Content area

|

Forsker: Ekstra penge kan flytte uddannelseslæger til udkantsområder

Regeringen vil oprette flere uddannelsesstillinger i almen medicin. Men det løser ikke i sig selv manglen på læger. Hvis der skal gøres noget for de lægeløse udkantsområder her og nu, skal der gulerødder på bordet, mener forsker og praktiserende læge Mads Toft Kristensen.
Praktiserende læge, ph.d. Mads Toft Kristensen, Forskningsenheden for Almen Praksis i København og Søndre Lægehus. Privatfoto.
Forfatter(e)
Anne Steenberger, as@dadl.dk

Regeringens sundhedsaftale løser ikke lægemanglen på Lolland, på Falster, i Vestsjælland og de andre områder i landet, hvor befolkningen ikke har en praktiserende læge. Tværtimod vil flere uddannelsesstillinger i almen medicin forværre lægemanglen. Det skriver praktiserende læge og forsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis i København, Mads Toft Kristensen i en kronik i Ugeskrift for Læger.

»At oprette flere uddannelsespladser til almen medicin uden nogen form for styring vil med stor sandsynlighed forværre eksisterende problemer på den korte bane: Der er allerede ubesatte uddannelsesstillinger i områder med lægemangel, og et øget antal stillinger vil medføre yderligere skævvridning i fordelingen af uddannelseslæger, så færre bliver uddannet langt fra universitetsbyerne«, skriver han i kronikken.

Resultatet vil være det modsatte af hensigten: Det vil gøre ondt værre, mener Mads Toft Kristensen.

»Her i Region Sjælland, hvor jeg har praksis, hører jeg allerede bekymring over reform-udspillet. Vi har jo ubesatte uddannelsesstillinger på Sydsjælland, i Vestsjælland, Lolland og Falster. De bliver endnu sværere at besætte, hvis vi blindt opretter flere uddannelsesstillinger«, uddyber Mads Aage Kristensen over for Ugeskriftet.

Han mener, at man – det er både regeringen og til dels også PLO – glemmer at tage højde for, at områderne med lægemangel også er de områder, hvor folk er mest syge. Og erfaring og forskning peger på, at det hænger sammen.

»Det er blevet eftervist igen og igen, at lægemanglen er størst der, hvor folk er mest syge, ligesom det er gammel viden, at hospitalsvæsenet ikke er lige så fint i disse områder – man flytter ikke ressourcerne derhen, hvor folk er mest syge«, siger han og konkluderer:

»Hvis vi ikke gør noget aktivt for at tiltrække uddannelseslæger til områder med lægemangel, er det næsten sikkert som tyngdekraften, at de steder med størst behov vil være de sidste til at få læger«, skriver han.

Hvis vi ikke gør noget aktivt for at tiltrække uddannelseslæger til områder med lægemangel, er det næsten sikkert som tyngdekraften, at de steder med størst behov vil være de sidste til at få læger.

Mads Toft Kristensen

Styring

Hans pointe er, at der skal styring ind. Styring i form af incitamenter. I kronikken peger han på flere konkrete initiativer. Blandt andet foreslår han, at fase 3-uddannelseslæger i almen medicin får et »markant løntillæg«, hvis de vælger at tage det sidste år af speciallægeuddannelsen i et område med lægemangel.

»Jeg ved godt, at det er svært at flytte uddannelseslæger i den sidste del af deres uddannelse. Men hvis man kan flytte lidt i den retning, vil det hjælpe. Derfor skal de, der vælger det, belønnes. Ellers kan man godt føle sig lidt til grin, hvis man er en af dem, der tager hen, hvor der er allermest at lave«, siger han og tilføjer:

»Der er mange penge i spil i reformen. Så hvorfor søren vil man ikke lokke læger med en belønning, hvis de vælger at tage ud et sted, hvor der mangler læger«.

Hib til PLO

I kronikken kommer Mads Toft Kristensen med et hib til PLO:

»Jeg har respekt for det store arbejde, PLO har lagt i rekruttering og fastholdelse i de senere år. Men jeg undrer mig på samme tid over, at vi ikke har formået at overbevise beslutningstagerne om at finde midler til at sikre en bedre fordeling af nyuddannede speciallæger«.

Han henviser til »tapre kolleger« fra områder med lægemangel, som har opgivet, at der kommer hjælp foreløbig, som skildret i en nylig artikel i Ugeskrift for Læger. Her siger en læge i Gørlev på Vestsjælland om en udbudsklinik, der er åbnet: »Vi tænker om klinikken, at det er den eneste hjælp, vi får«.

Det burde, efter Mads Toft Kristensens mening, være et »wakeupcall« til alle, som bekymrer sig om lægemangel. Han mener derfor, at spørgsmålet bør være et punkt i de næste overenskomstforhandlinger.

Incitament til universiteterne

På længere sigt starter løsningen på lægemanglen allerede på universiteterne. Det er også med i regeringsudspillet, at almen medicin skal fylde mere, end det gør i dag, på medicinstudiet.

Mads Toft Kristensen mener dog, at der skal mere til. Universiteterne skal have et incitament til at udklække flere almenmedicinere, det skal være en politisk målsætning, og universiteterne skal holdes op på det.

