Content area

|

Lægepar i Norge: Fireårsregel skubbede os væk fra Danmark og vi bliver svære at lokke hjem igen

Et lægepar i Norge forlod Danmark på grund af fireårsregel. De var glade for at arbejde i Danmark, men har i Norge oplevet arbejdsmiljø og arbejdsforhold, der gør det svært at lokke dem hjem igen. Et skridt er at afskaffe de syv lægeroller og skabe mere fleksibilitet og forudsigelighed i vagtplanerne, mener de.
Simon og Signe er glade for deres liv i Norge, hvor de bor med deres to børn, som går i børnehave og taler den lokale dialekt. Foto: Therese Alice Sanne.
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

»Jeg tog ikke til Norge, fordi jeg var ked af at være i Danmark. Jeg tog til Norge, fordi jeg gerne ville være anæstesilæge, og det kunne jeg ikke blive i Danmark. Det var et valg, der blev truffet for mig, og jeg havde brug for at tage skæbnen i egne hænder«, siger 35-årige Signe Munkesø Palludan.

Hun og hendes mand, Simon Munkesø Palludan på 39 år, har boet i Trondhjem og arbejdet på universitetshospitalet St. Olav siden 2014.

Det var slet ikke meningen, at Signe og Simon Munkesø Palludan skulle til Norge for at arbejde. Men i 2014 stod Signe til at falde for fireårsreglen. Simon havde fået hoveduddannelse i almen medicin, men det var hans andenprioritet, og han følte ikke, at han var færdig med anæstesien. Han stod også til at falde for fireårsreglen, hvis han droppede almen medicin.

LÆS OGSÅ: Pendler til Sverige: Arbejdsforholdene er bedre for børnefamilier

Signe og Simon Munkesø Palludan arbejder begge på anæstesi- og intensiv afdelingen på St. Olav i Trondhjem. Foto: Therese Alice Sanne.Signe og Simon Munkesø Palludan arbejder begge på anæstesi- og intensiv afdelingen på St. Olav i Trondhjem. Foto: Therese Alice Sanne.
Signes drøm var at blive anæstesilæge, og de søgte alt, hvad der var af hoveduddannelsesstillinger – uden held. Derfor søgte de til Norge, selvom de var rigtigt glade for at arbejde i Danmark.

Nu er de godt og grundigt etableret i Norge. Da de ankom i 2014, havde de et barn på ni måneder. I dag har de to børn på fem og tre år. Børnene går i børnehave og vokser op med fjelde, slud og is omkring sig – en kontrast til Signes barndomsland på Langeland med gule rapsmarker og bløde hatbakker. Børnene taler den lokale dialekt, trøndersk, som er vanskelig at forstå for bedsteforældrene hjemme i Danmark.

Signe og Simon er ikke kede af, at de tog til Norge. De er glade for, at fireårsreglen gav dem et skub til at prøve noget andet og få mulighed for at prioritere arbejds- og familielivet mere på egne præmisser.

Det bliver svært at lokke de to tilbage til Danmark. Det var ellers et af målene, da daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) endeligt afskaffede seksårsfristen den 1. maj 2019, forklarede hun til Ugeskrift for Læger.

  • Det er lidt ironisk, at man eksporterer læger til Norge og samtidig importerer dem fra andre steder. Der er ikke nogen tvivl om, at havde der ikke været en fireårsregel, havde jeg fortsat været i Danmark.

Signe Munkesø Palludan, anæstesiolog på St. Olav, Trondhjem.

»Det en del af en samlet pakke af initiativer til at opnå en bedre lægedækning«, sagde sundhedsministeren.

Danmark kunne ellers godt bruge to unge anæstesiologer som Signe og Simon. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at der er mange ældre læger i bl.a. anæstesien. Næsten en tredjedel af alle anæstesiologer er mellem 60 og 70 år. Det er blandt andet svært at rekruttere på Bedøvelse og Intensiv på Sygehus Sønderborg, hvor 19 ud af de 27 speciallæger i anæstesiologi er rekrutteret fra udlandet.

