Content area

|

Husk arbejdet i den arbejdsrelaterede stress

Det tværfaglige samarbejde er en central nøgle til at styrke forståelsen, forebyggelsen og håndteringen af arbejdsrelateret stress, skriver psykologer og arbejdsmiljøforskere i denne replik.
Statusartiklen i Ugeskrift for Læger nr. 11
Forfatter(e)
Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, E-mail: cdj@nfa.dk, Malene Friis Andersen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Vita Ligaya Dalgaard, Arbejdsmedicin, Universitetsklinik, Regionshospitalet Herning, Hospitalsenheden Vest

Ugeskrift for Læger nr. 11/2019 indeholdt både en leder af Aakerlund & Karle og en statusartikel af Rotvig et al om arbejdsrelateret stress (ARS). Vi ønsker at takke forfatterne for at sætte fokus på ARS, der har store konsekvenser for de berørte og deres nærmeste, på arbejdspladserne og på samfundsplan. Som psykologer og arbejdsmiljøforskere ser vi det tværfaglige samarbejde som en central nøgle til at styrke forståelsen, forebyggelsen og håndteringen af ARS, og dette er baggrunden for vores kommentar.

Vi er grundlæggende enige med begge indlæg i, at den manglende konsensus om, hvordan stress defineres, gør det vanskeligt at synliggøre og dokumentere den oplevede stigning i ARS. Men det er afgørende, at ønsket om konsensus driver os til at afklare ARS som fænomen snarere end til at forsimple vores forståelse. Eksempelvis diskuteres ARS i de to indlæg som

  • en følelse, der selvrapporteres i spørgeskemaundersøgelser

  • et biopsykosocialt syndrom, der ses i klinikken

  • en psykofysiologisk respons på ydre belastninger

  • og en (p.t. ikkeeksisterende) diagnostisk kategori.

Det er nærliggende at tænke på de fire betydninger som forskellige aspekter af individets stressproces. Men der er betydelig heterogenitet i sygdomsbilledet, og det har stor praktisk betydning, om vi diskuterer og definerer stress ud fra et spørgeskema, et diagnostisk interview eller en blodprøve. Forskellige forståelser afgrænser ARS på forskellige måder, og de vil derfor også pege frem mod forskellige vurderinger af, hvem der er stressramt, og hvem der ikke er.

  • Vi håber samlet, at vi med denne replik kan være med til at skabe fokus på såvel arbejdspladsens centrale rolle i forebyggelsen og håndteringen af ARS i fremtiden som på behovet for at fastholde et tværfagligt, biopsykosocialt perspektiv på stress.

Udpegningen af biomarkører for stress eller udviklingen af mere specifikke diagnostiske kategorier for ARS er overordnet relevant. Men den individuelle stressproces bør altid ses i sammenhæng med de sociale, kulturelle og arbejdsmæssige kontekster, som personen indgår i. Frem for en samlet diagnosekategori mener vi derfor, at der eksempelvis er behov for yderligere afdækning af, hvilke typer af forløb der leder til ARS og det specifikke forløbs betydning for den langvarige prognose.

I denne forbindelse savner vi et stærkere fokus på arbejdspladsens rolle i ARS i de to indlæg i Ugeskrift for Læger. Eksempelvis er statusartiklens diskussion af biomarkører eller den psykofysiologiske stressrespons ikke specifik for ARS. Som Aakerlund & Karle pointerer, kan belastninger, der bidrager til stress, findes både på arbejdspladsen og i privatlivet. Men i forhold til ARS er det jo netop afgørende at forstå arbejdspladsens bidrag. Eksempelvis bør de arbejdsmæssige forhold, der kan have medvirket til ARS hos patienten, være i fokus ved rehabilitering efter sygemelding. Og det er værd at bemærke, at læger (og tandlæger) har en lovbestemt anmeldepligt ved mistanke om erhvervssygdom eller skadelige påvirkninger på arbejdet.

Forskning i behandling af sygemeldte med ARS-tilstande har indtil videre vist blandede resultater, hvorfor forebyggende indsatser bør have en stor prioritet [1-3]. Forebyggelsen kan med fordel tage udgangspunkt i at forbedre balancen mellem de arbejdsmæssige krav på den ene side og de personlige, sociale og organisatoriske ressourcer på den anden side, se f.eks. [4]. Med en større opmærksomhed på, hvilke forhold på arbejdspladsen der generelt og i det individuelle forløb kan bidrage til stress, forbedres mulighederne for at påvirke disse forhold snarere end primært at støtte de stressramte enkeltvis. Vi håber samlet, at vi med denne replik kan være med til at skabe fokus på såvel arbejdspladsens centrale rolle i forebyggelsen og håndteringen af ARS i fremtiden som på behovet for at fastholde et tværfagligt, biopsykosocialt perspektiv på stress.

