Syge læger går da på arbejde
Læger har klart det laveste sygefravær blandt alle sygehusansatte, men til gengæld går de ofte syge på arbejde, viser ny undersøgelse.
Læger har klart det laveste sygefravær blandt alle sygehusansatte, men til gengæld går de ofte syge på arbejde, viser ny undersøgelse.
Betændelsen fra begge øjne løb ned i kanten af operationsmasken, da Line Engelbrecht Jensen, der nu er reservelæge på Køge Sygehus, var på arbejde. Den bragende øjenbetændelse var brudt frem dagen inden, og hun tørrede konstant betændelsen væk fra de hævede øjne, mens hun var på en aften-natte-vagt for cirka et år siden.
”Det var halvsvært at passe mit arbejde, men på ingen måde umuligt, så selvom øjenbetændelse er ret smitsom, var jeg jo ikke rigtig syg og måtte bare vaske og spritte hænder hele tiden. Jeg kunne ikke være bekendt at blive hjemme af hensyn til mine kollegaer”, forklarer Line Engelbrecht Jensen i telefonen, mens hun tilfældigvis netop denne dag ligger syg i sengen. På en fridag.
Hun illustrerer dermed en ny undersøgelse fra Yngre Læger, der viser, at lægerne har lige så mange sygenærværsdage – hvor man går på arbejde trods sygdom – som reelle sygefraværsdage, hvor man melder sig syg og bliver hjemme under dynen. Mens de yngre læger i gennemsnit har haft 4,5 sygefraværsdage i det seneste år, har de samtidig haft 4,6 sygenærværsdage.
”Hvis jeg fejler noget meget smitsomt eller er så syg, at jeg ikke kan varetage mit job på en forsvarlig måde, melder jeg mig syg. Men hvis jeg i øvrigt har et fuldt ambulatorium, kan jeg ikke tillade mig at lægge mig syg, for så bliver alle aftalerne enten aflyst til ulempe for patienterne eller flyttet over på mine kollegaer, der så får ekstra travlt. Og hvis jeg lægger mig syg på en aften-natte-vagt, skal en anden kollega dække ind for mig. Så kan jeg lægge mig på sofaen, mens en anden får ødelagt sin aften. Derfor skal der rimelig meget til, før jeg melder sig syg. Hvis jeg blot er forkølet eller har en grim hoste, går jeg på arbejde, og sådan tror jeg de fleste læger har det”, siger Line Engelbrecht Jensen.
Fakta
Ifølge de seneste tal for sygefravær fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor har lægerne klart færrest sygedage blandt hospitalsansatte med 5-6 dage om året afhængig af lægetype, og dermed halvt så mange som eksempelvis lægesekretærer og sygeplejersker. Den tendens fandt forskerne også i den såkaldte hospitalsundersøgelse fra 2008 – foretaget af Center for Forskning vedr. Sygefravær og Udstødning – hvor ca. 2.300 hospitalsansatte på et stort regionalt sygehus blev udspurgt om sygefravær. Her havde lægerne i gennemsnit tre sygefraværsdage på et år, fysioterapeuter syv dage, sygeplejersker otte dage, sekretærer otte dage, mens rengøringspersonale og portører havde 12 dage.
”Helt grundlæggende handler det om, at jo større socioøkonomisk status, jo lavere sygefravær, og derfor har læger så lavt et sygefravær i forhold til andre”, siger Johan Hviid Andersen, professor og overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning, der var med til at lave undersøgelsen.
Så langt, så godt. For undersøgelsen af de hospitalsansatte var en del af en større undersøgelse, der dykkede ned i begrebet sygenærvær hos over 14.00 tilfældigt udvalgte personer af den danske ”kernearbejdsstyrke”, dvs. personer med fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Her var konklusionen, at mere end 70 pct. går syge på arbejde mindst en gang i løbet af et år. Det er altså ikke kun læger, der føler sig kaldet til at gå syge på arbejde.
