Content area

|

Superstrenge

Fem skarpe til Lars Green Dall, som er gået på opdagelse i spændingsfeltet mellem 
naturvidenskab og poesi.

Midt i naturen. En selfie af Lars Green Dall i Grønland (privatfoto).
Forfatter(e)

Christian Graugaard, chefredaktøren

Lars Green Dall, som cand.mag. i dansk og biologi befinder du dig i et interessant spændingsfelt mellem naturvidenskab og humaniora. Det er der kommet to meget læseværdige antologier ud af: »Ormehuller – naturvidenskab i dansk« (2015) og »Superstrenge – naturvidenskabelig dansk lyrik« (2018). I sidstnævnte møder vi 32 danske digtere – fra Tycho Brahe og Adam Oehlenschläger over Dan Turèll til Theis Ørntoft – som i perioden 1573-2015 har skrevet små og store digte med afsæt i naturvidenskabens tankemønstre og pionerer. Kan du ikke begynde med at fortælle, hvad der fascinerer dig ved at betragte naturvidenskab gennem poesiens briller?

Jeg mener helt grundlæggende, at litteratur og naturvidenskab udspringer af samme eksistentielle undren, samme eksistentielle søgen – hvem er vi, hvad er vi, hvor kommer vi fra, hvorfor er vi her, og hvad skal det hele betyde? Og såvel de naturvidenskabelige discipliner (astronomi, fysik, geologi, biologi mv.) som de skønlitterære discipliner (romaner, noveller, skuespil, digte) forsøger at kaste lys over gåderne, at finde svar på alt det, der måske (ikke) kan findes svar på.

Så naturvidenskab og litteratur søger – og har gjort det i århundreder – efter præcis de samme svar. Men videnskaben og litteraturen benytter sig af forskellige metoder, sprog og tricks, og derfor er de bud, de svar og de perspektiver, de to domæner kaster af sig, vidt forskellige. Samtidig er det sådan, at hverken naturvidenskaben eller litteraturen stiller sig tilfreds med de svar, der tilvejebringes: Svarene afføder nye gåder, nye spørgsmål og nye udforskninger af menneskelivets dunkle sider og af det univers, vi er en del af – og på ny må både forskeren og forfatteren kaste sig ud på strabadserende ekspeditioner i ukendte egne.

I den naturvidenskabelige skønlitteratur – og måske allerklarest og allerskarpest i den naturvidenskabelige lyrik – mødes disse to eksistentielle og epistemologiske dimensioner i menneskelivet: Naturvidenskaben og litteraturen går i det naturvidenskabelige digt op i en højere enhed, og gennem poesiens sprog forsøges naturvidenskabens verdensbillede udfoldet, udforsket og evt. udfordret. Den naturvidenskabelige lyrik lader os tage favntag og livtag med natur og naturvidenskab på bestandigt nye og anderledes måder.

 

Kan du sige noget helt overordnet om danske digteres tilgang til naturvidenskab? Er det generelt et felt, som interesserer dem, eller har du haft svært ved at finde godt stof? Og hvordan forholder de sig egentlig til emnet? Andægtigt? Undrende? Kritisk?

Dybest set er naturvidenskab overalt – hvad enten vi vil det eller ej. Vores verdensbillede og vores virkelighed hviler på et fundament af naturvidenskab og naturvidenskabelige erkendelser, opdagelser og opfindelser. Og det er derfor også helt naturligt, at naturvidenskaben optræder som et motiv i dansk litteratur. I »Ormehuller« og »Superstrenge« præsenterer jeg litterære tekster, hvor naturvidenskab optræder eksplicit og betydningsbærende – altså tekster, der ønsker at sige noget med eller om naturvidenskabens metoder, erkendelser, begrænsninger, fejlslutninger og perspektiver.

