Skip to main content

Kritiske læger takker nej til møde: Vi vil have handling

Frontfiguren for mere end 3000 kritiske læger, Kristian Rørbæk Madsen, afviser et møde med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kristian Rørbæk Madsen er overlæge på Intensiv Terapi Afsnit ITA på Odense Universitets Hospital. Foto: Privat
Kristian Rørbæk Madsen er overlæge på Intensiv Terapi Afsnit ITA på Odense Universitets Hospital. Foto: Privat

Anders Heissel, ah@dadl.dk

13. jan. 2018
1 min.

Der bliver ikke noget forsoningsmøde mellem flere tusinde kritiske læger og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Lørdag havde mere end 3600 læger skrevet under på et mistillidsvotum til styrelsen, fordi lægerne er stærkt utilfredse med styrelsens ”individuelle bebrejdelseskultur” og aktivistiske linie mod lægerne, og kort efter, at lægernes mistillidsvotum blev kendt fredag, inviterede Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, repræsentanter fra de kritiske læger til et møde i næste uge.

Men det bliver et nej tak, siger Kristian Rørbæk Madsen.

”Jeg takker Anne-Marie Vangsted for invitationen til dialogmøde. Jeg og tusindvis af danske medlemmer af den danske lægestand stiller imidlertid et umisforståeligt mistillidsvotum til STPS. Tiden er derfor ikke til dialogmøder, arbejdsgrupper, udvalg og andre syltekrukker. Tiden er til handling i form af en klar moderering af styrelsens overivrige linje og fremfærd. Nu er det sundhedsministerens ansvar at handle på det fremlagte”, siger Kristian Rørbæk Madsen til ugeskriftet.dk