Lægefaglige vurderinger bør vægtes højere i socialsager

I de senere år har den sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau været placeret under Beskæftigelsesministeriets ressort. Daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) tog i 2015 det sidste skridt dertil ved også at placere lovgivningen om førtidspension herunder.

Det beskæftigelsespolitiske paradigme trængte allerede stærkt igennem under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fra 2012 og frem i forbindelse med hendes reformer af lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp, herunder indførelsen af ressourceforløbet. »Den, som ikke arbejder, er ikke nogen«, synes nogle gange at være det gode protestantiske motto.

De fleste læger har vel oplevet at have en patient i behandling, hvor det er helt åbenlyst, at det er meget langt fra at være betimeligt overhovedet at tænke på begrebet arbejdsevne. De fleste læger har vel også oplevet, at en sådan patient kan have årelange og opslidende forløb i jobcenterregi, hvor de lægefaglige skøn ikke nødvendigvis tillægges nogen særlig betydning i sagsbehandlingen. Uanset hvilke diagnoser der måtte være aktuelle, er patientens lidelse nogle gange så voldsomt og vedvarende indgribende i vedkommendes mulighed for at opretholde en dagligdag, hvor de basale gøremål kan klares uden hjælp, at funktionsniveauet skønnes at være reduceret til det ubetydelige i forhold til daglig levevis, og nogle gange er behandlingsmulighederne rent faktisk udtømte.

Afklaring i årevis

Alligevel kan den samme borger befinde sig i årevis under afklaring eller i ressourceforløb for at udvikle på arbejdsevnen, og de lægefaglige skøn i gentagne erklæringer og attester tillægges nærmest ingen betydning, som om funktionsevne og arbejdsevne intet havde med hinanden at gøre. Der er alt for mange eksempler på, at man forsøger at udvikle arbejdsevne hos dokumenteret svært syge borgere, at der alene fokuseres på en hypotetisk, skjult restfunktion, og at disse menneskers helbredstilstand forværres yderligere alene som følge af sagsbehandlingen.

Hvordan kan man tro, at et menneske skulle kunne udvikle nogen som helst arbejdsevne eller få et bedret funktionsniveau under sådanne betingelser? Det er maksimalt stressende for enhver, nærmest som en tidsubestemt straf eller forvaring under mistanke, når der vedvarende bliver rejst tvivl om ens troværdighed som menneske, og når helbredsoplysninger underkendes i én lang uendelighed af et bureaukratisk system uden fornuft tilbage. Ikke nok med at man i en sådan situation skal leve med sygdom i kronisk uvished om forsørgelsesgrundlag, man fratages også både troværdighed og retten til, at de sundhedsfaglige skøn om én skulle betyde noget i ens sag. Der findes embedsmænd og politikere, der tror, at man skulle kunne bevise, at arbejdsevne ikke findes.

Kommunernes økonomi

Praktiserende læge Tue Flindt Müller fra Lægeforeningens bestyrelse har påpeget, at han oplever både lovgivningen og kommunernes økonomi som problemet [1]. Ligeledes har Lægeforeningen som helhed meldt ud, at kommunerne for ofte ser bort fra indholdet i lægeerklæringer, når en borger skal i arbejdsprøvning, og bedt regering og kommuner stoppe med at trække syge mennesker gennem udsigtsløse arbejdsprøvninger [2]. Både Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger bakker op om initiativet Værdig Reform, hvor man har fremsat seks krav til forbedring af bestemmelserne om fleksjob og førtidspensionen [3].

Læge Anders Erreboe beskrev for nylig i Ugeskrift for Læger [4], hvordan samarbejdet mellem kommunens beskæftigelsesforvaltning og patienternes læger nogle steder er nærmest nødlidende, og hvordan attestsamarbejdet er langtfra optimalt. Det, tror vi, er helt rigtigt, men vi tror ikke på, at vi kan nøjes med at forsøge at bedre samarbejdet.

Ondets rod

Vi mener, at der er tale om en ideologisk begrundet systemfejl. Ondets rod findes i, at et beskæftigelsesparadigme (udøvet af kommunernes arbejdsmarkedsforvaltning i jobcentrene) overruler et helbredscentreret hjælpeparadigme (udøvet i sundhedsvæsenet). Det er en grundlæggende fejl, at syge mennesker med dokumentation for svært nedsat funktionsevne skal have deres forsørgelsessager behandlet i kommunale jobcentre. Det er en grundlæggende fejl, at man tager arbejdsevnebrillerne på, før det er afklaret, om patientens helbredstilstand kan retfærdiggøre det, eller endog på trods af, at det allerede er afklaret, at patientens helbredstilstand netop ikke retfærdiggør det. Fokus er forkert og sundhedsmæssigt uforsvarligt.

Når de faglige skøn fra de læger, der har undersøgt og behandlet borgeren, ikke vægtes så højt eller direkte ignoreres i sagsbehandlingen, taber borgeren sikkerheden for at blive behandlet værdigt og for, at der bliver taget tilstrækkelige hensyn til helbredsproblemer og hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen. Presset på det lægefaglige skøn og presset på borgerens rettigheder og retssikkerhed er to sider af samme sag.

Uværdigt

Det er både uværdigt og uretfærdigt at måle mennesker med kroniske sygdomsproblemer eller andre varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser med samme alen som folk, der alene har ledighedsproblemer. Og det er kontraproduktivt og nedbrydende for dem at gennemgå beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, der trodser lægelige vurderinger om, at for eksempel et ressourceforløb er kontraindiceret og kan være helbredsskadeligt.

Det er i øvrigt også samfundsøkonomisk meningsløst, at beskæftigelsessystemet modarbejder sundhedssystemet.

Borgerforslag

Det er baggrunden for, at vi sammen med syv andre borgere har stillet følgende borgerforslag:

»Den offentlige sagsbehandling og sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau bør flyttes over i social- og sundhedspolitikkens ressort.

Sagsbehandlingen skal anerkende dem som værende syge og respektere deres helbredsmæssige begrænsninger, herunder tage værdige hensyn til deres helbredsproblemer og andre hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen.

Det indebærer, at lovgivningen skal genindføre anerkendelse af den lægefaglige dokumentation fra patientens egne læger og af lægernes faglige skøn som en afgørende og helt central del af sagsbehandlingen og arbejdet med at hjælpe syge på kanten af arbejdsmarkedet.

De læge- og sundhedsfaglige skøn fra patientens egne læger skal gives forrang over beskæftigelsespolitiske prioriteringer og have størst vægt i den samlede politik og forvaltning. Andenhåndsvurderinger gjort af læger, der som konsulenter for kommunen alene udøver deres skøn på baggrund af de vurderinger, der er gjort af de læger, der har undersøgt borgeren, må aldrig have forrang i forhold til de vurderinger, der er gjort af læger, der faktisk har undersøgt borgerne og kender deres historie«.

Forslaget kan findes på borgerforslag.dk under navnet »Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken« [5]. Kritikken af de nuværende forhold for de sygeste borgere fortjener at blive sat stærkere på den politiske dagsorden.