Helbredsskadelig fleksjob- og førtidspensionsreform

Formålet med fleksjob- og førtidspensionsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2013, var ”at komme væk fra et system, hvor borgere får tilkendt førtidspension i stedet for at få hjælp til at få et liv med arbejde" [1].

Kriterierne for at få førtidspension blev derfor strammet, og betingelsen er ifølge reformen, at ”det er dokumenteret, eller det pga. særlige forhold er helt åbenbart, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i resurseforløb eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger" [2].

Det vil sige, at personer med alvorlig sygdom og invaliditet som hovedregel af kommunens rehabiliteringsteam placeres i et rehabiliteringsforløb bestående af f.eks. resurseforløb, aktiverings- og behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger, før det kan afgøres, om de kan tildeles førtidspension.

Som resultat af reformen er tildeling af førtidspensioner faldet med 10.282 fra 15.969 tildelte førtidspensioner i 2011 til 5.687 i 2013 og 5.682 i 2014.

Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skrev i vejledningen om den nye reform, at ”vores mest udsatte borgere skal hjælpes videre i livet. For det er afgørende, at alle mennesker får mulighed for at være en del af arbejdsfællesskabet" [1]. Beskæftigelsesministeren mente altså, at det er bedre at arbejde, når man er syg, end at få førtidspension. Selv personer, der er så syge, at de kun kan arbejde 40 minutter om ugen, nægtes førtidspension og bevilges i stedet fleksjob, hvilket ofte betyder intet arbejde og dermed kontanthjælp.

Der er imidlertid ingen sikker viden, der viser, at det at ”være en del af arbejdsfællesskabet” kan forbedre helbredet og livskvaliteten hos personer med alvorlige og invaliderende sygdomme, og heller ikke sikker viden, der viser, at arbejde gør den sociale isolation mindre. Tværtimod er der holdepunkter for: 1) at personer med alvorlige og invaliderende sygdomme får det både psykisk og fysisk bedre, når de tildeles en førtidspension, og 2) det at stå uden for arbejdsmarkedet ikke isolerer syge fra at have et socialt liv [3, 4]. Det første fremgår af en større undersøgelse foretaget af Statens Forskningsinstitut for Velfærd, og det andet af et ph.d.-studie blandt 25.000 personer i Nordjylland.

Eksempler på skadelig sagsbehandling

Siden reformens gennemførelse har medierne berettet om enkeltsager, hvoraf det fremgår, at rehabiliteringsforløb ikke har hjulpet den syge. I beretningerne fortælles om personer med svær sygdom og invaliditet, der af kommunen er placeret i arbejdsprøvninger, resurseforløb og lignende for til sidst at blive erklæret raske, men med sygdom, der kræver skånehensyn i forbindelse med arbejde – hvilket som regel betyder intet arbejde og dermed kontanthjælp. I forløbet er der sjældent taget hensyn til, at den praktiserende læge og speciallæger har vurderet, at de pågældende ikke har nogen arbejdsevne tilbage. Eksempler herpå blev også fremlagt på en høring om reformen i Folketinget den 15. april 2015.

På de arbejdsmedicinske klinikker møder vi også personer med svær sygdom, der af kommunen er blevet placeret i et rehabiliteringsforløb, og hvor det pres, der lægges på den enkelte for at efterleve kravene, vurderes at kunne skade den pågældendes liv og helbred.

Svært syge i rehabiliteringsforløb

Et eksempel er en mand på 45 år, der har arbejdet som murer, fra han var 15 år i 1985, til han blev syg med frossen skulder i 2007 som 37-årig. Han har klaret sig selv i 22 år. Siden 13-årsalderen har han været i insulinbehandling for sukkersyge og pga. manglende/lemfældig kontrol udviklet komplikationer med nedsat nyrefunktion, nedsat syn og perifer nervepåvirkning med krampe i fingre og tæer samt nu dobbeltsidige frosne skuldre. Han har søvnbesvær pga. smerter, der som følge af den nedsatte nyrefunktion ikke kan behandles effektivt. Er derfor træt om dagen og kan ikke klare meget andet end at få sin dagligdag til at hænge sammen. Fra sygemeldingen i 2007 har han gennemgået talrige arbejdsprøvninger, som han ikke har kunnet gennemføre pga. sin sygdom. Der foreligger erklæringer fra egen læge og speciallæger, der ikke finder, at han har nogen arbejdsevne i behold. I februar 2015 vurderede kommunens jobcenter, at han ”ikke var uarbejdsdygtig med rette skånehensyn”. Han vurderedes ”fremover at skulle have skånehensyn inden for:

- ikke-fysisk belastende arbejde.