SVAR - bringes i Ugeskrift for Læger nr. 16/2019:
 

Ditte Høyer Rotvig E-mail: Ditterotvig@gmail.com, Jeanett Østerby Bauer, Martin Balslev Jørgensen. Afdeling O, Psykiatrisk Center København
Nanna Hurwitz Eller, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Interessekonflikter: ingen

Tak til Aakerlund og Karle[1] og Wåhlin-Jacobsen et al.[2] for interessen for vores artikel "Arbejdsrelateret Stress”[3]. 
Artiklen fokuserer på mulige biomarkører til at skelne mellem arbejdsrelateret stress (ARS) og depression, da dette kan være vanskeligt. I den forbindelse er det et problem, at der ikke er konsensus om definition af eller diagnose for arbejdsrelateret stress. Aakerlund et al anfører, at et syndrom ikke bør defineres ud fra arbejdsmæssig belastning. De påpeger samtidig behov for konsensus for at opnå rettidig og korrekt behandling. Heri er vi enige, og forslaget om at anvende udmatningssyndrom som en diagnose for stress i Danmark er et forsøg på dette og ikke et ønske om at sygeliggøre patienter eller ”dramatisere stress”, som Aakerlund et al frygter. Udmatningssyndromet defineres ved en række diagnostiske kriterier for tilstanden med tilstedeværelse af specifikke psykiske og somatiske symptomer efter forudgående identificerbare belastninger: Arbejdsbetinget belastning, belastninger i privatlivet eller begge dele. Diagnosen følger den hierarkiske rangorden i diagnoseklassifikationen og bruges kun, såfremt der ikke kan stilles diagnoser som depression eller angst [4]. Dette er fuldstændig tilsvarende ”tilpasningsreaktion” og ”belastningsreaktion”, som bruges i Danmark. Aakerlund et al mener, at erfaringen ikke støtter, at depression og ASRS er to sygdomsenheder, men der derimod er tale om et spektrum. Men vores erfaring taler for, at mange med ARS netop ikke er deprimerede, men ofte behandles som sådan til trods for, at der ikke er evidens for behandling med antidepressiva. 
Aakerlund et al advarer mod at søge et syndrom defineret ud fra en belastning, men diagnoserne under F43 er jo netop undtagelsesvis defineret ud fra dette og specificeret ud fra dette. Beskrivelserne (F43.00-28) dækker imidlertid ikke det kliniske billede og forløbet ved ARS, hvis fænomenologi vi prøver at beskrive. 

Vi er enige med Wåhlin-Jacobsen et al i, at der bør være stort fokus på undersøgelser af forløb og prognose, samt på udviklingen af forebyggende tiltag, men disse områder falder udenfor rammerne for vores artikel. Vi mener, som ovenfor nævnt ikke, at en diagnostisk afklaring forhindrer dette arbejde, men at det tværtimod understøtter det.
 En samlet diagnose til personer med stress kompliceres af heterogeniteten i forløb og prognose i gruppen, men bør ikke afskrives på baggrund af dette. Derimod er det væsentligt for udviklingen af bedre behandlingsmuligheder, at vi undersøger faktorer der kan afgrænse en diagnose for stress  mhp. at kunne forske i ætiologi, patofysiologi og behandling.

LITTERATUR

  1. Aakerlund L & Karle J. Arbejdsrelateret stress – afklaring eller forvirring?. Ugeskr Læger 2019;181:V70502
  2. Wåhlin-Jacobsen CD, Andersen MF, Dalgaard VL. Husk arbejdet i den arbejdsrelaterede stress. Ugeskr Læger 2019 181;15:1450
  3. Rotvig DH, Bauer JØ, Eller NH et al. Arbejdsrelateret stress. Ugeskr Læger 2019;181:V03180206
  4. Åsberg M, Glise K, Herlofson J, et al. Utmattningssyndrom - stressrelaterad psykisk ohälsa. 2003.1-90.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. Arends I, Bruinvels DJ, Rebergen DS et al. Interventions to facilitate return to work in adults with adjustment disorders. Cochrane Database Syst Rev 2012;12:CD006389.

  2. Dalgaard VL, Aschbacher K, Andersen JH et al. Return to work after work-related stress: a randomized controlled trial of a work-focused cognitive behavioral intervention. Scand J Work Environ Health 2017;43:436-46.

  3. Aust B, Jakobsen LM, Jaspers SØ et al. Psykosociale arbejdsmiljøinterventioner – hvad virker? En systematisk gennemgang af forskning i interventioner rettet mod det psykosociale arbejdsmiljø samt en oversigt over viden om implementering af arbejdspladsinterventioner. København: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2017.

  4. Bakker AB, Demerouti E. The job demands – resources model: state of the art. Journal of Managerial Psych 2007;22:309-28.

Right side

af Benny Andreasson | 23/08
1 Kommentar
af Sven Felsby | 20/08
1 Kommentar
af Christian Visby Carlsen | 20/08
8 kommentarer
af Jørn Rosborg | 18/08
2 kommentarer
af Kasper Broby Eckert | 17/08
3 kommentarer
af Pal Bela Szecsi | 16/08
1 Kommentar
af Michael Prangsgaard Møller | 16/08
2 kommentarer