Sundhedsreform kan forværre manglen på praktiserende læger, hvor den er størst

Mange er optaget af manglen på praktiserende læger, men få var det for fem år siden, hvor der var klare advarsler [1]. Nu er lægemanglen så udtalt, at op mod halvdelen af befolkningen i områder som f.eks. Lolland og Falster må tage til takke med vikarbetjente klinikker uden den kontinuitet, som både patienter og læger ønsker. På Sjælland har lægemanglen langsomt bredt sig til større byer som Næstved og Slagelse.

Der er bred politisk enighed om at uddanne flere praktiserende læger, men vil det også give flere læger, hvor manglen er størst? Alene at oprette flere uddannelsespladser til almen medicin uden nogen form for styring vil med stor sandsynlighed forværre de eksisterende problemer på den korte bane: Der er allerede ubesatte uddannelsesstillinger i områder med lægemangel, og et øget antal stillinger vil medføre en yderligere skævvridning i fordelingen af uddannelseslæger, så færre bliver uddannet langt fra universitetsbyerne. Derved vil de ekstra uddannelsespladser gøre ondt værre. Hvis ikke vi gør noget aktivt for at tiltrække uddannelseslæger til områder med lægemangel, er det næsten sikkert som tyngdekraften, at de steder med størst behov vil være de sidste til at få læger. Dette er kendt som the inverse care law og er viden fra 1970’erne [2], som burde stå centralt, hvis vi ønsker at mindske den sociale slagside i lægemangel.

Konkrete tiltag på universiteterne

På baggrund af den eksisterende viden på området savnes der flere konkrete tiltag på universiteterne, i den kliniske basisuddannelse (KBU) og i videreuddannelsen i almen medicin.

Vi ved fra udlandet, at rekruttering til almen praksis bedres [3], hvis faget får en mere central plads og integreres under hele lægestudiet, men det er ikke i tilstrækkelig grad tilfældet nu. På Københavns Universitet, hvor jeg underviser i faget, stifter man først rigtigt bekendtskab med almen medicin på sidste semester, hvor mange studerende har fundet andre karriereveje, og hvor den forestående KBU-stilling fylder meget. Kurset er i øvrigt skåret ned, så studenten kun har otte dage med patienter hos en praktiserende læge under det seksårige lægestudie. Man kan spørge sig, om universiteterne gør nok for at rekruttere til almen medicin. Man kunne f.eks. overveje, om ansøgere ved optagelse på studiet via kvote 2 også burde vurderes på deres interesse for faget almen medicin. I sidste ende kunne universiteterne holdes op på, hvor mange af deres kandidater, som vælger almen medicin – og belønne efter dette? Lægeuddannelsen på Aalborg Universitet har vist, at det kan lade sig gøre med flere undervisningsdage i den almenmedicinske klinik og at få flere til tvangfrit at vælge specialet efter endt universitetsuddannelse.

Ja tak til halvandetårs-KBU

Lægeforeningen og flere lægekolleger har været hurtige til at nedskyde Socialdemokratiets forslag om en form for "værnepligt" for yngre læger i udkantsområder. Jeg går absolut ikke ind for tvang, men ser dette som en vej tilbage mod halvandetårsturnustjeneste, som rustede yngre læger bedre til at søge en introduktionsstilling, da alle havde gennemført samme forløb. Det ville samtidig give mere erfarne KBU-læger til almen praksis, hvis almen praksis fortsat ligger sidst i forløbet. Mine og kollegers erfaringer er, at KBU-læger oftere end tidligere mangler klinisk erfaring, når de starter i almen praksis, som netop kræver en bredere tilgang, end man lærer ved ét klinisk ophold i ét speciale. Halvandetårs-KBU er også et ønske fra de lægestuderendes organisation, FADL.

Samtidig kunne halvandetårs-KBU få flere unge læger til at flytte ud af universitetsbyerne. Personligt oplevede jeg, at skiftet til en etårs-KBU i Næstved på Sydsjælland medførte, at flere pendlede fra København og færre flyttede til lægeboligerne. Mange af de nuværende praktiserende læger i Næstved kom til byen i deres turnustid og boede i lægeboliger uden anden relation til byen. Herefter søgte mange introduktionsstilling i nærliggende lægepraksis, og derved blev der mere sammenhæng i de unge lægeår. Miljøet omkring lægeboliger bør ikke undervurderes! Her vidste man, når naboen havde vagt, så man kunne hjælpe med at hente børn eller spise aftensmad sammen. På legepladsen kunne man følge op på faglige problemer, og man kunne rose eller trøste sine kolleger. Derudover havde hospitalet en reserve af læger på standby i lægeboligerne, som med kort varsel kunne troppe op i ekstraordinære situationer.

