DAMD-data var valide!

Tak for kronik i Ugeskrift for Læger af 9. november af Rotenberg & Otto.

Det er altid positivt, når kolleger interesserer sig for kvalitetsudvikling og forskning. Glædeligt, at deres undersøgelse viser, at diagnosevaliditeten er høj (bedre end i landspatientregistret) [1]. Desværre er der kommet en del fejlslutninger i debatindlægget, der fører frem til helt forkerte konklusioner:

1) Den største fejl i diabeteskvalitetsrapporten angiver at være »Fejlkode af om patienten følges på sygehuset eller i praksis«. Det antages, at det er sygehusdiagnosen, der afgør dette, hvilket er forkert. Ved første kontakt for patienter med en diabetesdiagnose vil lægerne i pop-up tage stilling til, om patienten »følges i praksis« [2]. Hvis lægen markerer »nej«, registreres patienten på sygehuslisten i kvalitetsrapporterne i de næste ti måneder, inden lægen skal tage stilling på ny. – Når fejlen er så stor i de berørte praksis, kan det skyldes, at man ikke har udfyldt de fremkomne pop-upper.

2) Fejldiagnoser med for mange diabetesdiagnoser er noget, vi har været opmærksomme på under hele DAK-E-tiden. Vi har derfor fra starten udviklet Datafangstsystemet således, at en sletning eller en ændring af diagnose i lægesystemet skulle »slå igennem« til Datafangstsystemet, men desværre har ikke alle lægesystemerne udviklet denne rettelsesmulighed. – Det er derfor glædeligt, at PLO’s dataudvalg foreslår et tættere samarbejde mellem lægesystemerne og DAK-E.

3) Den lovpligtige indberetning til »Voksendiabetesdatabasen« fra DAK-E sker af samme grund først efter, at den anden diabetes-pop-up er udfyldt. Lægen har herved haft to muligheder for at tage stilling til, om patienten nu også har diabetes og haft mere end et år til at indsamle diabetesindikatorer. Som læger vil vi i egen interesse slette de forkerte diagnoser, og validiteten stiger. I de andre indberetningspligtige sygdomme er lavet tilsvarende valideringstiltag. Antagelsen i debatindlægget om akkumulering af fejldiagnoser holder således ikke.

Problemer med data til forskning er en hel lærebogsdebat værd. Spørgsmålet er, om det er bedst at forske på et »designet grundlag« (RCT) med yngre næsten »raske mennesker«, hvorefter resultaterne overføres til almen praksis med en meget ældre population med multimorbiditet? – Eller skal man forske på data fra almen praksis [3], hvor man kan se, hvad man reelt gør i almen praksis og konsekvenserne heraf. Validitet er noget, enhver forsker interesserer sig for. Er validiteten tvivlsom, får man ikke artiklen publiceret.

Hvis man fremover vælger at droppe DAMD og vælger en lokal database i egen praksis får man andre validitetsproblemer:

1) Man får et nævnerproblem. Det kan være: diabetespatienter i forhold til antal af tilmeldte patienter i praksis (nævneren). En korrekt nævner kræver en løbende korrektion for nytilmeldte patienter, samt at fraflyttede og døde patienter fjernes.

2) Man får datatab. DAMD fik data fra alle klinikker på alle patienter. DAK-E kunne derfor udlæse data på CPR-niveau og allokere kvalitetsrapporten til det rette ydernummer. Hvis egen læger holder ferie, og patienten besøger en nabolæge, hvor der registreres data, vil kvalitetsrapporten også indeholde disse data. – Hvis databasen skal ligge i den enkelte praksis, vil alle data fra andre ydernumre gå tabt. Rapporterne vil blive invalide og værre endnu: Indberetningen til »Voksendiabetesdatabasen« vil få et datatab, som fejlagtigt vil ligne dårligere opfølgning i almen praksis.

3) Solopraksis vil (fejlagtigt) se ud til at behandler patienterne dårligere. Pga. ferie vil patienterne oftere passes af fremmed ydernummer.

Misbrug af data. Sikkerheden omkring DAMD har været et kardinalområde for DAK-E. DAMD-databasen er til: a) kvalitetsudvikling i egen praksis og b) forskning i almen medicin – ikke til kontrol! Når data fra DAMD efter januar 2014 blev sendt til Sundhed.dk var det en del af overenskomsten i 2010, som PLO underskrev.