Skip to main content

Regioner afviser sjusk med psykiatri-mia.

Det er for nemt, når Sophie Løhde besvarer lægernes bekymring med et spørgsmål om, hvordan regionerne forvalter psykiatri-pengene, mener Charlotte Fischer (R), Danske Regioner.

Charlotte Fischer (R): "At tegne et billede af, at vi har fået 2,2 milliarder, som ligger og sejler rundt og ikke bliver brugt på psykiatrien, synes jeg ikke, er i orden".
Charlotte Fischer (R): "At tegne et billede af, at vi har fået 2,2 milliarder, som ligger og sejler rundt og ikke bliver brugt på psykiatrien, synes jeg ikke, er i orden".

Klaus Larsen kll@dadl.dk

15. sep. 2016
3 min.

Regionerne ser gerne, at udredningsgarantien på 30 dage i børne- og ungdomspsykiatrien fjernes i sin nuværende form – eller i hvert fald gøres mere fleksibel.

Onsdag erklærede den radikale forkvinde for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg, Charlotte Fischer, at garantien var ”et fejlskud”, efter af 50 yngre læger og psykologer i et åbent brev skrev, at udredningsgarantien skaber et pres, der går ud over kvaliteten af diagnoserne og behandlingen.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) spillede bolden tilbage og mente, at regionerne og de 50 brevskrivere burde være i stand til at håndtere presset med de ekstra midler, som er bevilget til psykiatrien:

Løhdes milliarder

”Både jeg og adskillige af Folketingets partier undrer os meget over, hvad der er blevet af de over to milliarder kroner (2,2 mia. kr., red.), der er afsat ekstra til psykiatrien i regionerne”, skrev hun blandt andet.

Men det burde ministeren vide selv, skyder Charlotte Fischer tilbage:

”Regionerne afrapporterer løbende med regeringen, hvad vi bruger pengene til”, siger hun. Charlotte Fischer tilføjer, at de 2,2 milliarder i øvrigt skal tages med et gran salt:

”Til nu er der udbetalt penge for 2015 og 2016. I alt 1,075 mia. kr., altså under halvdelen”, siger Charlotte Fischer. Hun opfordrer til at se de 2,2 mia. kr. i et større perspektiv:

”2,2 mia. kr. lyder af meget – og vi er meget glade for dem og har tænkt os at bruge dem klogt”, understreger hun. ”Men 2,2 mia. kr. er altså under 3 pct. af det samlede psykiatribudget. Og af de penge, som allerede er udbetalt, er kun omkring 500 mio. anvendt til driften”.

Det er ikke kun ministeren, der antyder, at regionerne har rod i pengesagerne. Onsdag sagde formanden for Folketingets sundhedsudvalg Liselott Blixt (DF) til Information:

”Det virker, som om at når vi propper pengene ind i psykiatrien, fiser de ud igen den anden vej. Er det, fordi regionerne sparer et andet sted? Det vil jeg holde sundhedsministeren op på”. Det får denne kommentar fra Charlotte Fischer:

”Vi kan sikkert gøre det endnu bedre, men at tegne et billede af, at vi har fået 2,2 milliarder ud, som ligger og sejler rundt og ikke bliver brugt på psykiatrien, synes jeg ikke, er i orden. Hvis man får det til at lyde, som om vi sidder og sløser med pengene, kan det godt være, at opbakningen til vores velfærdssamfund begynder at vakle”, siger Charlotte Fischer.

50 pct. flere patienter

Børne- og ungdomspsykiatrien kan ikke følge med tilstrømningen, som er vokset med 50 pct. på bare fem år.

I 2010 var der 21.047 patienter i behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. I 2015 var det ifølge tal fra Danske Regioner steget til 30.383.

I den samme periode steg antallet af ambulante henvendelser tilsvarende – fra 113.765 til 183.606.

- På den baggrund: Hvad er alternativet til udredningsgarantien?

”Vi vil ikke afskaffe udredningsgarantien, for der er ingen, der vil tilbage til gamle dage med lange ventelister”, forklarer Charlotte Fischer.

”Men vi vil gerne bløde den op, så vi ikke skal sidde og måle så hårdt, at det går ud over den faglige kvalitet. Hvordan det kan ske, har vi ikke diskuteret endnu, og jeg er meget åben. Politik må bare ikke komme til at overskygge fagligheden”, siger Charlotte Fischer.

- Du taler om at skabe bedre kvalitet. Kan man gøre det med de eksisterende ressourcer?

”Det skal vi kunne. Vi skal finde måder at hjælpe kommunerne og de praktiserende læger med vores ekspertise, så de bliver bedre til at opspore børn og unge tidligt. Måder at hjælpe forældre og skoler på. Det lyder langsigtet i en her-og-nu-debat. Men det er en diskussion, vi er nødt til at have, for psykiatrien vil aldrig kunne følge med, hvis den udvikling fortsætter”, siger Charlotte Fischer.