Skip to main content

Freitag om regionsudspil: ’Langt over middel’

PLO’s formand glæder sig over den dybere forståelse af almen praksis, som efter hans mening præger Danske Regioners visionsudspil om almen praksis. Men det er udførelsen, der tæller....

PLO-formand Christian Freitag om Danske Regioners visioner: "Det er faktisk første gang, jeg ser en så sammenhængende beskrivelse af vores fag".
PLO-formand Christian Freitag om Danske Regioners visioner: "Det er faktisk første gang, jeg ser en så sammenhængende beskrivelse af vores fag". (Foto: Lars Horn / Baghuset)

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

11. nov. 2016
3 min.

Når Christian Freitag skal give karakter til Danske Regioners visionsudspil for almen praksis, "Bedre Sundhed" , falder den i tre dele. Således er der topkarakter til selve initiativet:

”Det kan ikke roses nok, at Danske Regioner overhovedet kommer med et udspil. Det kræver en del af så stor en organisation, hvor mange skal være enige”.

Der er også en karakter over middel til selve indholdet.

”De beskiver faget almen medicin og praktiserende lægers arbejde på en både anerkendende og indsigtsfuld måde. Det er således ikke en forsimplet fremstilling – at almen praksis tager sig af småting, og at det er her, patienterne altid kan henvende sig. Den slags har vi ellers tit set. Det er faktisk første gang, jeg ser en så sammenhængende beskrivelse af vores fag”, siger Christian Freitag, der dog ser frem til at høre regionerne uddybe flere af punkterne.

Det gælder for eksempel budskabet om, at almen prakis i mindre grad skal være gatekeepere og i højere grad skal arbejde populationsbaseret og være populationsansvarlig. Altså at de praktiserende læger i højere grad skal koncentrere deres indsats om den del af befolkningen, der er i særlig risiko for at udvikle sygdom eller for at deres sygdom forværres.

”Hvad ligger der egentlig i det? Hvad skal vi gøre mere og mindre af? Hvad er det for populationer, der er tale om? Dem, det typisk falder mellem to ’stole’? De psykisk syge? Eller er det andre grupper, for hvem vi kan gøre en større indsats end vi allerede gør i dag? Det skal vi selvfølgelig have uddybet” siger Christian Freitag, der også er faldet over et andet punkt i visionsoplægget.

”Der står, at vi skal tage udgangspunkt i den enkelte patient frem for i en diagnose. Det er godt, at det også er kommet med”.

Den sidste karakter er Christian Freitag af gode grunde ikke parat til at give. For den skal bedømme selve ’udførelsen’.

”Udspillet fra regionerne rejser selvfølgelig nogle forventninger hos os. Forventninger, der også omfatter, at der sættes ressourcer af til de ambitiøse planer. Den del må vi i sagens natur afvente”.

OK – ”lukket med syv segl”

Torsdag blev det første - orienterende - overenskomstmøde afholdt mellem PLO og Regionernes Lønnings- og takstnævn. Her blev PLO præsenteret for visionsudspillet fra Danske Regioner og sidstnævnte for PLO’s idékatalog "På patientens vegne", som udkom i september.

Men Christian Freitags mund er lukket med syv segl – han vil ikke løfte blot en anelse af sløret for, hvordan det gik. Hverken i dag eller om en uge:

”Vi har lært af tidligere overenskomstforhandlinger, hvordan processen og kommunikationen herom kan risikere at ødelægge resultatet. Og vi vil det bedste resultat”.

Læs også:

Danske regioner: "Vision for almen praksis"

"Det værste vil være en leverpostejfarvet aftale”