Content area

|

»Problemerne efter Svendborgsagen mangler at blive løst««

Budskabet bag #DetKuHaVæretMig er stadig relevant, fordi læger ingen retssikkerhed har i et travlt sundhedsvæsen, siger formand for Læge­ansvarsudvalget. Hun peger på, at Svendborgsagen har ført til mere defensiv journalføring, men også mere åbenhed om, at læger kan fejle. Defensiv medicin og journalføring bekymrer ikke ledende overlæge.
Læger deltager i et online-fakkeloptog og sætter gang i #DetKuHaVæretMig. Fra venstre hjørne: Peder Ahnfeldt-Mollerup, Karina Korsgaard Grøn, Kirsten Skipper-Mortensen, Sine Mette Øgendahl Buus, Mette Høybye Pickel.
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

Ilden fra faklen blafrer og lyser op på den mørke baggrund. Ved siden af faklen springer det velkendte #DetKuHaVæretMig i øjnene.

Flere læger har siden Kristian Rørbæk Madsens død tilføjet en ramme til deres profilbilleder på Facebook og har på den måde lavet et onlinefakkeloptog til ære for overlægen på Anæstesiologisk-intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH).

Kristian Rørbæk Madsen var en central del af #DetKuHaVæretMig-bevægelsen. I debatindlægget »Pas på køen ved håndvasken« i Ugeskrift for Læger i november 2017 skrev han, at dommen over Svendborglægen var en bombe under sundhedsvæsenet. Han skrev også, at direktionen ikke har fingeren på pulsen i forhold til den kliniske virkelighed, og det var især i forhold til tidstro dokumentation.

»Det er ikke blot ,vore yngste læger, som er utrygge'. Vi står lige ved porten til den ultradefensive medicin, hvor ,patienten først' er en utopi«, skrev han i indlægget, der førte til, at han blev indkaldt til samtale med ledelsen på OUH.

Når hashtagget florerer igen, skyldes det først og fremmest, at mange læger har brug for at rette en tak mod Kristian Rørbæk Madsen, siger Susanne Scheppan. Hun er speciallæge i anæstesiologi på Aarhus Universitetshospital og formand for Lægeansvarsudvalget i Lægeforeningen, der rådgiver læger i klage- og tilsynssager.

Dernæst skyldes det, at Svendborgsagen og budskabet bag #DetKuHaVæretMig fortsat er relevant, og problemerne mangler at blive løst, siger hun.

»#DetKuHaVæretMig viser, at hvis vi har nogle læger, som tør stå frem og gøre opmærksom på uretfærdighed og lægers retssikkerhed, så bakker andre læger og sundhedsgrupper op. Man kan samle en græsrodsbevægelse på tværs af hele landet til at kæmpe for en sag. Det skal vi bl.a. takke Kristian for. Der er ingen tvivl om, at det, han har gjort, rækker videre og giver os en tro på fællesskabet. Hvis vi står sammen som læger, kan vi opnå meget«, siger hun og fortsætter:

»Derudover mangler mange af problemerne efter Svendborgsagen at blive løst. Selvom Højesteret har afsagt dom, og sagen er afsluttet, har det ikke løst det problem, vi som læger står med: At vi mangler retssikkerhed i et presset sundhedsvæsen, der er så belastet og underbemandet med speciallæger, at vi har svært ved at drifte eller supervisere, og hvor vi lever med frygten for at begå fejl grundet den høje arbejdsbelastning«, siger hun.

At budskabet bag #DetKuHaVæretMig fortsat er relevant, mener også yngre læge Johanne Rask, der står bag onlinefakkeloptoget på Facebook. Johanne Rask er under hoveduddannelse i almen medicin.

Hun mener, at det særlige ved Kristian Rørbæk Madsen var, at han turde stå frem med nogle frustrationer, som alle delte, og at han gjorde det sobert og kompetent. Han var forbilledligt dygtig, ærlig og skarp, siger hun.

»Et onlinefakkeloptog var på en måde lidt i hans ånd, når nu han var en af dem, der var med til at samle lægerne online og sætte arbejdsmiljø på dagsordenen. Faklen symboliserer også ildsjælen og en kamp eller fakkel, der vil blive båret videre af mange andre hænder. Derfor lavede jeg fakkeloptoget«, siger Johanne Rask.

Defensiv medicin og journalføring

Nogle af de problemer, der ifølge Susanne Scheppan mangler at blive løst, er defensiv medicin og journalføring, der bl.a. opstår i frygten for at få en klage- eller tilsynssag, siger hun.

