Skip to main content

Konflikt udskudt

Forligsmand Mette Christensen har forlænget forhandlingerne i yderligere to uger. Yngre Lægers formand Camilla Rathcke ærgrer sig over, at det endnu ikke er lykkedes parterne at finde hinanden. Fredag samles de igen.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

18. apr. 2018
2 min.

Efter et langt døgn i Forligsinstitutionen gik parterne tidlig onsdag morgen fra hinanden uden et forlig. Men forligsmand Mette Christensen har valgt at give det endnu et forsøg og har udskudt konflikten i yderligere to uger.

Mødet tirsdag var præget af mange skitser og forslag og meget sent præsenterede arbejdsgiversiden et forslag til forlig. Men det var der ikke meget kød på, ifølge Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger:

”Jeg er meget ærgerlig over, at vi ikke er nået hinanden nærmere, end vi er, efter seks uger i Forligsinstitutionen. Vi har for første gang i forløbet nu tilbragt et døgn alle parter, og jeg synes, vi har udvist stor forhandlingsvilje i hele forløbet. Men fem minutter før tiden rinder ud, præsenterer arbejdsgiversiden et samlet forligstilbud, som de må have vidst, vi ikke kunne sige ja til”, siger Camilla Rathcke.

De (arbejdsgiverne, red.) må have vidst, vi ikke kunne sige ja. Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.

Hun forklarer:

”Skitsen indeholdt ikke en lønmekanisme, der sikrer en lønudvikling, som kan følge med den private. Man ville ikke komme lærerne i møde på deres krav om at fjerne helårsnormen og man ville ikke sikre spisepausen på nogen af områderne. Det eneste, vi fik, var at de havde filet lidt på lønrammen, men det var marginalt.”

Men Mette Christensen kan vel kun give endnu en 14-dages frit til forhandlinger, hvis hun mener, der er bevægelse?

”Jeg tror mest udskydelsen skyldes, at konflikten vil blive for omfattende. Derfor vil hun prøve igen på fredag, hvor vi skal have endnu et møde alle sammen ”, siger Camilla Rathcke.

Fra regionernes side lyder det:

”Det har været et langt og hårdt forløb. Der er kommet mange løsningsforslag og vi kom også med et, sent. Men det var altså ikke nok”, siger chefforhandler Anders Kühnau.

Kom det bag på dig?

”Nej, måske ikke – det er svært at vide, hvornår man rammer rigtigt.”

Han fortsætter:

”Men jeg synes alligevel, at vi er kommet tættere på et forlig. Og jeg tror, der er vilje på begge sider af bordet til at lande et forlig og tror, der kan ske noget på mødet på fredag.”

Læs om konflikten i ugeskriftet.dks tema OK18