Signe Munkesø Palludan stod i 2014 til at falde for fireårsreglen. Hendes drøm var at blive anæstesilæge. Foto: Therese Alice Sanne.Signe Munkesø Palludan stod i 2014 til at falde for fireårsreglen. Hendes drøm var at blive anæstesilæge. Foto: Therese Alice Sanne.

»Det er lidt ironisk, at man eksporterer læger til Norge og samtidig importerer dem fra andre steder. Der er ikke nogen tvivl om, at havde der ikke været en fireårsregel, havde jeg fortsat været i Danmark. Hvis vi skal lokkes tilbage, er det allervigtigste at skabe nogle attraktive arbejdspladser, som folk har lyst til at være på«, siger Signe og fortsætter:

»Vi har læst i København og tog til Aalborg for tage KBU- og introstillinger. Vi har arbejdet i udkantsdanmark, og alligevel lykkedes det ikke at få uddannelsesstillinger. Vi har gjort det, som de snakker om på Christiansborg, hvor man ønsker mobil arbejdkraft. Nu har vi flyttet os helt til Norge, selv om det er en kraftanstrengelse at flytte, særligt med børn«.

»Der bliver snakket meget om, at læger er en stor, mobil arbejdskraft«, supplerer Simon. »Vi kan arbejde alle steder, men det har også sine omkostninger. Jeg synes, det var svært at sige farvel til hele omgangskredsen i København og flytte til Aalborg, hvilket var et frit valg. Vi fik en masse søde venner i Aalborg og fik et liv, som det tog 4-5 år at opbygge. Derefter startede vi forfra i Norge. Vi har mødt mange søde mennesker, vi er glade, etablerede, vores børn er glade. Men det var hårdt. Personligt har det haft store konsekvenser. Venskaber, der blev nedprioriteret, og langt til bedsteforældre«.

Nye autorisationer til danske læger i Norge

2014 - 195

2015 - 160

2016 - 161

2017 - 227

2018 - 243

Lækkert universitetshospital

Antallet af autoriserede læger har varieret de seneste mange år. I 2014 fik 195 nye danske læger autorisation i Norge, i 2018 var tallet 243, viser tal fra Helsedirektoratet i Norge.

Både Simon og Signe er glade for deres liv og for deres arbejde i Norge. De mærker en taknemmelig for, at de fik hoveduddannelsesstillinger på et tidspunkt, hvor de ikke fik det i Danmark. Samtidig arbejder de på et nyt, attraktivt sygehus, der blev bygget i 2013, hvor de arbejder i flotte lokaler på en afdeling med ca. 70 anæstesilæger.

Selvom de arbejder på samme afdeling, er det ikke så tit, de står på samme operationsstue. Muligheden for at arbejde samme sted uden nødvendigvis at arbejde sammen hele tiden, havde de nok ikke fået på et lille sygehus i Danmark, fortæller Signe.

»Nej, vi behøver ikke sidde på skødet af hinanden«, griner Simon.

Lægerne Signe og Simon Munkesø Palludan stod til at falde for fireårsreglen og flyttede derfor til Norge for at blive anæstesiologer i 2014. I dag har de to børn og et arbejdsmiljø, der ikke kan matche det danske. Foto: Therese Alice Sanne.Lægerne Signe og Simon Munkesø Palludan stod til at falde for fireårsreglen og flyttede derfor til Norge for at blive anæstesiologer i 2014. I dag har de to børn og et arbejdsmiljø, der ikke kan matche det danske. Foto: Therese Alice Sanne.

St. Olav er et af de største sygehuse i Norge. Det er et universitetssygehus ligesom Aarhus, Odense og Aalborg og tilbyder det meste inden for kirurgi.

De arbejder begge på anæstesi- og intensivafdelingen. De har mange vagter, men der er nogle ting, der er godt ved det.

