver udsat for: »In Bunyakiri, they burn the women’s bottoms. In Fizi-Baraka, they are shot in the genitals. In Shabunda, it’s bayonets« [4]. 

 

HVAD DRIVER DENIS MUKWEGE?

Den nu 63-årige Denis Mukwege er heller ikke selv gået fri af volden. I oktober 2012, hvor han vendte tilbage til DR Congo efter at have holdt tale til FN’s generalforsamling, blev han foran sit hus angrebet af fem bevæbnede og maskerede mænd. Han slap med livet i behold, men hans chauffør blev dræbt, og Mukwege måtte flygte ud af landet. Det kunne have været enden på hans indsats for de congolesiske kvinder, men det blev det heldigvis ikke. Det beskrives i dokumentarfilmen »City of Joy«, hvordan kvinderne – hvoraf hovedparten lever på et eksistensminimum – gik i gang med at spare penge sammen, så de kunne få deres læge tilbage. I januar 2013 vendte Denis Mukwege så hjem. 

I det hele taget er det kvinderne, der får Denis Mukwege til at fortsætte sin virksomhed. Han fortæller i filmen, hvordan han blev påvirket af den uendelige række af kvinder, som han opererede, og som havde hver sin grumme historie, men alligevel kunne vise glæde gennem dans: »Because if these women could express such a force from within, then I had to fight alongside them. That’s it« [5]. 

Og kæmpe gør han, ikke kun ved at tilbringe lange dage ved operationsbordet under uhyre vanskelige vilkår, da han af sikkerhedshensyn er nødt til at bo på hospitalet. Han bærer også vidnesbyrd til hele verden om, hvordan ekstrem seksuel vold bliver brugt som krigsvåben. Det er på den baggrund, at han i år bliver tildelt Nobels fredspris sammen med Nadia Murad, en ung yazidikvinde fra Irak, som har været holdt som sexslave af Islamisk Stat og vidner om, at seksuel vold brugt som krigsvåben ikke kun er noget, der finder sted i et fjernt hjørne af Afrika. 

For Denis Mukweges vedkommende er Nobelprisen endnu en udmærkelse i en lang række: FN’s Menneskerettighedspris 2008, Right Livelihood Award 2013 og Sakharov Prisen 2014, for nu blot at nævne nogle stykker. Han har flere gange været nævnt som mulig kandidat til fredsprisen, og i år har nobelpriskomiteen så valgt at sætte fokus på emnet seksuel vold som våben i krig og væbnet konflikt. 

SEKSUEL VOLD SOM VÅBEN

Seksuel vold under væbnede konflikter er desværre ikke et emne, der er ved at gå af mode. Så sent som i august 2018 udgav FN en rapport om overgrebene på kvinder, der er fra det muslimske mindretal i Myanmar og er flygtet over grænsen til Bangladesh. I den anledning udtalte Radhika Coomaraswamy, der var en af FN’s særlige undersøgere: »Omfanget, brutaliteten og den systematiske natur af voldtægt og vold viser, at det er del af en bevidst strategi, der går ud på at intimidere, terrorisere og straffe civilbefolkningen« [6, egen oversættelse]. Noget tilsvarende er tidligere påvist i lande som Sudan, Kosovo, Rwanda, Nepal, Colombia og Afghanistan [7]. 

Brugen af systematiske og ekstreme seksuelle overgreb på kvinder er således hverken forbeholdt en enkelt krig, et enkelt land eller et enkelt kontinent. Men alligevel kan det synes langt væk, når vi sidder i Danmark. Det er imidlertid på sin plads at minde om, at det også vedrører danske læger. Nogle af de berørte kvinder kommer nemlig til Danmark som flygtninge eller på anden vis, og vi skal kunne identificere dem, også selvom de ikke nødvendigvis selv beretter om, hvad de har været udsat for. Skyld og skam, dårlig tolkning, posttraumatisk stresssyndrom med avoidance-symptomer og forhastede konsultationer er blot noget af det, der kan stille sig hindrende i vejen for, at kvinderne fortæller, og at vi som behandlere forstår, hvad de har været udsat for. 

Behandlingen vil i sagens natur afhænge af traumets art og tilstandens kompleksitet. Ofte vil der være behov for en multidisciplinær tilgang, da følgerne efter seksuel vold kan være både biologiske, psykologiske og sociale. Det er derfor nødvendigt, at alle behandlere, der kommer i kontakt med sådanne kvinder, er bekendte med, hvor den gynækologiske ekspertise såvel som ekspertisen inden for den øvrige del af traumebehandlingen er at finde. Kun herved kan disse kvinder blive hjulpet på vej mod at ændre frygt til styrke. 

Denis Mukwege udtalte umiddelbart efter, at han havde fået besked om at have modtaget Nobels fredspris: »Denne pris vil kun få reel betydning, hvis den får mobiliseret folk til at ændre situationen for ofrene i områder med væbnede konflikter« [8, egen oversættelse]. Lad dette – også for danske sundhedsprofessionelle – være en opfordring til at gå aktivt ind i kampen mod seksuel vold som krigsvåben.