Skip to main content

Politikere: Praksislæger skal få borgere til screening

Sundhedsordfører fra både V og S støtter Kræftens Bekæmpelses forslag om, at praktiserende læer skal have besked, hvis en borger udebliver flere gange fra screening

14. nov. 2014
2 min.

Christiansborgpolitikere er venligt stemt over for et forslag fra Kræftens Bekæmpelse om, at den praktiserende læge skal have besked, hvis en kvinde udebliver flere gange fra en screening. Det skriver dr.dk.

Det er sagen med de mange kvinder, der er i to regioner er faldet ud af mammografiscreeningsprogrammet, der har fået Kræftens Bekæmpelse til at foreslå den mere udfarende screeningspolitik, hvor den praktiserende læge inddrages:

”Så kan lægen tale med kvinden og informere om fordelene og ulemperne ved undersøgelsen. Dermed bliver man sikker på, at kvinden har taget et aktivt valg ved ikke at deltage i screeningsprogrammet, siger organisationens direktør, Leif Vestergaard, til DR Nyheder.

Læs artikel Over 18.000 kvinder fejlagtigt frameldt brystkræftscreening

Hvis en kvinde melder fra, skal regionen give den praktiserende læge besked, lyder forslaget, men det kræver en lovændring. Det er i dag ikke tilladt, at regionen videregiver fortrolige patientoplysninger til fx den praktiserende læge. Forslaget bliver positivt modtaget af politikere fra begge fløje, skriver dr.dk.

”Mange har et væsentligt mere fortroligt forhold til deres egen læge end til regionen. Det er lægen, man som borger henvender sig til med problemer, og det kan vi godt tænke over at bruge konstruktivt, for at få flere gjort opmærksomme på screeningerne,” siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.

Også socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen er positiv:

”Jeg vil gerne være med til at tale for en lovændring. Det er et godt forslag fra Kræftens Bekæmpelse,” siger han.