- ikke-fingre- og fødderbelastende arbejde

- ikkeskulderbelastende arbejde”.

Vedkommende oplystes endvidere om, at ”såfremt du ikke magter en lang transporttid hver dag, vurderer Jobcenteret, at du må flytte tættere på et eventuelt arbejde”.

Jobcenteret vurderede, ”at du f.eks. vil kunne arbejde inden for/med:

- undervisning, f.eks. som faglærer med din erfaring fra murerfaget

- overvågningsvagt med stillesiddende arbejde, hvor skærme overvåges, og muligheden for varierende arbejdsstillinger

- lagerarbejde med kørsel af truck, styring af EDB mv.

Dette er forslag til arbejdsområder og skal ikke betragtes som en udtømmende liste”.

Han har herefter fået kontanthjælp, der er nedsat pga. samlevers indtægt. Bor sammen med sin samlever og deres fælles barn på fem år.

Sådanne afgørelser er der mange af, og efter reformens indførelse får kommunerne ofte medhold af Ankestyrelsen i klagesager.

Bunden opgave at syge skal i arbejde

I reformen er det nyt, at det er tværfaglige rehabiliteringsteam, der sammen med den syge borger drøfter, hvilke rehabiliteringsplaner der skal iværksættes for at afklare erhvervsevnen/funktionsevnen hos den enkelte. Mange af disse forløb kunne være gode, hvis de var reelle tilbud til de syge og invaliderede. Men tilbuddene kan ikke afslås, selvom man er for syg til at klare dem, idet man ved at afslå kan miste sit forsørgelsesgrundlag. Resurseforløb varer 1-5 år, og i et resurseforløb modtager man en resurseforløbsydelse, der svarer til kontanthjælp.

Den sundhedsfaglige vurdering i de såkaldte rehabiliteringsteam varetages af speciallæger, der deltager som sundhedskoordinatorer i møder og i ikkeafklarede sager udarbejder socialmedicinske speciallægeerklæringer til brug for disse team. Speciallægernes vurderinger danner det sundhedsfaglige grundlag for rehabiliteringsteamets afgørelse. Speciallægerne er ansat i regionerne, men deres arbejde betales time for time af kommunerne.

Som det fremgår af fleksjob- og førtidspensionsreformen, er det en bunden opgave, at alle muligheder for udvikling af arbejdsevnen skal være udtømte, før der kan bevilges en førtidspension. Da speciallægerne kun er rådgivende, er det kommunerne, der afgør sagerne. Dette gør, at speciallægernes vurdering, der f.eks. kan være, at en syg person skal have førtidspension, ikke følges. Dermed indgår der andre hensyn end de helbredsmæssige, og man kan frygte, at hensynet til kommunernes økonomi spiller en rolle.

Fleksjob- og førtidspensionsreformens hovedvægt på, at syge og invaliderede skal arbejde i stedet for at få førtidspension, gør, at sagsbehandlingen i kommunerne efter vores mening er sundhedsskadelig for mange personer med svær sygdom og invaliditet. Indtil videre er knap 12.000 resurseforløb påbegyndt, 1.129 er afsluttet, og af disse er 31 (2,7%) kommet i arbejde [5].

Stop den sundhedsskadelige sagsbehandling

Hvis det er regeringens og Folketingets ønske at forbedre de syges og invalideredes situation, må kriterierne for tildeling af førtidspension lempes. Ovennævnte undersøgelsesresultater bør inddrages som grundlag for kriterierne, og de vurderinger, der foretages af de praktiserende læger og andre speciallæger, som har undersøgt patienterne, bør tillægges større vægt.

Vi foreslår, at Lægeforeningen tager initiativer, der kan føre til, at den helbredsskadelige sagsbehandling i kommunerne bliver stoppet.

Se også svar fra andre arbejdsmedicinere her.