”Når man har et forhandlingssammenbrud, ligger der næsten en automatik i, at der så kommer et konfliktvarsel. Det følger mere af uenigheden, end hvor alvorlige spørgsmålene er. Men det er store spørgsmål, der er oppe og vende her, og parterne stod rimelig langt fra hinanden. Nu må vi se, om Forligsinstitutionen kan løse det, så konflikten kan undgås. Det er en svær opgave, men jeg skal ikke sige, at det ikke kan lade sig gøre.
Det er tre store spørgsmål, som parterne har haft svært ved at blive enige om: Om den betalte frokostpause er en overenskomstmæssig ret eller ej. Om lærernes arbejdstid. Og om løn og herunder om de offentligt ansatte skylder penge (ifølge arbejdsgiversiden er der et ”løngab” mellem offentligt og privat ansatte, red.)
Lærerne vil gerne have en forhandlet aftale i stedet for den lov, der regulerer deres arbejdstid nu. Man har set lovindgreb tidligere, for eksempel i 2013, men det var ret specielt, og indebar at tilrettelæggelsen af arbejdstid gik fra at være forhandling til ledelsesret via lovindgrebet oven på lockouten i 2013.
Der kan godt komme et politisk indgreb igen. Der kan ske det, at loven på lærerområdet bliver konfirmeret igennem et nyt regeringsindgreb. Men jeg tror ikke, at mekanismen, hvor man fjerner forhandlingsemner og lovregulerer dem, breder sig til andre områder for offentligt ansatte.
Hvis vi kigger på perioden fra 2011 og frem, så har arbejdsgiverne haft mere markante krav med til forhandlingerne og en større vilje til at stå fast på dem. Og det er også i det perspektiv man skal se den her skulder ved skulder-erklæring fra lønmodtagerne. Meningen med musketereden er, at man skal stå stærkt over for arbejdsgiverne. Lønmodtagerne prøver at være lidt mere hårde i filten. Det er en modreaktion på konflikten i 2013, hvor det viste sig, at man stod meget svagt, hvis man stod alene.”
Læs også interview med afdelingslæge og fællestillidsrepræsentant Christina Frøslev-Friis og direktør i Kræftens Bekæmpelse og tidligere sygehusdirektør i Aarhus Leif Vestergaard Pedersen,.