Susanne Scheppan har været i Lægeansvarsudvalget siden 2014 og har været formand siden juni 2018. Hun har både som medlem af udvalget og som speciallæge i anæstesi og intensiv medicin oplevet en udvikling i øget defensiv journalføring efter Svendborgsagen.

»Der er ingen tvivl om, at Svendborgsagen har gjort, at vi taler mere om usikkerhed, angst og nervøsitet for at stå i situationer, hvor man kan komme i lignende problemstillinger som Svendborglægen, f.eks. klage- og tilsynssager«, siger Susanne Scheppan.

At flere læger kan opleve klage- og tilsynssager, fremgår af flere tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Nye tal fra Årsberetningen for klagesager fra november 2018 viser, at Styrelsen for Patientsikkerhed modtog 5.600 nye klager over sundhedsfaglig behandling i 2017. Det svarer til en stigning på knap 9,8 pct. i forhold til året før.

I 2015 afgjorde Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn mere end 1.500 enkeltsager mod læger, og i 2017 afgjordes 1.824 sager, viser Nævnets årsberetning for 2017.

Samtidig viser forskning, at det har konsekvenser for den enkelte læge at få en klagesag.

I en statusartikel i Ugeskrift for Læger skriver Søren Birkeland, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet, og Ole Nørskov, Lægeansvarsudvalget i Lægeforeningen, at læger bliver påvirket, når de har en klagesag. Læger kan have store følelsesmæssige reaktioner, og klager kan medføre tabu og defensiv medicin, skriver de.

Svendborgsagen udløste kampagnen #DetKuHaveVæretMig © clausboesen.dkSvendborgsagen udløste kampagnen #DetKuHaveVæretMig © clausboesen.dk

Blodsukker er fast rutine

På Fælles Akutmodtagelse på OUH siger ledende overlæge Michael Hansen-Nord, at Svendborgsagen har medført, at alle akutte patienter nu får målt blodsukker.

»I vores start på akutte patientforløb tager vi nogle blodprøver, som vi har forhåndsdefineret ud fra 30 kliniske tilstande. Her er blodsukker kommet med på alle rekvisitioner. Vi måler blodsukker på alle vores initiale blodprøver, og det gjorde vi ikke før Svendborgsagen«, siger Michael Hansen-Nord.

Er det altid relevant at måle blodsukker?

»Det er ikke altid relevant at måle blodsukker, men det er ikke altid, vi får slået op i journalerne, inden patienterne ankommer. Vi opdager stadigvæk nogle situationer, hvor lavt blodsukker kan være en differentialdiagnose. Og type 1- og 2-diabetes er tilstande, vi ser meget hyppigt, så derfor giver det god mening at tage blodprøven. Derfor besluttede vi, at blodsukker er en del af de initiale prøver«, siger Michael Hansen-Nord.

Derudover siger overlægen, at der ikke har været mange ændringer i praksis som følge af Svendborgsagen.

»Da sagen rullede, holdt jeg informationsmøder med de læger, der indgår i det medicinske beredskab, og roste dem, fordi jeg synes, de gør en kæmpe indsats i det daglige. Jeg fortalte dem, at de ikke skulle ændre praksis i dokumentationsmåden – deres tilgang er patientsikker. På de halvårlige skemalagte trivselsmøder med de medicinske vagthold, hvor YL sætter dagsordenen, er Svendborgsagen aldrig blevet bragt op«, siger Michael Hansen-Nord, der dog har en oplevelse af, at journalnotater er blevet længere, og at der er flere gentagelser end tidligere.

»For år tilbage lavede vi i Region Syddanmark en ny journalmetode for at se, hvordan vi kunne undgå gentagelser, og det gik godt. Men nu står der det samme flere gange, og det kunne være afledt af Svendborgsagen«, siger Michael Hansen-Nord.

Han understreger, at det er en fornemmelse, han har, og at han ikke har undersøgt årsagerne til de lange journaler med mange gentagelser i dybden.

#DetKuHaVæretMig viser, at hvis vi har nogle læger, som tør stå frem og gøre opmærksom på uretfærdighed og lægers retssikkerhed, så bakker andre læger og sundhedsgrupper op. Man kan samle en græsrodsbevægelse på tværs af hele landet til at kæmpe for en sag. Det skal vi bl.a. takke Kristian for

Susanne Scheppan, formand for Lægeansvarsudvalget i Lægeforeningen og speciallæge i anæstesiologi.

»Vores journal er ødelagt«

Ifølge formand for YL, Helga Schultz, giver journalføringen efter Svendborgsagen en defensiv måde at være læge på.

