Skip to main content

Lægelige topledere: Styrelsen for Patientsikkerheds linje bekymrer

I alt 13 læger i topstillinger frygter, at Styrelsens aktivistiske linje med politianmeldelser vil føre til "defensiv medicin" og undergrave det lærende patientsikkerhedssystem.

Vicedirektør Per Jørgensen, Rigshospitalet, og en lang række af hans ledende kolleger er bekymrede over den aktivoistiske linje, der tegner sig hos Styrelsen for Patientsikkerhed. (Foto: Rigshospitalet)
Vicedirektør Per Jørgensen, Rigshospitalet, og en lang række af hans ledende kolleger er bekymrede over den aktivoistiske linje, der tegner sig hos Styrelsen for Patientsikkerhed. (Foto: Rigshospitalet)

Per E. Jørgensen
E-mail: per.joergensen.01@regionh.dk
Steen Werner Hansen, Else Smith, Tomas Joen Jakobsen, Kristian Antonsen, Jonas Egebart, Peter Treufeldt, Søren Rask Bredkjær, Beth Lilja, Henrik Dalsgaard Villadsen, Knut Borch-Johnsen, Claus Munk Jensen & Vagn Bach*
*) Vicedirektører og hospitalsdirektører med lægefaglig baggrund på: Rigshospitalet, Herlev-Gentofte Hospital, Amager-Hvidovre Hospital, Nordsjællands Hospital, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital, Bornholms Hospital, Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrien Region Sjælland, Sjællands Universitetshospital, Holbæk Sygehus, Nykøbing F. Sygehus og Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.

19. okt. 2017
2 min.

Sundhedsvæsenet udvikler sig konstant og bliver mere og mere komplekst. For at sikre en høj patientsikkerhed er det afgørende, at vi løbende kan overvåge og forbedre vores kliniske arbejdsgange. Her er det lærende patientsikkerhedssystem, som vi har i Danmark, et stærkt fundament. Både læger, sygeplejersker, patienter og pårørende kan rapportere utilsigtede hændelser åbent og uden frygt for sanktioner. Denne sanktionsfrihed er nedfældet i sundhedslovens § 201, og den er i vores optik vigtig for, at fejl og utilsigtede hændelser bliver meldt ind med henblik på læring – i stedet for at blive skjult af frygt for sanktioner.

Vi er derfor bekymrede over den linje, som Styrelsen for Patientsikkerhed lægger op til i artiklen "Derfor politianmelder vi læger" i Ugeskriftet.dk den 12.10.2017 [1]. I artiklen argumenterer Styrelsen for Patientsikkerhed for politianmeldelsen af en læge på Rigshospitalet i forbindelse med, at et meningitisdødsfald ikke blev indberettet til politiet som et mistænkeligt dødsfald.

Hvis en læge har mistanke om, at et dødsfald kan være følge af en fejl eller forsømmelse, skal dødsfaldet anmeldes til politiet. Dette er vanlig praksis på de danske hospitaler. Men der er tale om et skøn – tilmed et skøn, som ofte skal træffes i en travl klinisk situation, hvor ikke alle detaljer er tilgængelige.

Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed fremover – i bagklogskabens klare lys – vil politianmelde læger for ikke at have haft mistanke om noget mistænkeligt, er vi ude på et skråplan. Konsekvensen risikerer at blive ”defensiv medicin”, hvor læger anmelder næsten alle dødsfald til politiet – ikke for patienternes skyld, men for at undgå selv at blive politianmeldt af Styrelsen for Patientsikkerhed.

LITTERATUR

1. Heissel A. Styrelse: Derfor politianmelder vi læger. Ugeskriftet.dk/nyhed/styrelse-derfor-politianmelder-vi-laege-paa-rigshospitalet.

Læs også:

Læger bliver kigget mere over skuldrene

Styrelse: Derfor politianmelder vi læger