Lægens rolle i patientinddragelse er at hjælpe

Dr.phil. Per Betzonich-Wilken har i Ugeskrift for Læger 7/2017 skrevet om, at lægers autoritet er udfordret af patientens krav om inddragelse og autonomi.

Når diskussionen om læge-patient-forholdet stilles op som patientens autonomi i modsætning til lægens paternalisme, risikerer man at gøre denne meget komplicerede relation til overvejende et spørgsmål om en kamp om magt – og man risikerer at miste opmærksomhed på andre, væsentligere sider af relationen.

Læger er ansat for at løse problemer, og det har patienter en forventning om, at de kan. Langt de fleste konsultationer er da også af denne type: Lægen vurderer ud fra sin faglige viden, om hududslættet skal behandles med penicillin, svampemiddel eller hormoncreme. Eller lægen vurderer, om det dårlige humør skyldes en forbigående krise-/stressreaktion eller en depression, som skal behandles med antidepressivum og opfølgende samtaler. Patienten tager imod anbefalingen (og mister ikke sin autonomi ved at følge et fagligt råd!) og bliver rask.

Uvaner og frihed

Andre kliniske situationer er mere komplicerede: Kirurgiske sygdomme, hvor operation indebærer en chance for bedring, men en risiko for forværring, kroniske lidelser, hvor bivirkninger af behandlingen kan være lige så belastende som sygdommen, og tilstande, som der ikke findes nogen tilfredsstillende behandling for, samt de tilstande, hvor den bedste behandling kræver en handling fra patientens side (vægttab, rygeophør, mere motion). Her skal patientens individuelle ønsker og ressourcer inddrages i diskussionen, da ”den rigtige behandling” ikke er den samme for alle.

I psykiatrien bliver tingene også her sat på spidsen: Har man lov til at tage sit eget liv, hvis man er deprimeret? Er den stofafhængiges krav om centralstimulerende midler pga. ”ADHD” udtryk for hans autonomi eller hans afhængighed? Skal man imødekomme den indlagte anorektikers ønske om ikke at spise noget, når patienten tror, at det, der hjælper vedkommende (mad), er farligt, og det, der er farligt (at sulte sig), er godt?

Autonomi er retten til at følge egne love, også selv om de går på tværs af andres, og kan, ligesom frihed, ikke administreres uden ansvar og dømmekraft.

Vi lever i et frit land, og læger ønsker størst mulig autonomi og frihed for deres patienter. Størst mulig frihed indebærer for mange patienter, at de må frigøre sig fra uvaner, afhængigheder og falske forestillinger først – for at blive frie. Det er almenmenneskeligt ikke at gøre det gode, som man vil, men at gøre det onde, som man ikke vil – det er ikke forbeholdt psykiatriske patienter at være irrationelle.

Ægte gavn

Af lægen kræves der viden og visdom til at gennemskue, hvad der er til ægte gavn for patienten. Derefter må lægen argumentere for sin vurdering, så patienten ud fra sit frie ståsted kan vurdere, om vedkommende vil følge behandlingen. Lægen bærer det fulde ansvar for behandlingen, og dette ansvar kan ikke delegeres til patienten, blot fordi patienten selv ønsker f.eks. sovemedicin, testosterontilskud, slankepiller eller penicillinkur. Der kan ikke altid opnås enighed, og i så fald er patienten fri til ikke at følge behandlingen – medmindre det drejer sig om en psykotisk tilstand, hvor tvangsbehandling vil være et gode.

Men patienten kan også bruge sit frie valg til at følge behandlingen, hvilket oftest vil være ”den mest autonome” beslutning, dvs. den beslutning, der fører til størst frihed. Det bør lægen hjælpe patienten med blandt andet ved at argumentere for effektiv medicin og prøve at nedbryde forkerte forestillinger hos patienten, f.eks. at antidepressiv medicin indebærer en stor risiko for afhængighed, at penicillin virker på virusinfektion, eller at hostesaft virker mod hoste. Og lægen bør støtte patienten i at gennemføre kuren, selv om mange kure er forbundet med ubehag og kræver en stor indsats fra patientens side. Det er ikke paternalisme eller formynderi fra lægens side at støtte og opfordre til at gennemføre en effektiv behandling. Det er hjælp til patienten til at opnå større frihed og autonomi under ansvar.

Læs også fokusartikel: Lægen ved bedst - eller...?