»Jeg var professionelt involveret i den sag, som Peter Gøtzsche kalder Lifs chikane af ham og hans forskergruppe. Så jeg synes, at jeg bliver nødt til at give mit syn på sagen«, skriver kronikøren.
Peter C. Gøtzsche benytter endnu en gang diskussionen om UVVU til en lang promovering af sig selv som så ofte før [1]. Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at indlade mig i en diskussion med Peter C. Gøtzsche, idet mine tidligere erfaringer er, at argumenter – uanset deres styrke eller fakta i øvrigt – ikke fører til noget konstruktivt.
Imidlertid var jeg professionelt involveret i den sag, som Peter C. Gøtzsche kalder Lifs chikane af ham og hans forskergruppe. Så jeg synes, at jeg bliver nødt til også at give mit syn på sagen, og jeg er nu i en situation, hvor jeg ikke behøver at tage hensyn til andre end mig selv, idet jeg ikke længere er tilknyttet Lif.
Først lidt fakta. I 1990’erne indgik Lif og Lægeforeningen en aftale om klinisk forskning, hvori det klart blev slået fast, at lægemiddelvirksomheder kunne, men ikke skulle, kommentere kliniske forskeres artikler, når de var baseret på data opnået i fælles kliniske forsøg, men at det utvetydigt var de kliniske forskere, der havde den endelige ret til at beslutte indholdet af publikationen. Dette var i fuld overensstemmelse med de krav, der også blev fulgt af det videnskabsetiske komitésystem.
På den baggrund var det en stor overraskelse for mange, at Peter C. Gøtzsche og hans gruppe pludselig kunne optræde i medierne med omtale af en undersøgelse, som de snart ville publicere, hvor de havde fundet, at lægemiddelindustrien havde en afgørende og endelig indflydelse på videnskabelige artikler. Og at dette var baseret på forsøgsprotokoller fra 2004.
Siden det videnskabsetiske komitésystem blev etableret, har det været et kernepunkt i deres godkendelser, at de sikrede sig, at industrien ikke havde den endelige beslutning om indhold og konklusion i publikationer, så Peter C. Gøtzsches fund måtte betyde, at der på en eller anden måde var protokoller, der var blevet godkendt, uden man havde sikret dette. Baseret på mine egne og andres erfaringer lød Peter C. Gøtzsches påstand særdeles usandsynlig.
Vi bad derfor om at få tilsendt det samme materiale, som Peter C. Gøtzsche baserede sin undersøgelse på, fra den videnskabsetiske komité. Vi gennemgik protokollerne, som viste sig alle at have en formulering, hvoraf det klart fremgik, at til trods for, at lægemiddelindustrien havde en kort frist til at kommentere indholdet i den endelige publikation, var det de kliniske forskere, der havde den endelige ret til at bestemme indhold og konklusion. For en sikkerheds skyld bad vi også kliniske forskere uden for lægemiddelindustrien om at se protokollerne igennem for at være sikre på, at de havde samme tolkning, som vi havde. Blandt disse forskere var medlemmer af det lægevidenskabelige forskningsråd, og deres konklusion var den samme som vores. Peter C. Gøtzsche og hans gruppe havde været meget tendentiøse i deres tolkning af indholdet i protokollerne, og særligt tendentiøse var de, når de fremdrog deres konklusioner ud fra det faktum, at industrien havde ret til kommentering.
På bl.a. mit råd valgte Lif derfor at indklage Peter C. Gøtzsche og hans gruppe for UVVU. Sagen blev behandlet, og UVVU fandt ikke grund til uredelighed. Begrundelsen var: »at forfattergruppens artikel hverken indeholder påstande om, at der er foretaget begrænsninger i publikationsrettighederne, eller er sket lovbrud. Artiklernes indhold er en faglig diskussion af, hvorvidt der foreligger mulighed for, at sponsor kan begrænse publikationsrettighederne«.