»Arbejdstilrettelæggelsen her er sådan, at vi får vores faste løn for at udfylde vores plads i en ni-ugers-rotation, som gentager sig for evigt. I Danmark var vagtplanen noget, der blev lagt fra måned til måned. Forudsigeligheden er præmissen for, at vi kan få det til at lykkes som børnefamilie«.

Mindre pres i Norge

Simon og Signe har en arbejdsuge på 40,5 timer. Hver anden uge har de en dag sat af til fordybelse, hvor de kan forberede undervisning, læse artikler, lave papirarbejde og skrive kursusansøgninger. Hver tirsdag eftermiddag er der undervisning, hvor kolleger tager et tema op og laver et program med 3-4 oplæg.

Simon Munkesø Palludan fik en hoveduddannelse i almen medicin, men han følte ikke, at han var færdig med anæstesien. Foto: Therese Alice Sanne.Simon Munkesø Palludan fik en hoveduddannelse i almen medicin, men han følte ikke, at han var færdig med anæstesien. Foto: Therese Alice Sanne.

»Hver gang, jeg har en dag til fordybelse, føler jeg mig så heldig. Det var ikke noget, jeg oplevede i Danmark«, siger Simon.

De fremhæver begge arbejdsmiljø og arbejdsforhold som noget af det mest attraktive ved at arbejde i Norge. I Danmark bliver der tænkt meget over produktion og økonomi, mener Signe. Det bliver der også i Norge, men måske lidt mindre.

»Fordi alle var så pressede på økonomi og besparelser i Danmark, oplevede jeg, at samarbejdet imellem afdelingerne ikke var lige så godt, som det kunne have været, hvis folk havde haft overskud. Når man har afdelinger, hvor overskuddet er væk, kan samarbejdet godt blive dårligt. Sådan oplever jeg det ikke her på St. Olavs«.

Hvorfor er de ikke lige så pressede?

»Jeg har en oplevelse af, at der er flere folk på arbejde. Det gør også, at man nogle gange har tid til at drikke en kop kaffe med sine kolleger og tid til uformelle samtaler. Nogle gange er det der, man får nogle gode råd eller tips fra en erfaren kollega. Selvfølgelig er der dage, der er travle, men jeg har mere tid til at spise frokost, end jeg havde derhjemme. Også mere tid til at gå på toilettet«.

Signe fortæller, at der også er debat om besparelser, sygehusøkonomi og dyr medicin i Norge, men ikke på samme niveau som i Danmark, hvor læger har sagt op i desperation grundet besparelser. Klinikchef og anæstesiolog Jakob Trier Møller sagde f.eks. sin stilling op på Rigshospitalet i begyndelsen af året.

»Men det har ikke været på samme måde som i Danmark, folk går ikke i frustration over besparelser«, indvender Simon.

Når i hører debatten i Danmark, hvad tænker I så?

»Så bliver jeg glad for at være i Norge«, siger Simon. »Lægefaget er et presset fag, som ikke bliver hørt. Det er det indtryk, man får i pressen. Der bliver ikke lyttet, når læger råber op. Det gør mig ærgerlig. Det er klart, at det påvirker lysten til at søge en stilling i Danmark«.

Hvad kan få jer hjem igen?

»Der skal være gode tilbud til børnene, og der skal være arbejdspladser, hvor vi kan trives, og hvor der er muligheder for at få familielivet til at hænge sammen med vagtplaner. Og det er nogle ting, som er svære at give os på en arbejdsplads på et sygehus i Danmark«, siger Signe.

Selvom de arbejder på samme afdeling, er det ikke så tit, at  Signe og Simon Munkesø Palludan står på samme operationsstue. De føler derfor ikke, at de sidder på skødet af hinanden. Foto: Therese Alice Sanne.Selvom de arbejder på samme afdeling, er det ikke så tit, at Signe og Simon Munkesø Palludan står på samme operationsstue. De føler derfor ikke, at de sidder på skødet af hinanden. Foto: Therese Alice Sanne.

