Da Ugeskrift for Læger fik konkurrence

Da Ugeskrift for Læger blev grundlagt i 1839, var drivkraften, at de unge læger savnede videnskabelighed i de tågede spekulationer, som indtil da gjorde det ud for lægevidenskab i de medicinske udgivelser.

I de første år var det af flere grunde vanskeligt at leve op til de erklærede gode hensigter. Der manglede ikke kritik af den gamle spekulative medicin, men der var ikke meget nyt og originalt at bidrage med – ikke mindst fordi mange af de overlæger, der kunne levere originalt stof fra klinikken, hørte til dem, man havde erklæret krig imod. Dertil kom, at man lå i forbitret fejde med det etablerede tidsskrift Bibliothek for Læger (med th, red.), som siden sin start i 1809 havde været de konservative medicinske autoriteters hoforgan.

Krig mod »middelmådighed«

I maj 1844 meddelte tre unge læger – Christian Frederik Hempel, Georg Carl Heinrich Lehmann og Leo Urbino Brion – at de efter aftale med forlaget overtog redigeringen af Ugeskrift for Læger med det formål at bevare Ugeskriftets »hidtilværende Tendens, der vel kan betegnes som en Bestræbelse for at orientere dets Læsere i og dermed saa vidt muligt lade dem holde Skridt med Lægevidenskabens nyere Fremskridt«.

De tre nye redaktører kritiserede bl.a. en tendens, som havde bredt sig (naturligvis især i søstertidsskriftet Bibliothek for Læger) til at bringe »middelmaadig og ufrugtbar Journallitteratur« fra bl.a. tyske publikationer. Nu skulle Ugeskrift for Læger gøres mere lokalt relevant med »originale Afhandlinger«, som det hidtil havde været sparsomt med, samt »ved at danne en ny Hospitalslitteratur«, så flere kunne få gavn af »den rige Skat til praktisk Kundskab og Erfaring«, som man indhøstede på Københavns store hospitaler. Viden, som ellers gik tabt selv for læger i hovedstaden, men især for kollegerne på landet og i provinsens købstæder.

Det var dog meget småt med bidrag fra klinikken, og et år efter de idealistiske redaktørers tiltræden måtte de i 1845 med beklagelse meddele dette til læserne. Miseren skyldtes bl.a., mente de, at de studerende mest tænkte på deres eksamen, de yngre læger mest på at få praksis og embeder – og de ældre læger, der havde opnået alt dette, slog sig til tåls med, at de havde ydet deres og ikke kunne gøre mere.

Fra bitre konkurrenter til venner

Som et signal om, at noget nyt var på vej, ændrede Ugeskrift for Læger i 1845 layout og typografi. Man opgav den gammeldags frakturskrift og begyndte at anvende latinske typer.

Året efter trådte redaktøren af Bibliothek for Læger tilbage. Han hed Carl Otto og blev af sine yngre kolleger betragtet som en reaktionær forkæmper for den forældede spekulative medicin. Det gamle tidsskrift kunne dermed slå ind på en kurs, der var i bedre overensstemmelse med de nye strømninger i medicinen. Der var samtidig åbnet for et venskabeligt samarbejde med Ugeskrift for Læger. Som Bibliothek for Lægers nye redaktør Harald Selmer skrev i sin programartikel, havde de to tidsskrifter »indgaaet et videnskabeligt Forbund om ingensinde at lade uvedkommende Hensyn føre Pennen i de Debatter, som maatte finde Sted mellem begge Tidsskrifter«.

Fadder til Lægeforeningen

Den strøm af »kliniske Originalafhandlinger«, man havde håbet på, ville dog stadig ikke indfinde sig. Bidragene kom kun drypvist, og i 1847 klagede den unge læge Ludvig Brandes i Ugeskrift for Læger over, at man så godt som aldrig fandt den slags stof i bladet. Derimod så man det i et nyopdukket tidsskrift om praktisk medicin, der udkom hver anden måned og kaldte sig Hospitals-Meddelelser. Til beskæmmelse for »de unge« lægers Ugeskrift for Læger var denne publikation et vidnesbyrd om, at det nu var overlægerne, der var forkæmpere for publicering af klinisk-videnskabelige artikler.

Hospitals-Meddelelser udkom frem til 1854, hvor det måtte lukke, bl.a. på grund af svigtende opbakning fra de yngre hospitalslæger. De kliniske artikler flyttede nu til Ugeskrift for Lægers spalter, hvor de fik en fremtrædende plads – ikke mindst da den klinisk meget aktive reservelæge Sophus Engelsted i 1855 indtrådte som den ene af bladets to redaktører.

