Hvis man ser på lægevidenskabelige artikler de sidste 30 år, så er etiske spørgsmål hastigt på vej ud af lægers begrebsverden. Vores etiske grunduddannelse er også blevet ringere. Lad os tage modellen fra lægmandens udmærkede etiske råd, Mads og Monopolet, og overføre den til vores egen faglige verden.
Hvis man ser på lægevidenskabelige artikler de sidste 30 år, så er etiske spørgsmål hastigt på vej ud af lægers begrebsverden. Desværre er vores etiske grunduddannelse også blevet ringere: etikken ruster væk på universiteterne. Imens sørger Det Etiske Råd for at fastholde luksusaspekterne af etiske spørgsmål - det er spændende diskussioner blandt akademikere med god tid i hovedstadens tesaloner.
Etik er en imponerende, alt for stor, men døende dinosaurus, der har begået langsomt selvmord, fordi den ikke formåede at binde an til hverdagen for den enkelte læge eller sygeplejerske i mødet med tidens meget varierende patienttyper.
Lad os få et hverdagens kliniske panel med praktiske, holdbare løsninger, der tager problemer, som det de ofte er: onde besværlige problemer som vi gerne vil finde den mindst ringe løsning på – de er ikke, som vi ellers konstant får at vide, spændende udfordringer.
På den ene side møder vi den forstærkede, selvkørende patient med et stort fagligt og socialt netværk og styr på hele internettet, og i den anden ende af spektret den multisyge, socialt skrøbelige patient der har svært ved at læse, mangler en uddannelse, og hvor e-boks breve er en del af den daglige stress.
Etik har altid været noget, vi diskuterede, når vi havde tid til det, eller hvis det ikke koster noget. Lige så snart vi har travlt, eller det begynder at koste tid og penge, så bliver vi lidt fjerne i blikket og mumler noget om ”det er da også rigtigt, men jeg skal lige….”. Og væk var etikken, igen igen.
I en artikel om hvordan læger og sygeplejersker overlever at have med HIV-patienters sammensatte problemstillinger at gøre i USA, Sydafrika, Thailand og Uganda, viser der sig at være en kæmpe afgrund mellem ”officiel etik” og så ”etik på gulvet”. Deres konklusion, som må siges at have global gyldighed, er at presset fra den officielle etik gør, at faktiske, etiske hverdagsproblemer for den enkelte patient bliver mere umulige at løse – de bliver til onde og uløselige etiske problemer (wicked ethics) - mere end de ville have været.
I 1973 beskrev Rittel og Weber et dilemma i hverdagen: mens virkelighedens sociale problemer er onde og komplicerede, så beskæftiger videnskaben sig kun med tamme, upraktiske og helt overordnede spørgsmål, der selvfølgelig fører til tamme og ubrugelige svar og løsninger. Politikerne ser kun optimale løsninger for ”det fælles offentlige bedste” – men i hverdagen findes der ikke optimale løsninger, og der er ikke i praksis enighed om, hvad der egentlig er det fælles bedste – heller ikke i etisk forstand.
Rittel og Weber beskrev 10 karakteristika ved hverdagens wicked problems, bl.a. at de ikke er sande-falske, men onde-gode, de har ingen klar løsning, de er ikke klart afgrænsede, mangler klare valgmuligheder, hvert problem er unikt, erfaringer er sjældent anvendelige, hænger tit sammen med andre uløselige problemer og den, der forsøger at løse problemet, får ballade uanset hvordan man løser eller ikke løser det.
Dermed kommer de hofetiske udmeldinger fra Det Etiske Råd, ministre, regionsdirektører og sygehusledere til at klinge hult for den, der har følt sig presset til at påtage sig at løse et wicked problem i hverdagen. Det Etiske Råd lukker klokken 15.30, man kan ikke ringe til Mads og Monopolet i et travlt ambulatorium og der er ikke tid til at tage en lejrbålsdiskussion i den akutte modtagelse.
Sårbare patienter havner ofte i en gråzone, hvor der skal forhandles og besluttes udenfor afdelingens vante rammer: de kommer for sent med for mange sygdomme og har mange uløste sociale problemer, kan ikke læse, har ikke internet, og e-boks er en by på Mars. Det er overladt til de enkelte medarbejdere på sygehuset at afgøre, om de gider gøre en helt ekstraordinær menneskelig indsats – og uanset deres valg, så bliver enten patienten eller kollegerne sure. Hverdagens etik kender ingen nåde.
Fakta
Langbert og de Russy skriver i The Corrosion of Ethics in Higher Education, at “students today are incessantly exposed to varying degrees of nihilism: anti-ethical or disembodied, hyper-rational positions”, og løsninger kommer de også med: “to act ethically, human beings need to be exposed to living models of ethical emotion, intention and habit”. Det er lige før Mads og Monopolet modellen er den mindst ringe løsning på den etiske krise i hverdagens kliniske virkelighed.
Lad os få et hverdagens kliniske panel med praktiske, holdbare løsninger, der tager problemer, som det de ofte er: onde besværlige problemer som vi gerne vil finde den mindst ringe løsning på – de er ikke, som vi ellers konstant får at vide, spændende udfordringer. De er på godt og ondt de komplekse sammenvævede problemer og etiske dilemmaer, der opstår som naturlig følge af sociale uligheder, uhensigtsmæssige patientforløb i et moderne højtspecialiseret sundhedsvæsen og så lige e-boks.
De senere år er der dukket en stor blind etisk plet frem i sundhedsvæsenet. IT har ingen etik. IT har ingen moral. IT software har ingen hjerne og intet ansvar. Men IT skaber etiske problemer, IT opfører sig uetisk og IT har en skidt moral. Ved fejl i IT-systemer er det et fuldstændigt legitimt argument, at fejlen opstod (og ikke rettes) fordi ”softwaren ikke er kompatibel”, eller ”det modul har man ikke købt”, eller ”fejlen er noteret og der overvejes en løsning med næste opdatering” eller klassikeren: ”det er et problem i grundstrukturen og den ønsker man ikke at ændre”. Der er åbenbart tale om en parallel verden i sundhedsvæsenet med sin egen sanktionerede (mangel på) etik og moral. Hvem bestyrer etikken i den verden?
George Bernard Shaw sagde engang at ”Enhver profession er en sammensværgelse mod lægmanden”. Lad os tage modellen fra lægmandens udmærkede etiske råd, Mads og Monopolet, og overføre den til vores egen faglige verden. Jeg så personligt gerne et panel bestående af Bent Hansen, Özlem Cekic, Lotte Heise, Peter Geisling, Peter Gøtzsche, Bettina Post, komikeren Geo og Lisbeth Zornig diskutere følgende dilemma i første udsendelse: ”Jeg har 10 minutter til hver patient i mit ambulatorium, men alle mine patienter er socialt belastede med mange sygdomme. Jeg vil gerne hjælpe, men min chef siger, det er mit eget problem, og at jeg selv må prioritere. Hvad skal jeg prioritere: det psykiske, sygdomme, økonomi eller skal jeg bare være ligeglad"?
Universiteterne er selvfølgelig alt for fine til Mads og Monopolet metoden, men de må så bare oppe sig og genindføre undervisningen i etik, menneskerettigheder og moral på lægestudiet. For lægerne kender ikke engang de mest basale menneskerettigheder.