Syv lægeroller spænder ben

Det var svært for Signe at få en hoveduddannelse, og de syv lægeroller føltes som et unødvendigt bureaukratisk bespænd. Og netop de syv lægeroller forfølger stadig lægegerningen i Danmark, mener hun. De spænder ben for, at hun føler sig motiveret til at komme hjem igen og arbejde.

»Jeg sad for nylig og kiggede på jobopslag i Danmark, og her blev jeg igen opmærksom på de syv lægeroller. Da jeg søgte hoveduddannelse, tog det utrolig lang tid at bygge et CV op omkring de syv lægeroller. Jeg ser nu, at de jobopslag i Danmark, som jeg ville kunne søge, fortsat ønsker ansøgninger bygget op om lægerollerne, selv om det drejer sig om afdelingslæge- og overlægestillinger. Når du ikke er i det system, kommer det til at tage utroligt lang at skrive en sådan ansøgning«.

De syv lægeroller blev beskrevet i Speciallægekommissionen 2000 og revurderet og justeret af Sundhedsstyrelsen i 2013. De justerede lægeroller indgår i målbeskrivelsen i speciallægeuddannelsen.

Lægerollerne er: medicinsk ekspert, samarbejder, kommunikator, leder/administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel.

Simon har også oplevet de syv lægeroller som udfordrende. Da han søgte hoveduddannelse, tænkte han meget over akademikerrollen, og hvad han kunne finde på at forske i. Man kunne ikke komme i betragtning til en stilling, hvis man aldrig havde forsket, følte han. Han var medforfatter på en artikel, men da artiklen ikke var publiceret, før fireårsfristens udløb, talte den ikke med ved hoveduddannelsesansøgning.

»Det var et stort gabende hul på CV’et. Og jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: »Find på noget, få en idé!«. Jeg tror bare ikke helt, at det fungerer sådan med god forskning. I perioder havde jeg en mild grad af panik og angst over de tomme huller på CV’et«.

Signe oplevede, at de syv lægeroller var en stressfaktor.

»Det var endnu et punkt, der blev føjet til en lang liste af ting, vi skulle have gjort. Vi fik som yngre læger en kollektiv panik over krav, og hvordan vi skulle få en stilling«.

Signe havde først en introstilling i anæstesi og dernæst gennemførte hun en halv introstilling i infektionsmedicin. Simon havde introstilling i almen medicin, lungemedicin, anæstesi og også en vikarstilling i anæstesi i Randers.

Kunne I ikke have valgt en anden hoveduddannelse?

»Det kunne jeg faktisk ikke. Jeg havde en introduktionsstilling i infektionsmedicin, som jeg sprang fra. Jeg blev rådgivet til at søge mere erfaring i anæstesi, hvis det var anæstesi, jeg ville. Det medførte, at jeg ikke fik intro i andet. Vi planlagde jo efter, at vi kun havde fire år, og vi kunne ikke vide, at det pludselig blev forlænget til fem år eller seks år. Vi var hele tiden bagefter, og de beslutninger, vi traf, var hele tiden forældede og forkerte«, siger Signe.

Læs også:

Sundhedsminister afliver seksårsfristen: "Ændringen skal ud at virke hurtigt"

Fireårsramte Renee Windfeld er tabt for Danmark

Right side

af Niels Ejnar Bie | 18/06
3 kommentarer
af Hanne Hermann | 17/06
1 Kommentar
af Julius Vindbjerg Nissen | 17/06
1 Kommentar
af Peter Tagmose Thomsen | 15/06
1 Kommentar
af Solvejg Henneberg Pedersen | 15/06
3 kommentarer
af Gorm Boje Jensen | 14/06
1 Kommentar
af Otto Brændstrup | 11/06
1 Kommentar
af Henrik Keller | 11/06
1 Kommentar