Kun ganske få patienter, der lider af noget andet end kræft, modtager smertelindring på hospicer og palliative afdelinger, viser undersøgelse. Også den geografiske dækning er skæv, ligesom indsatsen ikke dækker behovet. Oprust området, siger Lægeforeningen.
Næsten alle patienter, der modtager specialiseret palliativ indsats (SPI) rundt omkring på landets hospicer og palliative hospitalsafdelinger lider af cancer. Kun fire pct. har en anden alvorlig sygdom.
Det fremgår af en netop publiceret statusartikel om den specialiserede palliative indsats i Danmark.
Som forfatterne skriver i deres konklusion: ”SPI (Specialiseret Palliativ Indsats, red.) kommer fortsat først og fremmest kræftpatienter til gode og i meget begrænset omfang andre diagnosegrupper”.
Ikke kun adgangen til palliation er ulige, det er den geografiske dækning også.
Hvor Region Nordjylland har tre palliative afdelinger med sengepladser på hospitalerne, har Region Midtjylland slet ingen. Og hvor Region Sjælland har ca. 50 hospicesenge pr. million indbyggere, har Region Nordjylland under 40.
Artiklen viser ligeledes, at kapaciteten er utilstrækkelig.
NGOen European Association for Palliative Care (EAPC) vurderer behovet i Danmark for f.eks. palliative sengepladser til at ligge på 550, mens der er behov for 57 udgående palliative team med døgndækning. I øjeblikket – tallene er fra 2016 – findes der 332 sådanne sengepladser på hospicer og hospitalsafdelinger og 26 udgående team. Altså langt under det anbefalede niveau.
Uligheden får Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, til at reagere.
”Det lyder som et meget skævt tal”, siger han om de 96 pct. kræftpatienter.
”Det kan afspejle, at der har været rigtigt stort fokus på vigtigheden af palliation i forskellige kræftplaner, og at det drejer sig om en stor patientgruppe. Men det betyder jo ikke, at der ikke er behov inden for andre specialer også. I første omgang er det rigtig vigtigt, at de andre specialer får forholdt sig til hvornår og på hvilket niveau, der er det behov”, siger han.
I hans optik kunne palliation f.eks. indtænkes i de retningslinjer, som de enkelte videnskabelige selskaber udarbejder, ligesom det burde være en naturlig del af de relevante nationale kliniske retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen står bag.
Helt overordnet handler det om at få viden og anvendelse bredt ud.
”Der er stort behov for at få løftet den palliative indsats, både den specialiserede og den basale. Det handler om at få kapaciteten op men også at få viden og kompetencer bragt i spil”.
De specialiserede smertelæger gør da også et stort arbejde med at formidle viden, fremgår det af den videnskabelige artikel.
Således rådgiver 80 pct. af afdelingerne og 30 pct. af hospicerne andre sundhedsprofessionelle i form af tilsyn, og tre fjerdedele af dem yder telefonisk rådgivning – dog ikke altid døgndækket. Også undervisningsaktiviteten er høj.
Der er imidlertid ikke nogen klarhed over effekten, ligesom der mangler koordination, noterer forfatterne sig.
Dermed risikerer sundhedsvæsenet at komme til kort i forhold til de forventninger, der efterhånden er bygget op.
Som forfatterne skriver:
”Der er stillet krav om, at fagpersonerne i SPI påtager sig en stor del af kompetenceudviklingen på det basale niveau og desuden er tilgængelige for rådgivning hele døgnet alle ugens dage. Status over det specialiserede palliative niveaus kapacitet og tilgængelighed kan give anledning til tvivl om, i hvor høj grad det er muligt at indfri samfundets forventninger og myndighedernes krav”.
Læs også: Stort smertetema i Ugeskriftet
Læs også: Den svære samtale kan gøres lettere
