Lad os fortælle politikerne om konsekvenserne af tolkegebyret

Det nye tolkegebyr for patienter får en til inderligt at ønske, at politikerne ville bevæge sig mere ud i det virkelige liv. At de ville undersøge, hvad den slags forslag faktisk har af konsekvenser derude, hvor mennesker har ondt, frygter alvorlig sygdom eller slås med diffuse symptomer, som er svære at forklare. Var det sket, vælger jeg at tro, at sundhedsvæsenet var sluppet for dette misfoster, som er til fare for patientsikkerheden, og som i den grad bidrager til større ulighed i sundhed. Socialt udsatte mennesker er også de mest syge. Det er dem, man rammer her.

De nye regler betyder, at patienter – med visse undtagelser – skal betale gebyr for tolkning, hvis de efter tre år ikke taler tilstrækkeligt godt dansk. Det vil der nok desværre være en hel del, der ikke gør. For almindelig dagligdags konversation rækker ikke. En konsultation hos lægen kræver et præcist sprog, og at patienten kan beskrive fysiske og psykiske symptomer. F.eks. kan smerte føles prikkende eller brændende. Den kan komme i jag eller være vedvarende. Det skal vi som læger have at vide, og det kan vi kun få, hvis patienten er på et sprogligt niveau, hvor vedkommende kan fortælle det. Jeg ved ikke, hvilke tanker politikerne har gjort sig her, men min klare forventning er, at en betydelig gruppe fortsat vil have brug for tolk ved lægebesøg efter tre år.

Allerede nu hører vi om urovækkende eksempler på, at patienter fravælger en konsultation, når de hører, at tolkning er forbundet med et gebyr. Eksempelvis har Ugeskrift for Læger beskrevet en case, hvor en gynækologisk patient fravælger tolkning og i stedet planlægger at tage sin svigerinde med næste gang. Praktiserende læger oplever, at patienter møder op med pårørende, som er tiltænkt rollen som tolk. Det er uheldigt af flere grunde. Mange vil være tilbageholdende med at dele meget personlige oplysninger. Man kan også frygte, at muligheden for, at helt unge (over 15 år) vil kunne tolke i ukomplicerede tilfælde, betyder, at de presses ud i tolkeopgaver, hvor det viser sig, at der alligevel er tale om alvorlig sygdom.

Værst er, at nogle patienter vil blive helt væk. Gebyrer på 1.675 kr. for en indlæggelse og 334 kr. for hver konsultation i et behandlingsforløb kan fylde meget i et budget og reelt betyde, at nogle ikke har råd til at søge læge. Der er al mulig grund til at frygte, at nogle vælger at se tiden an og først opsøger læge, når der ikke er nogen vej udenom. I den tid kan en blærebetændelse udvikle sig til en blodforgiftning. Smerter i maven kan tage til og først langt senere vise sig at skyldes cancer.

De nye regler har desværre også direkte konsekvenser for forholdet mellem patient og læge. Reglerne fastslår, at det er lægen, der afgør, om der er brug for tolk. Men virkeligheden er mere kompleks. De facto vil reglerne sætte læger i situationer, hvor vi konkret skal afveje, om det mindst ringe er »konsultation uden tolk – evt. med hjælp fra familiemedlem« eller »ingen konsultation«. Det er helt uacceptabelt.

Det er dybt bekymrende, at de nye regler på den måde truer patientsikkerheden. Oveni kommer så, at de kan vise sig at blive meget dyre. Det er klart, at det er også er bedre for samfundsøkonomien at tage alvorlig sygdom i opløbet og undgå dyre indlæggelser og lange forløb.

Det er vigtigt, at vi fortsat synliggør, hvor ødelæggende dette gebyr er. Jeg vil opfordre til, at vi som læger bredt deler vores erfaringer. Mange læger har allerede protesteret mod gebyrerne i pressen og på sociale medier. Det er vigtigt at blive ved med. I Lægeforeningen vil vi fortsat presse på for at ændre loven. Når politikerne ikke vil komme ud i virkeligheden, så lad virkeligheden komme til dem. Lad os sammen gøre det krystalklart, hvor dårlig en idé dette tolkegebyr er.