I »Superstrenge« finder man 75 naturvidenskabelige danske digte – og der er flere, hvor de kommer fra! Jeg har udvalgt de bedste og mest signifikante, og jeg har søgt en variation i tone, motiv, tema og perspektiv. Det er interessant at betragte den litteraturhistoriske udvikling, der har fundet sted i naturvidenskabelig dansk lyrik: Hyldestdigte til navngivne naturvidenskabsmænd (fx Brahe, Ørsted, Einstein, Darwin og Bohr) hører groft sagt fortiden til, mens den bekymrede og kritiske tone har vundet indpas de seneste 40 år (fx Thorkild Bjørnvig, Inger Christensen, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Lars Skinnebach og Theis Ørntoft). Det er, som om (også?) digterne i stigende grad er blevet bevidste om, at naturvidenskabelige opdagelser og erkendelser også kan føre – og har ført – til »mindre heldige« opfindelser og samfundsudviklinger. Man kan sige, at hvor lyrikken – og lyrikeren – tidligere lod sig begejstre og forføre af de store videnskabsmænd og deres bedrifter, er begejstringens rus nu blevet afløst af eftertænksomhed og etisk stillingtagen.

Men – og det er vigtigt at understrege – min hurtige karakteristik er groft generaliserende, for masser af naturvidenskabelige danske digte på tværs af de seneste århundreder rummer vanvittigt smukke, overrumplende, legesyge, tankevækkende og perspektivrige bud på naturvidenskabens rolle, betydning og erkendelser – og bl.a. digtere som Johannes V. Jensen, Inger Christensen, Klaus Høeck, Morten Søndergaard og Birgitte Krogsbøll kaster i deres digte lys over treenigheden natur, naturvidenskab og menneske på stærkt poetisk og meget tankevækkende vis. Og de gør det på hver deres særegne måde og med hvert deres lyriske sprog.

 

»Superstrenge« strækker sig som nævnt over mere end fire århundreder. Og som du antyder, er det vel forventeligt, at digternes approach til stoffet har ændret sig med tiden – og her tænker jeg ikke bare på holdningen til naturvidenskab, men også til selve naturen. For eksempel er det jo sjovt at sammenligne romantikeren Carsten Hauchs hyldest til naturens helligdom og »dunkeltbeskuende øie« med Theis Ørntofts dybt bekymrede klimadigte. Er der en tendens at spore?

Ja, som sagt er det muligt at spore en litteraturhistorisk udvikling – eller måske snarere en ændring, et brud – i naturvidenskabelig dansk lyrik, i og med at bekymringen og det (selv)kritiske blik på naturvidenskaben optræder fra og med Thorkild Bjørnvigs miljødigte i 1970’erne og 1980’erne. Men hvad jeg finder mindst lige så interessant er, at den eksistentielle og epistemologiske undren over naturvidenskabens erkendelser og endnu uløste gåder løber som en strøm i den naturvidenskabelige danske lyrik igennem det ene århundrede efter det andet: Oehlenschläger, J.P. Jacobsen, Thøger Larsen, Per Kirkeby, Klaus Høeck, Dan Turèll, Morten Søndergaard og Liv Sejrbo Lidegaard – for at nævne nogle få – forsøger alle at sætte ord på naturens undere og på de rystelser, vi mennesker rammes af, når vi virkelig lader den videnskabelige undren over naturen besætte os.

 

Man siger undertiden, at videnskabsmænd må til kunsten for at forstå, hvordan det hele i grunden hænger sammen. Tror du, at man bliver en bedre forsker af at læse skønlitteratur i det hele taget? Eller en bedre læge?

Man bliver ikke (nødvendigvis) et bedre menneske i moralsk forstand af at læse skønlitteratur, men man bliver uden tvivl et større menneske i en større verden. Læsningens glæder er med til at udvide vores verden, vores verdensbillede, vores virkelighed og os selv som tænkende, følende, grinende, grædende og grublende mennesker. Gennem litteraturens anderledes blik, anderledes sprog, anderledes muligheder og anderledes ærinde kastes vi som læsere rundt i manegen – den manege, vi kalder for livet – og vi tvinges på lyksalig og bevidsthedsudvidende vis til at gentænke og genføle os selv og vores omverden.