»I stedet for at fokusere på, hvordan man får det rigtige til at ske med en patient, er fokus på, hvordan man skal formulere sig i journalen, hvis ,nogen' skulle komme efter dig. Og det er et ærgerligt fokus. Det ene udelukker bestemt ikke det andet. Vi skal vide, hvordan vi opfører os juridisk korrekt, og der skal også være nogen, der kontrollerer os i Styrelsen for Patientsikkerhed. Men jeg synes, det har givet en defensiv måde at være læge på, der er helt forkert«.

Hvad er problemet ved det?

»I dag er fokus rykket over på dokumentation og it frem for det, der har fungeret langt hen ad vejen, nemlig at man tværfagligt og menneskeligt arbejder sammen om at gøre det bedste for patienten. Det, synes jeg, er et sørgeligt skift«.

Hvorfor er det er sørgeligt skift?

»Det har ødelagt vores journal. I alle journaler skal der f.eks. stå, at ,patienten er informeret om ovenstående plan og samtykker'. Men hvad betyder det? Det er der ingen, der ved. Det skal kun bruges til, hvis nogen skulle komme efter mig. Det er vigtigere, at lægen føler sig overbevist om, at patienten rent faktisk har forstået og eventuelt gentaget planen. Men igen: Det ene udelukker ikke det andet, og det er vigtigt at tage stilling til, hvilket fokus man har, og hvilken måde man vil være læge på«.

Er det ikke forståeligt, at man dækker sig ind på den måde som yngre læge?

»Det er helt forståeligt, at det er endt sådan med al den hype, der har været. Folk er blevet bange og tænker over, hvordan det ville være, hvis de selv skulle igennem en retssag. Men når man er kommet sig over den tanke og kommer tilbage til hverdagen, skal man have brede skuldre nok til at tage stilling til, hvordan man ønsker at arbejde som læge. Man kan f.eks. spørge sig selv: ,Vil jeg være med til, at vores journaler bliver tæt på umulige at læse?'. Jeg sletter ofte den præfabrikerede linje om samtykke i journalen, på nær hvis det har fyldt særligt i samtalen med patienten«, siger Helga Schultz.

Direktør: Vi fik ikke inddraget de yngre læger nok

Peder Jest, lægelig direktør på OUH og Svendborg Sygehus, siger, at Svendborgsagen har haft konsekvenser, og at miljøet på afdelingerne har ændret sig.

»Den har påvirket vores kliniske praksis på en række områder. Der en agtpågivenhed hos lægerne omkring at blive taget på det forkerte ben, men samtidig har Svendborgsagen ført til en øget åbenhed. Vi har lært meget og har erkendt, at vi skal arbejde sammen. Det er gode ændringer«, siger Peder Jest.

Han siger, at Svendborgsagen åbnede hans øjne for forholdet mellem ledelse og ansatte.

»Ledelserne har været fokuseret på produktivitet og forbedring, men nu er der mere fokus på en organisation for alle parter. Vi har været for langt væk fra lægegrupperne. Svendborgsagen har lært os, at vi ikke har inddraget de yngre læger nok«, siger han og forklarer, at han er ked af den stigmatisering, der følger med ordet »Svendborgsagen«. Det er en national problemstilling, siger Peder Jest.

Peder Jest mener, at de yngre læger skal lære, at intet er perfekt, og at ingen nødvendigvis har ret.

»Alting kan ikke gøres 100 pct. perfekt. Det tillader hverken systemerne eller tidsfaktorerne. Det er et risikofyldt job at arbejde på et hospital, at møde andre menneskeskæbner, at lære at tage beslutninger og at få dokumenteret alle detaljer. Man må finde ballast i sig selv med den baggrund, man har, og med de kolleger, der står klar som bagvagter. Og så kan man altid komme til sin ledende overlæge eller henvende sig direkte til mig«, siger Peder Jest.

Styrelsen: Journalen står aldrig alene

Helle Borg Larsen, kontorchef i Sundhedsjura, Styrelsen for Patientsikkerhed, siger, at de også inddrager lægens egen vinkel i tilsynssager.

Hvad lægger Styrelsen for Patientsikkerhed vægt på i journalerne, når I fx indleder en tilsynssag?

Vi bruger journalen som et led i at afklare hændelsesforløbet og til at få information om, hvad der er vurderet, og hvilke undersøgelser og behandlinger der er udført. Vi vil dog også samtidig bede sundhedspersonen eller behandlingsstedet om en redegørelse. Journalen står således aldrig alene i vores vurdering af, om der fremadrettet kan være en risiko for patientsikkerheden.

Hvornår har en læge skrevet tilstrækkeligt i en journal?

