Skip to main content

At fravælge genoplivningsforsøg – problemer vedrørende sektorovergange

Misforståelser fører til at behandlingsfravalg ikke er kendt.

Anita Mink, praktiserende læge.
Anita Mink, praktiserende læge.

Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge Anita Mink, Frederiksberg
E-mail: flinkmink@gmail.com

10. nov. 2017
2 min.

Tak til kontorchef Helle Borg Larsen for præcisering af, hvad der i vejledningen forstås med ”en aktuel situation”, og at fravalgets varighed afhænger af, hvilken sygdomstilstand der i den aktuelle situation er tale om.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kan der således ud fra et lægefagligt skøn fravælges genoplivningsforsøg hos en dement geriatrisk patient med progredierende sygdom. Lægen skal inddrage borgeren og eventuelt pårørende.

Når den ”aktuelle situation” er en kronisk progredierende tilstand, kan beslutningen strække sig over en længere periode og dermed også efter udskrivelsen. Lægen, der har talt med borgeren og eventuelle pårørende, skal journalføre beslutningen, der også skal stå i epikrisen samt videreformidles til kommunernes plejepersonale.

Forleden dag holdt jeg oplæg for 180 samarbejdspartnere inden for geriatrien, bredt repræsenteret af læger, afdelingsledere, sygeplejefagligt personale fra hjemmeplejen og rehabiliteringen; salen synes enig om, at egen læge efter udskrivelse skal kontaktes for at gentage en beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg.

Misforståelsen betyder, at helt relevante behandlingsfravalg taget i én sektor alt for ofte ikke videreformidles til en anden sektor. Der står i Styrelsens ”vejledning om fravalg”, at den behandlingsansvarlige læge uden for sygehus er den praktiserende læge, og at den praktiserende læge er tovholder, når der er flere behandlere involveret. Men der står ikke noget om, at beslutninger taget af en hospitalslæge ikke må gælde, når patienten er udskrevet.

Når vi samarbejder på tværs af sektorer om den multisyge komplekse borger, er det væsentligt for det gode patientforløb, at lægens behandlingsfravalg videreformidles, ligesom vi videreformidler vores ordinationer.

Kommunerne og KAP-H (regionernes samarbejdsorgan med almen praksis) har ansvaret for, at dette forhold fremstår krystalklart; dette for at opnå de bedst tænkelige sektorovergange for vores patienter.

Jeg er enig med Helle Borg Larsen i, at de faglige selskaber skal spille en aktiv rolle i vidensudveksling vedrørende fravalg i forbindelse med komplekse sygdomstilstande. Da fravalg som ovenfor beskrevet ikke alene involverer den praktiserende læge, men læger på tværs af sektorer, kunne man med rimelighed forvente, at Lægeforeningen og dens juridiske, lægefaglige og etiske råd går i front på dette område.

Hvis det nære sundhedsvæsen ikke skal knække midt over, må vi forstå alle aspekter af samarbejdet, også når det drejer sig om behandlingsfravalg. Ingen tvivl om at det også vil være til stor gavn for vore patienter.