Dokumentationen mangler
Umiddelbart efter fyringen fik direktør på Hvidovre Hospital, Torben Ø. Pedersen, meldinger om, at noget var galt med økonomien i videncenteret. Hvem der gjorde ham opmærksom på det, vil han ikke fortælle til ugeskriftet.dk, men ifølge videncenterets regnskaber er der i den seks-årige periode fra 2009-2014 brugt ca. 6 mio. kr. på ekstern konsulentbistand udført af en enkelt konsulent. Og både beløbets størrelse og den manglende dokumentation har overrasket hospitalsdirektøren.
”Der findes meget begrænset dokumentation for, hvad pengene er brugt til, og jeg ville ikke selv have drømt om at udbetale så mange konsulentpenge uden dokumentation. Derfor vil jeg gerne have undersøgt, om det er rimeligt at udbetale så meget til en enkelt konsulent uden at have rimelig dokumentation. Vi snakker om offentlige midler, som er givet til Hvidovre Hospital, og som der selvfølgelig skal være styr på,” siger Torben Ø. Pedersen.
Ifølge Region Hovedstadens finanschef Susanne Vesterheden har regionen derfor sat gang i undersøgelsen for at ”få verificeret, om der er en korrekt sammenhæng mellem kontrakter, ydelser og betalinger.”
”Regionen ønsker en analyse af, hvilke konsulentydelser der er leveret grundet omfanget af konsulenthonorarer,” oplyser regionen i et skriftligt svar til ugeskriftet.dk.
Det er regionens eksterne revisor BDO, der skal lave undersøgelsen, som blev sat i gang den 10. december sidste år, og som forventes snart at afsluttes.
Nu skal jeg mistænkeliggøres
”Han (Torben Ø. Pedersen, red.) hævder nu, at jeg har brugt konsulentbistand, uden at der foreligger en konkret aftale. Men det var ham selv, der ansatte den pågældende konsulent i 2010, uden at jeg var medinddraget, og det har så siden været mit arbejdsgrundlag. Men jeg har været meget tilfreds med konsulenten, og uden hans indsats ville det ikke have været muligt at få det landsdækkende arbejde og samarbejde etableret og gennemført. Han har været alle pengene værd,” siger May Olofsson.
Hun understreger også, at der aldrig har været rejst kritik af hverken faglig, administrativ eller økonomisk karakter af hendes ledelse af videncenteret, og at alle udbetalinger er foregået via Hvidovre Hospitals regnskabsafdeling, og der har aldrig været bemærkninger derfra.
”Der er hvert år til ministeriet fremsendt et revisorpåtegnet årsregnskab uden anmærkninger med en tilhørende årsberetning. Alt er blevet godkendt af ministeriet uden bemærkninger,” siger May Olofsson.
Læs mere her: Ombudsmanden skal kigge på May Olofssons fyringssag