0-3-årige børn henvist til børnepsykiatrisk afdeling

Introduktion: Hyppigheden af indberetninger til Psykiatrisk Centralregister om 0-3-årige steg med 30% i perioden 1996-1998. I dette studie foretages en deskriptiv undersøgelse af 0-3-årige, der var henvist til en børnepsykiatrisk afdeling, med henblik på fordeling af diagnoser, alder, køn og forekomst af psykisk syge forældre.

Materiale og metoder: 0-3-årige børn, der var henvist til børnepsykiatriske afdelinger i Københavns Amt i 1998 og 1999, beskrives ved udtræk fra en kliniske database og hospitalsjournaler.

Resultater : I alt 159 børn blev henvist til børnepsykiatriske afdelinger over en toårig periode, hvilket svarer til en kumuleret incidensproportion på 0,4%. Samlet var dreng/pige-ratioen 1,3:1, men for gennemgribende udviklingsforstyrrelser dominerede drenge med ratioen 6:1. For spiseforstyrrelser var pige/dreng-ratioen 5:2 i den yngste aldersgruppe. Gennemgribende udviklingsforstyrrelse var den hyppigste diagnose blandt de 2-3-årige børn. Diagnosen forekom hos 20 børn, hvilket svarer til en incidensrate på 0,25 per 1.000 per år. Z-diagnoser var de hyppigste diagnoser for de yngste børn, som signifikant hyppigere havde psykisk syge forældre. Social funktionsforstyrrelse, spiseforstyrrelser og tilpasningsreaktioner var hyppige diagnoser hos børn med psykisk syge forældre, men mere end halvdelen havde ingen børnepsykiatrisk diagnose.

Diskussion: Hyppigheden af gennemgribende udviklingsforstyrrelser hos 0-3-årige børn, der var henvist til børnepsykiatriske afdelinger i Københavns Amt i 1998-1999, var dobbelt så høj som gennemsnittet for hele Danmark i 1996-1998. Sociale funktionsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og tilpasningsreaktioner var sammen med Z-diagnoser de hyppigste diagnoser for de yngste henviste børn, og disse havde oftest psykisk syge forældre.

Spæd- og småbørnspsykiatri er et klinisk fagområde, der har været i betydelig udvikling inden for de seneste årtier, i de seneste ti år også i Danmark (1, 2). Forskningen inden for dette område er domineret af kliniske, kasuistiske beskrivelser, og den empiriske forskning er begrænset (3, 4). Den epidemiologiske forskning indskrænker sig til studier af psykiske udviklingsforstyrrelser såsom mental retardering og infantil autisme samt prævalensundersøgelser af forældrerapporteret problematisk adfærd (5). I hvilket omfang barnealderens hyppigste lidelser, emotionelle forstyrrelser, adfærdsforstyrrelser og opmærksomhedsforstyrrelser optræder i de første tre leveår er uafklaret (6).

I et af de få publicerede studier af psykopatologi hos 0-3-årige beskriver Keren et al fra Israel fordelingen af diagnoser hos 113 børn, der var henvist til en børnepsykiatrisk afdeling. I undersøgelsen anvendtes det spæd- og småbarnspsykiatriske klassifikationssystem, Diagnostic Classification 0-3, DC-0-3, der inkluderer diagnostik efter DSM-IV eller ICD-10. De hyppigste diagnoser var spiseforstyrrelser og tilpasningsreaktioner. Forstyrrelser i mor-barn-relationen og psykosociale stressorer blev klassificeret efter DC-0-3, og psykopatologi hos forældrene fandtes at være den væsentligste psykosociale stressor, som forekom hos halvdelen af de henviste børn (7).

Ved et dansk registerstudie blev 529 0-3-årige børn fundet indberettet til Psykiatrisk Centralregister i treårsperioden 1996-1998. De hyppigste diagnoser for de 0-3-årige som helhed var tilpasningsreaktioner og Z-diagnoser (betegner undersøgelser, der ikke har resulteret i en børnepsykiatrisk diagnose). Gennemgribende udviklingsforstyrrelse er den hyppigste diagnose for 2-3-årige. Incidensen af diagnoser hos 0-3-årige estimeres til 0,1%, og der findes en stigning i antallet af indberetninger i undersøgelsesperioden på 30%, som tilskrives en stigende spæd- og småbørnspsykiatrisk aktivitet i Danmark med etablering af to specialafsnit for 0-3-årige i 1992 og 1997. Den hyppige forekomst af Z-diagnoser forklares ved henvisninger af børn med psykosocial risiko, fx børn af psykisk syge forældre (8).

I litteraturen vedrørende psykisk syge forældre beskrives en række psykosociale konsekvenser for børnene (9), men fraset Keren et al's undersøgelse fra Israel foreligger der ikke publicerede undersøgelser af forekomsten af psykisk sygdom hos forældre til 0-3-årige børn med psykiske vanskeligheder.