Ud over klinikken kom Ugeskrift for Læger snart til også at tage andre emner op – ikke mindst lægernes arbejds- og organiseringsforhold. I 1857 skrev Sorø-lægen Andreas Black et indlæg, som agiterede for skabelsen af en forening, som han kaldte »den almindelige danske Lægeforsamling«. Artiklen førte samme år til, at læger fra hele landet mødtes i Korsør og stiftede det, som i dag, 167 år senere, hedder Lægeforeningen.

En farlig konkurrent

Nok var Hospitals-Meddelelser ophørt – men i 1858 opstod en ny og langt farligere konkurrent til Ugeskrift for Læger: Den hed Hospitals-Tidende, og til forskel fra sin forgænger udkom dette blad ligesom Ugeskrift for Læger hver uge. Og værre endnu: Det beskæftigede sig med netop de aktuelle kliniske anliggender, som Ugeskrift for Læger betragtede som sin fornemste opgave – ja, selve dets raison d’être: at formidle.

Og for at føje spot til skade: Selvom Ugeskrift for Læger netop havde stået fadder til den nystiftede Lægeforening, viste den nye konkurrent den samme Lægeforening sin særlige opmærksomhed i stort og småt. Ja, to af Hospitals-Tidendes ledende redaktører, Morten Hassing og Andreas Buntzen, sad tilmed i Lægeforeningens bestyrelse. Det var der ingen i Ugeskrift for Lægers redaktion, der gjorde.

Ugeskrift for Læger havde fået hård konkurrence, og i en årrække var det Hospitals-Tidende, og ikke Ugeskrift for Læger, der var Lægeforeningens organ. Det ændrede sig først i 1869, da Ugeskrift for Lægers redaktør gennem flere år, Frederik Jacob Trier, blev valgt som formand for Lægeforeningen. Skønt det endnu var uofficielt, var Ugeskrift for Læger fra dette tidspunkt Lægeforeningens organ.

Engelsted havde på det tidspunkt forladt Ugeskrift for Lægers redaktion, og Frederik Jacob Trier var eneredaktør. Det kliniske var kommet i rolig gænge, og Ugeskrift for Læger var i stigende grad optaget af den videnskabelige udvikling, som var ved at komme op i gear. Blandt Ugeskrift for Lægers vigtigste emner var – foruden uddannelsesanliggender – reformer inden for farmakologi, fysiologi, retsmedicin og hygiejne. Dertil kom armlægning med myndighederne om ansættelsesprocedurer ved lægeembeder og i universitetsstillinger, som efter redaktionens opfattelse ikke kun skulle være et anliggende for politikere og deres embedsmænd, men også burde involvere den lægefaglige ekspertise.

1865: Medicinen begynder her

Hvis medicin skal defineres som evnen til og muligheden for at gøre syge mennesker raske, kan der med en vis vægt argumenteres for, at medicinen først blev født den 12. august 1865. Det var dagen, hvor den skotske kirurg Joseph Lister for første gang anlagde en antiseptisk forbinding på et kompliceret åbent benbrud efter operationen. Herved undgik patienten den voldsomme infektion, som i de fleste tilfælde krævede patientens liv efter større operationer. Patienten overlevede, og Joseph Listers antiseptiske metode revolutionerede den postoperative dødelighed dramatisk, overalt hvor den blev taget i anvendelse.

Professor i kirurgi på Frederiks Hospital Mathias Saxtorph tog som den første på det europæiske fastland Listers metode i anvendelse i 1867. På Kommunehospitalet fulgte kirurgisk overlæge Valdemar Holmer lige efter.

I 1871-årgangen af Ugeskrift for Læger finder man en banebrydende forelæsning, som Valdemar Holmer havde givet på årets Lægemøde, hvor han præciserede Listers og antiseptikkens metode og principper for læger fra hele Danmark. Denne artikel (UfL 1871, bd. XII, nr. 37) er historisk i den forstand, at den repræsenterer medicinens moderne gennembrud i Danmark.

På Lægemødet i Roskilde i september 1883 (det 17.!) besluttede forsamlingen efter opfordring fra Ugeskrift for Lægers redaktion at gøre forholdet mellem Ugeskrift for Læger og Den almindelige danske Lægeforening officielt. I en erklæring efter mødet udtrykte Ugeskriftets redaktionskomité ønske om, at standens tilslutning (oplaget var endnu under 500) »maa bidrage til at give vort Arbeide i Lægekunstens, Lægestandens og det Almenes Interesse Fremme og Trivsel«.