UVVU mener således ikke, at artiklen påviser, at lægemiddelindustrien har begrænset publikationsrettighederne, men at der kunne være en mulighed for at gøre det. Det er efter min mening ikke det budskab, som Peter C. Gøtzsche formidler, hverken i sit seneste indlæg i Ugeskrift for Læger eller i diverse udtalelser i andre offentlige medier.
I sit sidste indlæg i Ugeskrift for Læger får konklusionen da også en formulering, der efter min mening ikke er i tråd med UVVU’s udlægning af Peter C. Gøtzsches forskning, idet der anføres: »... sponsor enten ejer data eller skal godkende manuskripter eller begge dele«. Man kan efter min opfattelse ikke bruge »skal godkende« i situationer, hvor der er tale om ret til kommentering, og hvor den endelige beslutning om indhold er tillagt en anden part, nemlig den kliniske forsker. I indlægget benytter Peter C. Gøtzsche som også tidligere henvisning til egne tolkninger af virkeligheden som dokumentation, og ikke henvisning til originalartikler. En praksis, der efter min opfattelse er udtryk for dårlig videnskabelig praksis.
Lif anmodede også Peter C. Gøtzsche om at fremligge protokol for det studie, der dannede grundlag for efter vores mening meget vidtløftige konklusioner. Dette nægtede Peter C. Gøtzsche under henvisning til, at det kun ville ske, hvis den samlede lægemiddelindustri gav ham en tilsvarende adgang til alle industriprotokoller. Et sådant krav om en modydelse, der for Lif ville være praktisk umuligt at foranledige, er efter min opfattelse heller ikke god forskningsetik. Hvis man har rent mel i posen, kan det ikke være et problem at give andre adgang til både sine protokoller og sine data, hvilket lægemiddelindustrien også giver til de kliniske forskere med aftalen med Lægeforeningen. Og generelt gælder det vel, at hvis man vil påvirke andre til en bedre adfærd, bør man selv gå foran med det gode eksempel.
Jeg skal opfordre til at gå ind på Peter C. Gøtzsche og Cochrane Centrets hjemmeside og selv bedømme, hvem – Peter C. Gøtzsche eller Lif – der er udsat for chikane [2].
Peter C. Gøtzsche anfører i sin profil på sin hjemmeside, at han, mens han var ansat i lægemiddelindustrien, arbejdede med kliniske forsøg og regulatorisk arbejde. Det stemmer ikke med de oplysninger, som jeg har fået: han var produktchef og ansvarlig for markedsføring af Naprosyn. Det fremgår heller ikke, at Peter C. Gøtzsche i en periode, mens han var klinisk ansat, drev en virksomhed med kontraktforskning for blandt andet hedengangne Durascan. Og jeg kan heller ikke finde nogen publikationer, der henfører til de bioavailability-forsøg, som han dengang udførte; kan det være korrekt? Peter C. Gøtzsche er jo en svoren tilhænger af, at al klinisk forskning skal publiceres. Jeg ved ikke, hvad Peter C. Gøtzsche oplevede i sin tid, da han var ansat i lægemiddelindustrien, men hans tolkninger og holdninger om denne industri stemmer bestemt ikke med mine erfaringer fra mere end 20 års ansættelse.
Jeg er klar over, at dette indlæg af Peter C. Gøtzsche vil blive udlagt som et led i en større sammensværgelse, og at det blot er ny chikane. Det er ikke tænkt sådan; det er et ydmygt forsøg på at nuancere tolkning og holdninger til, hvad der er åbenhed og god forskning.
UVVU regler skal måske ændres – det eneste af Peter C. Gøtzsches forslag til ændring, jeg kan støtte, er offentliggørelse af samtlige sagsakter, som forhåbentlig vil begrænse mulighederne for misbrug af UVVU’s afgørelser. Enhver begrænsning i retten til at rejse en sag og få en sag behandlet uden offentlig indsigt vil svække UVVU.
Litteratur
Gøtzsche PC. Bør bekendtgørelsen om videnskabelig uredelighed revideres endnu en gang? Ugeskr Læger 2013;178:2512-3.
www.cochrane.dk/research/harassment_by_Lif.
