Skip to main content

Tusindvis af læger sender mistillidsvotum til omstridt styrelse

Massiv lægeprotest rejser sig lige nu mod Styrelsen for Patientsikkerhed. Der skal ske ændringer nu, siger lægen bag protesten.

Kristian Rørbæk Madsen er overlæge på Intensiv Terapi Afsnit ITA på Odense Universitets Hospital. Foto: Privat
Kristian Rørbæk Madsen er overlæge på Intensiv Terapi Afsnit ITA på Odense Universitets Hospital. Foto: Privat

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. jan. 2018
4 min.

Det snævre fokus på at placere skyld på en ung læge i Svendborgsagen, og nu klinikchefen på Rigshospitalet Jan Bonde, der blev meldt til politiet af styrelsen er blandt de sager, som er båret frem af Styrelsen for Patientsikkerhed, men som har fået bægeret til at flyde over for tusindvis af læger.

Og Ugeskrift for Læger erfarer, at der er forfattet et mistillidsvotum over styrelsens ”linje og fremfærd” og som fredag middag var underskrevet af ca. 2600 læger på to lukkede Facebook-grupper, efter at OUH-overlæge Kristian Rørbæk Madsen tog initiativet onsdag aften.

Fakta

Fakta

“Det er summen af en række kritisable sager og senest med klinikchefen på Rigshospitalet, der blev politianmeldt, der har gjort, at vi har fået nok. Vi ønsker et lærende system, og det gør man ikke ved at stikke en revolver op i ansigtet på en kollega. Men den udløsende faktor er Svendborgsagen, hvor styrelsen målrettet går efter en ung læge, som ikke har gjort noget forkert, men hvis handling blot afspejler en daglig og normal praksis med mundtlig ordination i et presset sundhedsvæsen. Og som blev dømt for det. Det er et udtryk for en voldsom aktivistisk linie fra styrelsen mod enkelte læger som syndebukke”, siger Kristian Rørbæk Madsen.

Men hvad vil I opnå med dette mistillidsvotum?

“Vi kræver enten en omkalfatring af styrelsen eller som minimum en fuldkommen ændret linie i forhold til at flytte fokus fra den individuelle skyldsplacering til det mere overordnede og lærende sundhedsvæsen”, siger Kristian Rørbæk Madsen.

Vi beskytter ikke det hvide broderskab. Denne kamp er for patienterne og samtidig for at sikre lægers retssikkerhed. Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på OUH

Vil have en stærk styrelse

Styrelsen for Patientsikkerhed blev etableret den 8. oktober 2015 efter en række sager bl.a. med en hjerneskadet psykiater, der i flere år fik lov til at behandle patienter trods flere advarsler til Sundhedsstyrelsen. Det førte til fyring af Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith og etableringen af Styrelsen for Patientsikkerhed, der kunne gribe “hurtigere ind over for læger og andre sundhedspersoner, der kan være til fare for patienterne”, som den daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) sagde i august 2015.

"Vi har desværre kunnet konstatere, at Sundhedsstyrelsens tilsyn ikke har været godt nok, og det er vi nødt til at reagere på. For vi skal have en velfungerende tilsynsmyndighed, som kan holde et vågent øje med de læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner, der ikke gør deres arbejde godt nok", sagde Sophie Løhde.

Og ifølge Kristian Rørbæk Madsen ønsker de frustrerede læger faktisk en stærk styrelse, der kan handle når, der er noget, der reelt er galt.

“Vi beskytter ikke det hvide broderskab. Denne kamp er for patienterne og samtidig for at sikre lægers retssikkerhed”, siger Kristian Rørbæk Madsen og fortsætter:

“Det skal være med fokus på læring og systemiske fejl med handlekraft til at håndtere de få brodne kar, som der vil findes på individniveau i enhver fagprofession på grund af ulykkelige omstændigheder eller utilstrækkelighed. Men vi ønsker samtidig at fortælle styrelsen, politikerne og befolkningen, at det lærende sundhedsvæsen er ved at bryde sammen til fordel for defensiv medicin og amerikanske tilstande. Vi kan ikke arbejde ordentligt, hvis vi hele tiden har en styrelse på nakken, som straffer os, hvis de i bagklogskaben og papirvirkelighedens klare lys kan se, at vi måske skønnede forkert en sen nattetime. Vi skulle gerne sikre frie luftveje, før vi sikrer vores egen ryg, men det bliver vi straffet for. Journalerne er allerede fyldt med nonsens, som udelukkende er skrevet for at dække sig ind i tilfælde af en klagesag, men det hjælper hverken os som klinikere eller patienterne. Vi mener, at styrelsen er gået for vidt med en individuel bebrejdelseskultur”.

Bryder loven hver dag

Overlægen fra OUH giver et eksempel fra sin egen hverdag:

“Jeg bryder loven mange gange hver dag og sætter min egen retssikkerhed over styr. Men det gør jeg for patienternes skyld. Jeg behandler patienten og forsøger at redde hans liv, og når jeg er færdig med det, så har jeg måske kort tid til at dokumentere en smule af behandlingen, før jeg står i en ny situation med en anden patient. Hvis jeg skulle dokumentere tidstro og følge styrelsen og domstolenes linie, ville den næste patient dø”.

Underskriftindsamlingen slutter søndag aften, hvorefter underskrifterne og lægers mistillidsvotum vil blive afleveret til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet.

Læs også: Lægeforeningen: Alvorligt signal

Læs også: Politiet stopper efterforskning af klinikchef

Læs også: Svendborgsagen: vi kræver forbedringer mens vi venter på Højesterets dom

Læs også: Svendborgsagen må ikke skygge for åben fejlkultur