Content area

|

Tak for en retorisk underholdende anmeldelse af bogen »Ud af diabetes 2«.

Se svaret nederst i dette indlæg.
Forfatter(e)
Ph.d., farmaceut, foredragsholder Anette Sams. E-mail: sams@epoqe.dk

I anmeldelsen [1] beskæftiger Marit Eika Jørgensen (MEJ) sig især med teksten på bogens omslag og sin karakterisering af forfatterne. Kritikken af det faglige stof er ikke lige så specifik, og der er imidlertid fem alvorlige misforståelser fra MEJ's fortolkning af bogen, som jeg ønsker at korrigere:

  1. Den kost, jeg anbefaler, er ikke »næsten uden kulhydrater«. Det, der kendetegner kosten, er alene, at den ikke indeholder tilskud af raffinerede kulhydrater. Der er masser af uraffineret kulhydrat i alle de måltider, jeg anbefaler.

  2. Den kost, jeg anbefaler, er ej heller den traditionelle ketogene palæodiet.

  3. Jeg skriver ikke, at det etablerede sundhedssystem bærer skylden for udviklingen i antallet af mennesker med diabetes 2. Men jeg skriver, at etablissementet kunne fyre gevaldigt op under den individuelle motivation og udnyttelse af menneskets egne ressourcer til at arbejde sig ned under diagnosekriteriet for diabetes 2.

  4. Jeg yder ikke individuel rådgivning. Jeg deler ud af min biologifaglige viden i et almindeligt dansk lærebogsprog for at give den almindelige type 2-diabetiker en forståelse af sin egen biologi og en mulighed for at træffe et viden-baseret valg om sundhedsstrategi. Modsat andre bøger indenfor temaet handler min bog ikke om at spise sig rask. Det er en biologisk lærebog med ekstra bonus i form af opskrifter på virkelig velsmagende retter, som jeg tænker øger compliance.

  5. På intet sted i bogen indikerer jeg, at det er patientens egen skyld, at han har udviklet diabetes 2. Tværtimod.

Når vi har de faktuelle misforståelser udredt, kan vi vende os mod det virkelig interessante: Kan vi nå frem til en dialog om de reelle faglige uenigheder, der ligger mellem min bog og det behandlersystem, MEJ repræsenterer. Derfor vil jeg meget gerne høre MEJ's svar på følgende fem centrale spørgsmål, som kan besvares ja eller nej:

1. Har man type 2-diabetes hvis HbA1C < 46 mmol/mol og FBG < 7 mM, blot fordi værdierne tidligere har været højere?

2. Har man større risiko for at udvikle diabetiske komplikationer, hvis man bruger kosten til at normalisere blodsukker, end hvis blodsukkeret normaliseres medicinsk?

3. Vurderer du, at flertallet af mennesker med diabetes 2 kan opretholde HbA1C > 47, hvis de følger de biologiske principper i bogen »Ud af diabetes 2« (antal måltider, måltidernes sammensætning, pulssnacks m.m.)?

4. Er der risiko for muskelsvaghed, træthed, obstipation og dyslipidæmi efter overgangsfasen til en kost, hvor man erstatter tilskud af raffineret kulhydrat med kulhydrat fra kål og grøntsager?

5. Påvirker det patienternes livskvalitet negativt, hvis raffinerede kulhydrater ikke er en del af hverdagen?

SVAR:

Overlæge, professor, ph.d. Marit Eika Jørgensen. E-mail: marit.eika.joergensen@regionh.dk

Når man skriver en anmeldelse i Ugeskriftet får man primært i opdrag at beskrive bogens stemning og indtryk [1]. Det har jeg bestræbt mig på at gøre, ordbegrænsningen taget i betragtning. Der er altså ikke tale om en faglig gennemgang af bogen, som tilsvarende ikke er skrevet med fagprofessionelle som målgruppe.

Jeg er helt sikker på, at AS ikke har en intention om at give skyld for diabetes til hverken patient eller sundhedsvæsen, og jeg er helt sikker på, at en lille gruppe patienter vil finde bogen inspirerende og følge dens anbefalinger med glæde. Som behandler bekymres jeg imidlertid mere for den store gruppe patienter, som nu igen møder familiens, vennernes, arbejdskollegernes og mediernes postulat om helbredelse, denne gang med kostændringer. De ved allerede, at bogen ligger under juletræet, og jeg tror ikke, AS gør sig forestillinger om, hvor stor en rolle skyld og skam fylder i mange diabetespatienters liv.

Det største problem er efter min mening, at bogen stiller helbredelse i udsigt for 80% af personer med type 2-diabetes. Lad mig derfor forsøge at svare på spørgsmålene nedenfor (som ikke kan besvares med et ja eller et nej):

1. Går ud fra at AS mener < 48? I så fald ja. Hvis diabetesdiagnosen har været konfirmeret, er diabetesremission defineret ved normoglykæmi og fravær af komplikationer i fem år.

2. Mig bekendt er der ikke lavet head-to-head-studier af kost vs. medicin til komplikationsforebyggelse. Jeg har i øvrigt ikke talt i mod kostændringer ved type 2-diabetes blot argumenteret for, at man holder sig til den evidensbaserede af slagsen og ikke indikerer en helbredende effekt.

3. Jeg ønsker ikke at gætte på den glykæmiske effekt af bogens kostanbefaling, men anbefaler netop, at den undersøges i et klinisk kontrolleret studie, især mhp. effekten og fastholdelsen ud over 6-12 måneder.

4. Jeg er helt på det rene med, at AS ikke anbefaler en low-carb-, palæo- eller ketogen kost. Den primære anbefaling er at erstatte raffineret kulhydrat med kål og grønt, men da der hverken indgår kulhydrater fra korn, ris, kartofler eller frugt i bogens opskrifter, vil konsekvensen formentlig for de fleste blive et meget begrænset kulhydratindtag. Kød, smør, andefedt, bacon, ost og æg indgår i bogens opskrifter og anbefalinger. Det burde derfor være naturligt også at informere om risikoen (muligvis lille) for velkendte følger som f.eks. muskeltræthed ved lavt kulhydratindtag og dyslipidæmi ved højt animalsk fedtindhold.

5. Det er mig bekendt aldrig undersøgt.

Jeg er inderligt tilfreds med at tilhøre det diabetesetablissement, som med stor gejst fyrer op under den individuelle motivation og udnyttelse af menneskets egne ressourcer, til at følge evidensbaserede kost-, motions- og rygestopanbefalinger, der sammen med en polyfarmakologisk moderne diabetesbehandling kan give patienten med type 2-diabetes så meget som otte kvalitetsjusterede ekstra leveår og halvere forekomsten af mikro- og makrovaskulære komplikationer. At få HbA1c ned under den diagnostiske grænse er i sig selv ret sekundært.

LITTERATUR

  1. Jørgensen ME. Ud af diabetes 2. http://ugeskriftet.dk/videnskab/ud-af-diabetes-2

Blad nummer: 

LITTERATUR

  1. Jørgensen ME. Ud af diabetes 2. http://ugeskriftet.dk/videnskab/ud-af-diabetes-2

Right side

af Per Kjærsgaard | 19/01
1 Kommentar
af Peter Søndergaard | 18/01
3 kommentarer
af Mads Henrik Koch Hansen | 16/01
2 kommentarer
af Lars Guttorm | 14/01
5 kommentarer
af Morten Ellemose Gulev | 14/01
4 kommentarer
af Henning Damgaard Laugesen | 14/01
1 Kommentar
af Jette E. Hansen Kristiansen | 14/01
1 Kommentar
af Eva Pernille Due | 13/01
6 kommentarer