Grædekoner
”Placebo-effekten” er opkaldt efter middelalderens professionelle grædekoner, som blev hyret til at messe bønner ved begravelser, begyndende med ”Placebo Domino in regione vivorum” (”Jeg vil behage Herren i de levendes land…” (fra Davids Salmer).
Når placebo virker, er det, fordi patienten tror på, at behandlingen virker. At den lyseblå pille virkelig er et kraftigt sovemiddel, eller at den hvide tablet snart vil kurere hovedpinen. Alene troen på, at bedringen er på vej, kan i nogle tilfælde føre til bedring.
I middelalderen var lægernes behandling baseret på overtro og snørklede spekulationer om kropsvæskernes indbyrdes balance. Her har placebo-effekten været det mest effektive middel i lægens arsenal, forstærket af patientens faste tro på den lærde doktors evner.
Troen på lægens evner var altså lægens stærkeste kort. Hvilket er paradoksalt – for tilliden til lægen var ubegrundet. Det vidste mange inderst inde, og i oplysningstiden blev lægen en populær skydeskive for giftig satire.
Den amerikanske præsident Thomas Jefferson skrev i 1700-tallet: “En af de mest succesfulde læger, jeg nogensinde har kendt, anvendte flere brødpiller og mere farvet vand og pulvere af træaske end alle andre lægemidler tilsammen”.
Jefferson skelnede mellem ”fromt bedrag” – som han misbilligede – og den placebo-effekt, der skyldtes en behandling, som lægen selv troede på.
Nocebo – den onde tvilling
Placebo kan ikke kurere et knoglebrud eller en nyresten. Men det kan lindre selv svære smerter. Og en behandling, som patienten nærer store forventninger til, har større chancer for at virke, end hvis det modsatte er tilfældet.
Hvilket bringer os til at tale om placebo’s onde tvilling: Nocebo.
Lige som placebo-effekten fremkalder en positiv eller helbredende virkning af en virkningsløs behandling, er nocebo-effekten den negative eller skadelige effekt af en ellers harmløs behandling (nocebo – latin: ”jeg vil skade”).
Da forskere undersøgte nocebo-effekten, sammenlignede de to forskellige, lige virkningsløse placebo-behandlinger for smerter i armen. Den første forsøgsgruppe fik en sukkerpille, mens den anden fik fup-akupunktur. Og miraklet skete: Akupunkturgruppen oplevede, at smerten blev mindre (placebo-effekt).
Men i den anden gruppe kunne flere rapportere, at (sukker)pillerne havde gjort dem så sløve, at de havde svært ved at komme ud af sengen. Og i (fup)akupunkturgruppen rapporterede nogle om hævelser, rødmen og ekstreme smerter. I begge grupper svarede nocebo-virkningen præcist til, hvad forsøgspersonerne på forhånd havde fået at vide, at de kunne forvente.
Tilsvarende: Hvis min læge fortæller mig, at den sovetablet, han giver mig, er koffein, vil den med stor sandsynlighed holde mig lysvågen. I hvert fald vil den negative forventning med stor sandsynlighed reducere virkningen af et ellers virksomt lægemiddel.
Det kan med andre ord være en ganske alvorlig sag, hvis en patient misforstår eller fejlinformeres om virkningen af den behandling, der gives.
Læs også: Klaus Larsen: Jagten på den usynlige fjende