Litteraturen tillader ikke, at vi klamrer os til fastfrosne og eviggyldige selvbilleder og omverdensbilleder. Tværtimod fortæller litteraturen os igen og igen, at alting kunne være anderledes, at intet er sikkert, at alt er muligt, og at vi bestandigt må søge videre. Som naturvidenskabelig forsker – og som læge – er man af naturvidenskabelig æt, og man arbejder systematisk og samvittighedsfuldt ud fra naturvidenskabelig teori, metode, erkendelse og praksis. Og det skal man naturligvis gøre! Men også naturvidenskabsmanden og lægen vil få udvidet deres syn på mennesket og mennesket i verden ved at lade litterære og poetiske undersøgelser og erkendelser tage plads i krop og sind.

Litteraturen har en evne til at åbne vores sind, nedbryde vores (følelsesmæssige) barrierer, lokke os ud på dybt vand og overskride vores egne grænser – og vi kan i litteraturen lade os udfordre, overrumple og forføre både kognitivt og affektivt, fordi litteraturen er den legeplads og det laboratorium, hvor alle træder ud med livet i behold og sjælen i opløftet, sitrende tilstand.

I »Superstrenge« præsenteres 75 danske digte med fokus på naturvidenskabens genstandsfelt, tankeverden og/eller aktører (bogomslag).I »Superstrenge« præsenteres 75 danske digte med fokus på naturvidenskabens genstandsfelt, tankeverden og/eller aktører (bogomslag).

Og endelig, det oplagte og helt sikkert urimelige spørgsmål: Har du selv et naturvidenskabeligt yndlingsdigt?       

Nej, jeg har ikke ét, men mange naturvidenskabelige yndlingsdigte. Skal jeg nævne tre digte, som jeg igen og igen vender tilbage til, så er det »Da jeg hørte den lærde Astronom« (1923) af Thøger Larsen, »Tag ud til Sydhavnen« (1985) af Klaus Høeck og »Den Gale Videnskabsmand« (1986) af Dan Turèll.

I Larsens digt optræder et jeg, der overvældes af svimmelhed i både første og anden potens – dels svimmelhed over den lærde astronoms udregninger, ligninger og naturvidenskabelige svar på universets gåder, dels en endnu større, bjergtagende svimmelhed over den gådefulde stjernehimmel, der møder os, når vi kigger op om natten.

I Høecks digt lader det lyriske jeg sig – under indtryk af sol, sand og vand – overvælde af geologiske og palæontologiske fornemmelser af og forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske: nemlig en lillebitte del af en enorm geologisk og evolutionær sammenhæng, der transcenderer tid og rum og fremkalder følelsen af at være ét med naturen.

I Turèlls maniske langdigt møder vi den gale videnskabsmand – eller i hvert fald digterens vilde og vildt underholdende forestillinger om ham. Turèlls videnskabsmand er lige del mystiker, fantast og superhelt – og så er han hentet direkte op fra drengeværelsets skatkammer af science fiction-bøger, tegneserier, filmplakater og populærkulturelle forskerfantasier. Turèll er dybt fascineret af videnskabsmanden. Og han genkender den besættelse, der driver videnskabsmanden, fra sin egen praksis som forfatter og fortæller. 

 

»Ormehuller – naturvidenskab i dansk« (2015) og »Superstrenge – naturvidenskabelig dansk lyrik« (2018) er begge udkommet på Dansklærerforeningens Forlag.

 

 

 

Da jeg hørte den lærde Astronom,

da Beviser og Tal var ordnet i Rækker foran mig,

da Kort og Diagrammer blev vist mig og skildret Beregning og Maaling,

da jeg sad og hørte Astronomens Forelæsning under stærkt Bifald i Salen –

aa, som uforstaaende blev jeg hurtigt udmattet og syg,

til jeg rejste mig, gled ud og stak af efter egen Drift

ud i den dunkle duggede Natteluft og fra Stund til Stund

saa’ ganske tavs op mod de tavse Stjerner.

 

Thøger Larsen, »Vejr og Vinger«, 1923.  

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer