Vi dokumenterede i JAMA, at halvdelen af forsøgsprotokollerne anførte, at sponsor enten ejer data eller skal godkende manuskriptet eller begge dele [1]. Eftersom Lif bestred disse kendsgerninger, opfordrede vi Lif til at redegøre for deres resultater i et læserbrev i JAMA og til at indsende deres tolkninger af de samme protokoller, som vi havde set på, til UVVU, for at give UVVU mulighed for at vurdere, hvem der havde ret. Lif gjorde ingen af delene og fremkom heller ikke med konkrete resultater, som man kunne forholde sig til, hvorimod vi hele tiden tilbød, at andre kunne granske vore data og tolkninger. Vi tilbød f.eks. UVVU at gennemgå de relevante sider i protokollerne og sammenligne med vores tolkninger, hvilket ville tage under en time, men det svarede UVVU ikke på.
Det er mystisk, at Waldorff siger, at vi henviser til egne tolkninger og ikke til originalartikler. Da det var protokoller, vi vurderede, havde vi da ingen mulighed for at henvise til originalartikler.
Waldorffs bemærkninger om, hvad jeg foretog mig for over 25 år siden, er delvist forkerte og sagen uvedkommende. Jeg lavede kliniske forsøg i syv år, bl.a. med Naprosyn, som jeg aldrig har været produktchef for eller haft ansvar for, hvilket Waldorff påstår. Waldorff anker også over, at de biotilgængelighedsstudier, som jeg medvirkede til, ikke blev publiceret, med begrundelsen, at jeg er "en svoren tilhænger af, at al klinisk forskning skal publiceres". Disse studier er et krav fra myndighederne, for at et generisk præparat kan registreres, idet den aktive substans skal optages og udskilles som originalpræparatet. Waldorff må være vidende om, at sådanne studier ikke har karakter af klinisk forskning og stort set aldrig publiceres, fordi de ikke har nogen videnskabelig eller klinisk interesse.
Waldorff skriver, at alle protokollerne nævnte, at de kliniske forskere havde den endelige ret til at bestemme indhold og konklusion. Det er en usandhed så tyk [1, 2], at man undres. Og hvis det havde været sandt, hvorfor anførte og dokumenterede Lif det så ikke under det 13 måneder varende sagsforløb? Og hvordan passer det nu lige med, at firmaerne kun publicerer halvdelen af deres forsøg og i den anden halvdel ofte har snydt med dataanalysen [3], hvilket de klinikere, der lægger navn til artiklen, ikke kan kontrollere, fordi de ikke kan få adgang til data [3, 4]? Vi skrev det stik modsatte i JAMA: ingen af protokollerne eller publikationerne anførte, at forskerne havde adgang til alle data eller havde det endelige ansvar for beslutningen om at indsende manuskriptet uden at skulle have sponsors godkendelse [1].
Waldorff mener ikke, at argumenter fører til noget "konstruktivt" i en debat med mig. Det er jo nok, fordi jeg holder mig til kendsgerningerne, i modsætning til Waldorff og Lif. Som tidligere nævnt, er det umuligt for en ærlig forsker at gennemgå de samme sider i prokollerne, som vi har gennemgået, og hævde, som Lif gjorde, at der ikke er dokumentation for vore fund [2].
Læs Stig Waldroffs kronik her
Referencer
Litteratur
1. Gøtzsche PC, Hróbjartsson A, Johansen HK et al. Constraints on publication rights in industry-initiated clinical trials. JAMA 2006;295:1645-6.
2. Gøtzsche PC, Johansen HK, Haahr MT et al. Videnskabelig uredelighed: Ubegrundet anklage rejst af Lægemiddelindustriforeningen mod akademiske forskere havde karakter af chikane. Ugeskr Læger 2009;171:1206-9.
3. Gøtzsche PC. Dødelig medicin og organiseret kriminalitet: Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet. København: People's Press, 2013.
4. Lundh A, Krogsboll LT, Gøtzsche PC. Access to data in industry-sponsored trials. Lancet 2011;378:1995-6.