Der blev ikke kigget på forskellene faggrupperne imellem, altså om lægerne oftere går syge på arbejde end andre faggrupper. Men ifølge undersøgelsen var den hyppigste grund til at gå syg på arbejde at vise ”hensyn til kollegaer”. Enten fordi arbejdsbyrden for dem, der kommer på arbejde, bliver større, når der er sygefravær, eller at kollegaerne vil blive tvunget på arbejde på fri- eller feriedag. Desuden går ansatte, der er meget dedikerede til deres arbejde og samtidig har med mennesker at gøre, oftere syge på arbejde end andre, forklarer Johan Hviid Andersen.
”Og her passer lægerne perfekt ind. Så selv om vi ikke ved præcist, om lægerne oftere går syge på arbejde end andre, må man formode, at lægerne tilhører en af de grupper, der har højt sygenærvær”, siger Johan Hviid Andersen.
Det er ekstremt sjældent, at aftaler med patienter aflyses på grund af sygdom blandt læger, så på den måde føler mange læger sikkert, at de er uundværlige, og møder op, selv om de er syge. Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.
Netop dedikationen til arbejdet og en stor ansvarsfølelse for patienter og kollegaer er formentlig grunden til, at lægerne går syge på arbejde, siger formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke.
”Vores arbejde er tit bundet op på den enkelte læge, så hvis man ikke dukker op, er der et hul. Det er ekstremt sjældent, at aftaler med patienter aflyses på grund af sygdom blandt læger, så på den måde føler mange læger sikkert, at de er uundværlige, og møder op, selv om de er syge”, siger Camilla Rathcke.
Er det godt eller skidt, at læger møder syge på arbejde?
”Det er skidt. Det er fint, at man som læge er dedikeret og tænker sig grundigt om, inden man lægger sig syg. Men vi skal behandle patienter, og så skal vi ikke møde uoplagte og ufokuserede på arbejde og ikke mindst med risikoen for at smitte andre”, siger Yngre Læger-formanden og peger også på den særlige kultur blandt læger.
”Vi har nok stadig en kultur, hvor vi ikke er så gode til at passe på hinanden. Vi hylder hellere dem, der kommer syge på arbejde, end dem, der bliver hjemme, så de ikke smitter os andre. Men at være læge er et hårdt job, så derfor skal vi passe på os selv og blive hjemme, når vi er syge. Både af hensyn til patienterne, men også af hensyn til os selv, så vi ikke brænder ud i en for tidlig alder”, siger Camilla Rathcke.
For Line Engelbrecht Jensen handler det også om, at hun under sin uddannelse meget nødigt vil gå glip af vigtige dage.
”Hvis jeg melder mig på syg på en operationsdag, får jeg ikke en anden, og så ryger den læring. Så man er som læge under uddannelse nødt til at vise flaget og møde på arbejde, selv om man nyser lidt. Det ligger helt klart i lægefaget, at der skal meget til, før man lægger sig syg”, siger Line Engelbrecht Jensen, der selv sætter spørgsmålstegn ved netop den kultur.
”Der er ikke nødvendigvis noget forkert i at være loyal over sin arbejdsplads, patienterne og sine kollegaer, men det er forkert at udsætte sig selv eller andre for fare. Barren for, hvornår man er syg nok til at blive hjemme, kunne nok godt sættes lidt lavere”, siger hun.
Undersøgelsen fra Yngre Læger viser også, at jo bedre både balancen mellem arbejdsliv og privatliv og forholdet til den nærmeste leder er, jo færre er antallet af sygedage. Og det er netop ad den vej, løsningen skal findes, mener Camilla Rathcke.
”Løsningen er, at man i ledelsen har fokus på, at det er legitimt at være syg. Det vil være så smukt, hvis man ved morgenkonferencen siger, hvor mange der er raske, og ikke, hvor mange der er syge. Og hvis ledelsen sørger for ekstra kapacitet, så man ikke skubber arbejde over på sine kollegaer, når man er syg, så er det også en løsning. Men selvfølgelig har vi selv som læger et ansvar, for vi negligerer nok vores egen sygdom længere, end godt er, fordi kulturen er, at vi som læger i hvert fald ikke kan blive syge. Det skal vi som gruppe blive bedre til at erkende”, siger Yngre Læger-formanden.