Journalen er et arbejdsredskab for lægen til at sikre, at patienten får en god og sikker behandling. Hvornår der er skrevet tilstrækkeligt, afhænger selvsagt af den enkelte situation og det enkelte speciale. Inden for nogle specialer er det nødvendigt med et meget detaljeret journalføring, mens det i andre sager kan være tilstrækkeligt, at journalføringen er mere summarisk. Det afgørende er først og fremmest, om behandlingen har været forsvarlig og i den forbindelse om journalføringen har understøttet dette. Hvorvidt der er behandlet og journalført korrekt, inddrager vi sagkyndige inden for det pågældende speciale til at bedømme.

Er det vigtigt, at dokumentationen er tidstro?

Man skal journalføre i forbindelse med eller snarest muligt efter patientkontakten. Det er således ikke et absolut krav om øjeblikkelig journalføring. Hvis man umiddelbart efter at have tilset en patient bliver tilkaldt til en akut patient, må man gerne vente med at journalføre til senere, men man skal af hensyn til patientsikkerheden normalt journalføre, inden man går hjem. Det er i øvrigt arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de grundlæggende rammer er på plads for, at det er muligt at journalføre tids nok.

Lov om journalføring skal ændres

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fremsatte i januar 2018 otte punkter til en tillidspakke, der skulle genetablere tilliden imellem sundhedsvæsenet og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Arbejdet med tillidspakken er stadig ikke afsluttet. F.eks. skal Sundhedsministeriets arbejdsgruppe om journalføring lande deres rapport, siger Susanne Scheppan, der er med i arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen blev nedsat i kølvandet på Svendborgsagen og skal komme med forslag, der skal indgå i en revision af journalføringsbekendtgørelsen i en rapport. Revisionen kommer i det nye år, siger hun.

Problemet er, at mange læger er usikre på, hvor meget de skal journalføre, siger Susanne Scheppan, og det handler for mange om, hvornår de har gjort det godt nok i forhold til Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Svendborgsagen og i det hele taget de andre klagesager, der har været diskuteret, og #DetKuHaVæretMig-bevægelsen har givet usikkerhed blandt læger om, hvornår man har journalført nok, og det har skabt usikkerhed omkring mundtlige ordinationer«, siger hun.

Susanne Scheppan møder ofte spørgsmål om tidstro journalføring.

»Der står ikke noget om tidstro dokumentation i bekendtgørelsen. Det er en misforståelse. Der står blot i § 9, stk. 3, at det skal ske i forbindelse med eller snarest muligt efter patientkontakten«, forklarer hun og fortsætter:

»Arbejdsgruppen skal se på, hvordan vi kan gøre bekendtgørelsen tidssvarende til de arbejdsforhold og den organisering i sundhedsvæsenet, vi har nu. Vi skal komme med forslag til modernisering og afbureaukratisering af reglerne for journalføring, som sikrer, at man får journalført væsentlige oplysninger og samtidig undgår unødig journalføring«, siger Susanne Scheppan.

Hun finder det positivt, at arbejdsgruppen også skal komme med forslag til initiativer med henblik på at udbrede kendskabet til reglerne om journalføring og god praksis for journalføring.

Læger kan fejle

Susanne Scheppan peger på, at der også er kommet noget positivt ud af Svendborgsagen.

»Det er blevet mere legalt at tale om, at læger er mennesker, der også kan fejle. Der er tales åbent om, at vi er så pressede nu i sundhedsvæsenet, at det ikke kan undgås, at der sker fejl, som kunne være undgået, hvis man fik reduceret arbejdspresset«, siger Susanne Scheppan.

Men der er behov for mere information om sundhedsjura, mener Susanne Scheppan. Hun har undervist siden 2015 og har som følge af Svendborgsagen oplevet flere spørgsmål om mundtlige ordinationer og dokumentation.

»Svendborgsagen og hele den debat, der er kommet blandt læger, har vist, at der er behov for information om, hvad der står i vores love og bekendtgørelser, og hvilken retsstilling man har, hvis man får en klage, og at man kan få hjælp og rådgivning i Lægeforeningen«, siger hun.

Right side

af Niels Krintel Petersen | 09/12
2 kommentarer
af Julius Vindbjerg Nissen | 09/12
1 Kommentar
af Inger Struckmann | 09/12
1 Kommentar
af Brian Jørn Lerche | 09/12
3 kommentarer
af Birgitte Brandstrup | 09/12
1 Kommentar
af Frede Simonsen | 09/12
2 kommentarer
af Henning Kaspersen Nielsen | 08/12
2 kommentarer
af Lars Bjørn | 08/12
3 kommentarer
af Per E. Holstein | 08/12
2 kommentarer
af Vagn Nørskov | 07/12
1 Kommentar