Skip to main content

Læger er frustrerede over uklare journaliseringsregler

Vi kan ikke vente et halvt år på, at Styrelsen for Patientsikkerhed får lavet journaliseringsreglerne om, siger flere læger. Ro på, I skal bare gøre, som I plejer, siger styrelsen.

Peder Jest er lægelig direktør på Odense Universitetshospital. Foto: OUH
Peder Jest er lægelig direktør på Odense Universitetshospital. Foto: OUH

Anders Heissel, ah@dadl.dk

18. jan. 2018
7 min.

Hver eneste dag på Odense Universitetshospital opstår der tvivl om, hvordan lægerne skal journalføre mundtlige ordinationer, men ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed går der dog et halvt år, før de opdaterede regler er klar.

Og det er en meget vanskelig situation, som skal løses hurtigt, siger bl.a. Peder Jest, lægelig direktør på Odense Universitetshospital.

“Vi lever lige nu i en slags limbo-tilstand på hospitalet, og vi er selvfølgelig ekstra opmærksomme, fordi sagen udspringer hos os. Men vi er simpelthen ikke sikre på reglerne på grund af Svendborgsagen. Mistroen og mistanken til hinanden begynder at røre på sig i personalet på grund af sagen, og derfor har vi brug for klare vejledninger. Vi er nødt til at finde en løsning inden længe”, siger Peder Jest.

Allerede i december erkendte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at Svendborgsagen har påvirket lægernes opfattelse af mundtlige ordinationer, og nedsatte derfor en arbejdsgruppe med deltagelse af bl.a. faglige organisationer i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed, der fik til opgave opdatere journalreglerne, så de passer til virkeligheden. Styrelsens udkast til et kommissorium ligger lige nu til godkendelse i Sundhedsministeriet.

Det arbejde vil Odense Universitetshospital gerne bidrage til, og på et møde med Styrelsen for Patientsikkerhed før jul tilbød OUH at hjælpe styrelsen med sende eksempler på, hvor lægerne er i tvivl.

Faktaboks

Fakta

Men på det møde – og nu understreget over for Ugeskrift for Læger – slår styrelsen fast, at de nye regler først kommer om et halvt år, siger Helle Borg Larsen, kontorchef for sundhedsjura i Styrelsen for Patientsikkerhed.

”Arbejdet skal være færdigt senest inden sommerferien”, siger Helle Borg Larsen.

Frygter at blive den næste Svendborg-sag

Men for Joachim Hoffmann-Petersen, fællestillidsmand for Yngre Læger på OUH, har dommen i Svendborgsagen helt grundlæggende sået tvivl om reglerne for mundtlige ordinationer, og derfor er brug for rådgivning nu.

“Hvis man kan få en bøde for at gøre brug af mundtlige ordinationer, er reglerne ikke længere i overensstemmelse med virkeligheden. Vi frygter at blive den næste læge, der sidder i byretten. Og med de sager, som styrelsen de seneste fire måneder har haft, er det så som så med tilliden til styrelsen om en fair behandling. Tilliden til styrelsen er sparsom, og hvis styrelsen har brugt fire måneder på at lave kommissoriet, er de efter min mening ikke begyndt at genopbygge tilliden”.

Konsekvensen af de uklare regler, er ifølge Joachim Hoffmann-Petersen sådan her:

“Vi bruger mere tid på at registrere, skriver længere journaler og en gang imellem lader vi patienter vente for at journalisere. Og vi lader dem vente for vores skyld, ikke for deres. Så på den måde spiller det ind på patientsikkerheden”, siger han og fortsætter:

”Vi befinder os i et juridisk vakuum og har gjort det i mindst fire måneder siden dommen i Svendborgsagen den 30. august sidste år. Det er simpelthen ikke fair for lægerne, for patienterne og for patientsikkerheden. Når vi som klinikere går på arbejde, bliver vi afkrævet tidstro registrering døgnet rundt uanset travlhed, og så er det ikke i orden, at styrelsen ikke kan levere tidstro rådgivning”, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Vi kan ikke tillade os at være tålmodige

David Finsen er fællestillidsmand for Yngre Læger på Svendborg Sygehus, som ligger under OUH, og han er dybt forundret over styrelsen.

“På baggrund af en sag, som netop styrelsen selv har været med til at understøtte, så er det betænkeligt, at styrelsen viser en så manglende lyst til at følge op på konsekvensen“.

Men er det ikke i orden, at noget så grundlæggende i lægers arbejde tager en stykke tid for at blive ændret? Er I ikke for utålmodige?

”Nej, vi kan ikke tillade os at være tålmodige. Vi har en sag med ung kollega, som først blev frikendt og siden dømt og dermed et forløb, som styrelsen har været bevidst om længe. Det er mangel på rettidig omhu, at styrelsen ikke ved, hvad de skal rådgive os læger om. Hvis læger fremover skal pålægges det ansvar, at alle mundtlige ordinationer skal journalføres og følges op, så skal vi øge bemandingen af læger voldsomt”.

Mit klare råd er, at lægerne skal gøre, som de plejer. Og jeg vil godt understrege, at vi aldrig som styrelse har politianmeldt en læge udelukkende for en journaliseringsfejl. Helle Borg Larsen, kontorchef for sundhedsjura i Styrelsen for Patientsikkerhed

I skal ikke være bange

Og Helle Borg Larsen, kontorchef for sundhedsjura i Styrelsen for Patientsikkerhed, godt kan forstå, at Svendborgsagen har skabt tvivl.

”Men mit klare råd er, at lægerne skal gøre, som de plejer. De skal bruge deres lægefaglighed til at vurdere, hvad der er relevant at journalføre. Og jeg vil godt understrege, at vi aldrig som styrelse har politianmeldt en læge udelukkende for en journaliseringsfejl. Svendborgsagen handlede ikke udelukkende om journaliseringsfejl, og derfor skal lægerne ikke frygte at blive politianmeldt, fordi de laver en journaliseringsfejl. Reglerne siger, at alle relevante behandlingsbeslutninger skal journalføres, men igen vil jeg sige, at lægerne ikke skal være bange for en anmeldelse alene på grund af en journaliseringsfejl”, fastslår Helle Borg Larsen.

Styrelsen har desuden i samarbejde med Yngre Læger i den kommende tid lavet kurser, hvor de fortæller om journalføringsreglerne og hvordan lægerne skal håndtere dem.