Læger føler, at ansvaret for at oplyse om tolkegebyret er havnet hos dem, hvis de ikke skal risikere at sætte læge-patient-forholdet over styr.
Sundhedsministeriet har oplyst til PLO, at læger blot skal gøre som vanligt og bestille tolk uden at oplyse om den kommende regning.
Det stiller mange læger i en situation, hvor de dels frygter ikke at kunne efterleve kravet om informeret samtykke og dels frygter, at det vil kompromittere tillidsforholdet mellem læge og patient. Men de er overladt til sig selv og deres egne etiske og lægefaglige overvejelser i mødet med patienten.
Sedrah Arif Butt, reservelæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Herlev Hospital, er en af de læger, der allerede flere gange har oplevet konsekvenserne af tolkegebyret.
”En pakistansk kvinde sidst i 30’erne kommer ind efter, hvad vi formoder er en spontan abort, henvist af egen læge efter kommunikationsproblemer. Tilfældigvis taler jeg hendes sprog og kan derfor spørge nærmere ind. Men hendes uddannelsesniveau er så dårligt, at hun f.eks. på trods af tre kejsersnit ikke ved, hvad en livmoder er”, beskriver Sedrah Arif Butt.
Derfor anbefaler hun patienten en tolk ved opfølgningen. Og så gør hun noget, der ikke er hendes job: Hun oplyser om det nye tolkegebyr.
”Jeg synes ikke, det er et informeret samtykke, hvis ikke jeg fortæller, at der kommer en regning dumpende ind noget tid efter. Og det bryder tilliden med patienten, at jeg har bestilt en tolk uden at fortælle om gebyret. Især når det er efter min egen anbefaling”, siger Sedrah Arif Butt og fortsætter:
”Mange af de patienter, der har behov for tolk, kommer fra lande, hvor systemet er meget anderledes end det danske, og derfor har de i forvejen ikke den store tillid til systemet, og så kommer der en regning ind ad døren, som lægen ikke har fortalt dem om. Det kan godt være, at den er for tolken og for deres egen skyld, men de vil måske se det som en lægeregning, fordi de ikke kan skelne de to ting”.
Det er en mærkelig lovgivning. Det er virkelig dårligt håndværk og til fare for patientsikkerheden, det de laver i Sundhedsministeriet for tiden Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin
Denne gang endte det med, at patienten afviste tolken, selvom der tydeligvis var behov for det. I stedet vil patienten tage sin svigerinde med næste gang.
”Så hun skal foran sin ægtefælles søster sidde og forklare, at hun har blødt, at hun har været tidligt gravid osv. Det kan øge risikoen for, at information går tabt, fordi der er ting, hun ikke vil sige foran vedkommende”, frygter Sedrah Arif Butt.
Selvom hun ved, at manglende tolkning kommer til at komplicere hendes arbejdsliv, fordi patienter for eksempel ikke forstår, at de skal faste inden operation eller ikke møder op til kontroller, så vil hun fortsat informere patienterne om gebyret.
”Jeg synes, det er min pligt og en del af det informerede samtykke”, fastslår Sedrah Arif Butt.
Anders Beich, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), har også allerede fået indrapporteret de første erfaringer fra kollegaer.
”Der er allerede nogle, der dukker op med deres pårørende som tolk, fordi de har hørt noget om, at det koster penge. Og det er en absurd lovgivning, fordi der også står, man skal sikre sig, at den, der fungerer som tolk, kan sproget – hvordan i alverden skal man kunne det? Hvis man kunne sproget, så havde man jo ikke brug for en tolk”, siger han lakonisk.
Men det er kun toppen af isbjerget, når det kommer til de udfordringer, som læger støder på, efter at tolkegebyret trådte i kraft 1. juli. Patienter, der møder uvidende ind, mangelfuld information, tillidsbrud og patienter, der helt bliver væk af frygt for, at deres besøg ved lægen vil vælte økonomien.
”Det værste er dem, der ikke dukker op, fordi de i stedet bliver siddende derhjemme og venter på, om de får det værre. De patienter, der bliver væk, fordi de er bekymrede for, om de kan betale det gebyr, det måtte koste, først hos lægen og måske senere ved en indlæggelse. Det er skidt for patienten, men det er så sandelig også skidt for sundhedsvæsenet, at patienterne får det dårligere og må indlægges unødigt, fordi de er omvendt motiverede for at søge hjælp i tide af tolkegebyret”, fastslår Anders Beich.
Og ligesom Sedrah Arif Butt frygter han, at tolkegebyret vil slå skår i tillidsforholdet mellem læge og patient, og ser kritisk på den manglende informationsindsats, der nu er landet tungt i lægernes skød.
”Det er et kæmpemæssigt problem, at man vælger at vedtage et gebyr, som er med tilbagevirkende kraft, uden at informere om det og dermed overlader hele informationsdelen til lægerne. Selvom de siger, at vi slet ikke skal bekymre os, vi skal bare bestille tolk som vanligt, så er det altså et kæmpe problem, at det er inde hos os, det går op for patienterne, at der er et gebyr”, siger Anders Beich og fortsætter:
”Hvis vi ikke informerer, skaber det en tillidsproblematik, hvor patienten mister tillid til, at lægen vil det godt, når der pludselig kommer en regning, lægen ikke har fortalt om. Det vil gå ud over den grundlæggende tillid, så derfor er vi er hver især nødt til at lave information om det her, f.eks. på vores hjemmesider, men jo også i forbindelse med den konkrete konsultation”.
I et forsøg på at imødekomme nogle af de administrativt tungere opgaver i forbindelse med tolkegebyret har DSAM lavet en vejledning til, hvordan læger kan gribe det an, men det ændrer ikke på, at Anders Beich ikke ser med milde øjne på lovgivningen:
”Det er en mærkelig lovgivning. Det er virkelig dårligt håndværk og til fare for patientsikkerheden, det de laver i Sundhedsministeriet for tiden”.
Læs mere:
Tolkegebyret rammer ikke kun patienten – men et helt sundhedssystem