»Det er en sag, som landspolitikere kunne gribe fat i«, siger han. Han mener også, at universiteterne i kvote 2-optaget kunne gå specifikt efter studerende, der viser interesse for almen medicin.

Et andet markant forslag er, at KBU udvides til halvandet år. Mads Aage Kristensen forklarer:

»KBU varede, da det hed turnus, halvandet år, og tendensen dengang var, at de unge flyttede efter deres uddannelsesstilling. Når det blot er et år, som nu, når man ikke at slå rod, og mange pendler i stedet for«.

Han synes også, at det er ærgerligt, at der ikke er indtænkt lægeboliger i forbindelse med de nye sygehuse.

»Hvis der var boliger, og hvis KBU’en blev forlænget til halvandet år, ville flere få lyst til at søge i-stilling i samme område. De tiltag kunne forbedre rekrutteringen i udkantsområder - det er lige det tidspunkt, hvor man er ung og ikke har så mange forpligtelser og derfor kan flytte på sig«.

Gunver Lillevang stiller spørgsmål til statsministeren på Lægemøde 2019. Foto: Palle Peter SkovGunver Lillevang stiller spørgsmål til statsministeren på Lægemøde 2019. Foto: Palle Peter Skov

PLO: Godt at tænke i gulerødder

Gunver Lillevang, der er praktiserende læge og formand for PLO's rekrutteringsudvalg, er enig i flere af Mads Toft Kristensens forslag.

»Jeg tror, at det generelt er meget fornuftigt at tænke i gulerødder for at afhjælpe den akutte lægemangel i de hårdest ramte områder. Og jeg tror også, at en form for økonomisk gulerod til fase 3-læger kan flytte nogle læger. Men der skal en anden ordning end øget løn til. For aflønningen af fase 3-lægerne er fordelt sådan, at 39 pct. betales af den praktiserende læge og resten af regionen. Det ville ikke være rimeligt at pålægge tutorlægen i udkantsområdet at betale mere end tutorlægen i f.eks. Roskilde. Regionerne kunne nok med fordel etablere en slags bonus til fase 3-lægerne som en investering i de områder, der skal løftes«.

Mere almen medicin på medicinstudiet er mange enige om, men der er en økonomisk hurdle, påpeger Gunver Lillevang.

»Jeg er fuldstændig enig i, at det er meget vigtigt, at der kommer mere klinik almen praksis ind på medicinstudiet, både i begyndelsen, midt i og i slutningen. Ikke mindst er det vigtig i midten af studiet, hvor der på alle universiteter er en masse sygehusklinik, og hvor almen praksis og de patienter, der hører til her, kan blive helt usynlige for de medicinstuderende. En del medicinstuderende vælger speciale undervejs i studiet og derfor er det vigtigt, at de ikke mister primærsektoren af syne«.

Hun fortsætter:

»Spørgsmålet er dog landspolitisk. For universiteterne har en udgift forbundet med studerendes klinikophold i almen praksis, som de ikke har i forbindelse med klinikophold på sygehusene, fordi der ligger en gammel økonomisk aftale med regionerne om det. Så politikerne skal tage initiativ til at finde de relativt få millioner til universiteterne, det drejer sig om«.

Lægeboliger kan tiltrække

Tanken om, hvor længe og hvor den unge læge tilbringer sin uddannelsestid, er vigtig, mener Gunver Lillevang:

»Tid er ret afgørende for, om man flytter sig eller ej, og jo tidligere de medicinstuderende kommer ud i udkanten, desto nemmere er det at flytte dem. Og hvis der så også er en lægebolig, så kunne det virkelig gøre en forskel. Desværre har regionerne nedprioriteret lægeboligerne, mange er lukket og mange af dem, der er, er i dårlig forfatning«.

Har PLO kæmpet for lidt for at skaffe incitamenter til en bedre fordeling af praktiserende læger?

»Nej. Jeg kan godt stå på mål for det, PLO har gjort. Vi har spillet med alle tænkelige bolde, og her senest er det lykkedes os at få regeringen til at afsætte midler ikke bare til at rekruttere, men også til at fastholde de praktiserende læger. Beslutningskompetencen ligger jo ikke i PLO, men hos politikerne. Og der går for lang tid, før de prioriterer de penge, der skal til for at få initiativerne i gang. Vi venter f.eks. stadig på, at de 100 ekstra uddannelsespladser, der tilsyneladende er bred politisk enighed om, bliver sat i gang, så Sundhedsstyrelsen kan sætte det i værk. Man går og siger, at kurverne knækker om 5-10 år. Ja tak, men det er helt afhængigt af, hvornår de går i gang med at oprette uddannelsespladserne.”

Læs kronikken: Sundhedsreform kan forværre manglen på praktiserende læger, hvor den er størst

Right side

af Søren Dalsgaard | 20/05
1 Kommentar
af Anette Bygum | 19/05
10 kommentarer
af Hans-Iver G. F.-D Kley | 18/05
1 Kommentar
af Per Bonding | 17/05
1 Kommentar
af Jakob Ramlau | 15/05
1 Kommentar