Skip to main content

»Så slemme er vi læger da ikke?«

Klaus Larsens »Livet som Indsats« er en tankevækkende bog om medicinens historie. Med velskrevne fortællinger udfordrer Klaus Larsen læserne til at reflektere over lægevidenskabens udvikling og fejltagelser. Bogen er både underholdende og provokerende, og den minder os om vigtigheden af kritisk tænkning og videnskabelig dokumentation i medicinske praksis, skriver anmelder og praktiserende læge Berit Enggaard Kaae.

Cover: Gyldendal
Cover: Gyldendal

Berit Enggaard Kaae

11. jan. 2024
3 min.

Fakta og vurdering

Livet som Indsats – galskab og gennembrud i medicinen

Jeg krummede tæer flere gange undervejs i læsningen af Klaus Larsens imponerende bog »Livet som indsats« og følte mig måske også lidt provokeret. Så slemme er vi læger da ikke?  Så kan du, kære læser, måske tænke: hvorfor overhovedet anmelde en bog, som får én til at krumme tæer? Den skal anmeldes, fordi det er en vigtig, velskrevet, skræmmende, underholdende og gennemdokumenteret bog om lægevidenskabens udvikling. En bog, der minder os om, hvad vi står på skuldrene af – nemlig en kort historie med brug af videnskabelige principper og en meget lang historie med brug af fornemmelser, fortællinger, magi og større hensyn til egen vinding og karriere end til patienten.

Klaus Larsen vil som journalist i Ugeskrift for Læger være kendt af mange læsere, fordi han jævnligt skriver artikler om medicinens historie. Klaus Larsen har selv i et interview med forlaget beskrevet bogen således: »En samling af alle de skøre og mærkværdige ting, der er sket i medicinens historie, og ikke mindst de tilfældigheder, der har ført til nogle af de største gennembrud inden for medicinsk behandling«.

»Bogen er tankevækkende og minder os om at være ydmyge i forhold til, hvad vi gør. Vi skal være kritiske, turde stille spørgsmål til, hvad vi gør, og hele tiden læne os op ad videnskabelig dokumentation« Berit Enggaard Kaae, praktiserende læge

Som læger ved vi jo godt, at det ikke er mange hundrede år siden, at vores fortidige kollegers virke var baseret på Galens teori om humoralpatologi (blod, slim, sort og gul galde). Denne teori førte f.eks. til åreladning, som blev brugt i hundredvis af år og har slået utallige, syge patienter, inkl. en af vore konger, ihjel. Vi ved også, at vores forgængere gjorde brug af arsenik, kviksølv og andre giftstoffer, og at det var muligt at købe kokain og morphin uden recept og ovenikøbet give det til børn, der desværre ikke altid overlevede behandlingerne. Psykiatriens dårekister, insulinchok og brug af kolde afvaskninger hører jo heldigvis fortiden til, men dog en ikke så fjern fortid. Men vi skal også vide, at der gik alt for mange år, før der blev stillet spørgsmål ved disse metoder.

Bogen er tankevækkende og minder os om at være ydmyge i forhold til, hvad vi gør. Vi skal være kritiske, turde stille spørgsmål til, hvad vi gør, og hele tiden læne os op ad videnskabelig dokumentation. Fremtiden vil bedømme os, som vi nu kan bedømme fortiden i denne absolut læseværdige bog. Bogen anbefales til alle, der kan lide at blive godt underholdt, men bestemt også provokeret til eftertanke.