Lægeboliger kan tiltrække

Med en etårs-KBU kan jeg ikke fortænke de yngste læger i at blive boende, hvor karrieremulighederne er størst, når de efter få måneder i deres KBU skal søge en introduktionsstilling. Men gode lægeboliger er et uforpligtende springbræt til at flytte ud af universitetsbyen. Man finder ud af, om man trives bedre uden pendling, og man begynder måske at slå rod. De yngste læger er mobile og omstillingsparate – det ser straks anderledes ud, når man er sidst i sin hoveduddannelse, har skolebørn og ægtefælle med karriere. Lægeboliger er desværre helt udeladt i de nye hospitalsbyggerier, og de eksisterende lægeboliger er nedslidte og få, fordi man ikke har prioriteret investering i dem. Samtidig bebrejdes yngre læger, at de ikke vil flytte sig …

I den lægelige videreuddannelse er der mange muligheder, hvis man tør tænke rekruttering ind. Det er svært at få besat uddannelsesstillinger i områder med lægemangel, så derfor burde det gøres mere attraktivt at være uddannelseslæge her. Hvorfor vil man f.eks. ikke belønne almenmedicinske fase 3-uddannelseslæger med et markant løntillæg, hvis de valgte at tage det sidste år af speciallægeuddannelsen i et område med lægemangel? Det vil gøre en stor forskel for almen praksis i disse områder. Vi bør også satse på, at læger i hoveduddannelse i almen medicin skal have mere tid i almen praksis og mindre tid på sygehusene – det vil give mere arbejdskraft i almen praksis samt formentlig forbedre uddannelsen.

Et wakeupcall fra Gørlev

Jeg er enig i, at det er vigtigt at rekruttere flere læger til faget almen medicin, og jeg har respekt for det store arbejde, som PLO har lagt i rekruttering og fastholdelse i de seneste år. Men jeg undrer mig på samme tid over, at vi ikke har formået at overbevise beslutningstagerne om at finde midler til at sikre en bedre fordeling af nydannede speciallæger. Når jeg taler med mine tapre kolleger fra områder med stor lægemangel, har mange nu opgivet, at der skulle komme konkrete initiativer som hjælp på den korte bane. I Ugeskrift for Læger den 1. april 2019 udtrykte en læge i Gørlev på Vestsjælland om udbudsklinikken på den anden side af gaden: ”Vi tænker om klinikken, at det er den eneste hjælp, vi får. Hvis ikke de var der, ville vi ingen hjælp få”. Det burde være et wakeupcall til alle, som bekymrer sig om lægemangel. De forestående overenskomstforhandlinger mellem PLO og Danske Regioner er en oplagt mulighed for sammen at medvirke til større incitamenter, som kan rekruttere speciallæger og uddannelseslæger til områder med lægemangel. Samtidig bør der appelleres til landspolitikerne om at få universiteterne til at opprioritere almen medicin på lægestudiet.

Hvor er de reelle tiltag?

I mit ph.d.-projekt har jeg beskæftiget mig med de særlige udfordringer, som patienter og praktiserende læger har i områder med lægemangel, og det undrer mig, hvorfor den eksisterende viden på området ikke bliver inddraget bedre til at sikre en balanceret rekruttering til almen praksis. Der er flere konkrete tiltag, som kunne iværksættes under studiet, i KBU og i videreuddannelsen. Hvor er de reelle initiativer til at mindske denne ulighed? De borgere, som betaler prisen, har faktisk det største behov for en fast speciallæge i almen medicin, f.eks. pga. multisygdom og psykosociale problemer. De nuværende forslag til en sundhedsreform har til formål at mindske forskellene i sundhedstilbud, men risikerer at skævvride lægemanglen yderligere i de kommende år – medmindre vi nu gør en helhjertet indsats for at få fordelt lægerne bedre.

Læs interview: Forsker: Ekstra penge kan flytte uddannelseslæger til udkantsområder