Formålet med denne undersøgelse er at beskrive: 1) antal og diagnostisk fordeling af 0-3-årige børn, der fra et veldefineret område henvises til en børnepsykiatrisk afdeling, og 2) alder og køn hos henviste 0-3-årige børn og forekomst af psykisk sygdom hos forældrene.

Materiale og metoder

Materialet: Samtlige 0-3-årige børn, der var henvist til de børnepsykiatriske afdelinger i Københavns Amt i en toårsperiode fra den 1. januar 1998 til den 31. december 1999.

Metoder: Der blev foretaget udtræk fra børnepsykiatrisk afdelings kliniske database vedrørende henvisningsdiagnoser, behandlingsforløb samt multiaksial diagnostik med ICD-10-aktionsdiagnoser og klassifikation af psykosociale risikoforhold, herunder psykisk sygdom hos forældrene.

Mangelfuld registrering i databasen blev suppleret efter gennemlæsning af de børnepsykiatriske journaler. Forekomst af psykisk sygdom hos forældrene blev registreret i databasen som henvisningsårsag eller som fund ved det kliniske forløb. Grundlaget for vurderingen var oplysninger fra henviser eller forældrenes egne oplysninger. Ved psykiatrisk behandling af forældrene forelå p sykiatriske speciallægevurderinger og epikriser, men der blev ikke foretaget specifik diagnosticering af forældrene som led i den børnepsykiatriske undersøgelse.

Resultater

Der blev henvist i alt 159 0-3-årige børn i 1997 og 1998. Ud fra baggrundspopulationen af 0-3-årige i Københavns Amt svarer dette til en kumuleret incidensproportion på 0,4%. Der blev henvist 90 drenge og 69 piger, hvilket svarer til en dreng/pigeratio på 1,3:1.

Af de henviste børn blev 66 undersøgt ambulant, og 31 blev dagindlagt på spædbørnspsykiatrisk afsnit. For en tredjedel af alle henviste (53 børn) bestod den børnepsykiatriske indsats i konsulentfunktion til børneafdelingen, obstetrisk afdeling eller socialforvaltningen.

Diagnostisk fordeling på alder og køn

Over halvdelen af de henviste børn var under et år: 84 børn eller 54% var i aldersgruppen 0-1 år, og 51 børn eller 32% var i aldersgruppen 2-3 år. Udviklingsforstyrrelser forekom hos i alt 21 børn, heraf havde 20 diagnosen gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som forekom hos 13% af samtlige henviste børn. Dette svarer til en kumuleret incidensproportion af gennemgribende udviklingsforstyrrelse på 0,5 0 /00 blandt 0-3-årige børn i Københavns Amt over en toårsperiode. Diagnosen gennemgribende udviklingsforstyrrelse forekom hyppigst hos de ældste børn, nemlig hos 35% af alle henviste 2-3-årige. Hyperkinetisk forstyrrelse og adfærdsforstyrrelse forekom hos seks børn, og blandede adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser samt emotionelle forstyrrelser forekom hos i alt 17 børn. Disse diagnoser forekom ligeligt hos børn under og over to år. Z-diagnoser blev givet til 28 børn eller 18% af samtlige henviste børn, men var hyppigst for de yngste, nemlig 21% af de 0-1-årige. Den hyppigst anvendte Z-diagnose var »observation på mistanke om psykisk lidelse«. En stor del af de henviste børn havde ingen diagnose; dette gjaldt 31% af alle og 38% af børnene i aldersgruppen 0-1 år. For de 0-1-årige var det således hyppigst, at barnet ikke fik en selvstændig børnepsykiatrisk diagnose. I denne aldersgruppe forekom der tilpasningsforstyrrelse som hyppigste psykiatriske diagnose for 11 børn eller 13%. Spiseforstyrrelser forekom hos i alt syv børn, heraf var fem under et år. Tilsvarende fandtes en relativ overhyppighed af social funktionsforstyrrelse, herunder reaktiv tilknytningsforstyrrelse hos de yngste børn: af i alt 14 børn med denne diagnose var syv eller halvdelen med diagnosen under et år.

Kønsfordeling

Samlet var der en overvægt af drenge blandt de henviste 0-3-årige. Drenge fandtes at være overrepræsenterede blandt de 2-3-årige, og som det fremgår af Tabel 1 skyldes den samlede overvægt af drenge først og fremmest en signifikant overrepræsentation af drenge blandt børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Piger var overrepræsenterede blandt de 0-1-årige, og der var en overvægt af piger med spiseforstyrrelser, disse forskelle er dog ikke signifikante (p-værdi mindre end 0,2 men større end 0,1).

Psykisk sygdom hos forældre til henviste 0-3-årige

Oplysninger om psykisk sygdom hos forældrene forekom hos 95 børn eller 60% af samtlige henviste.

Diagnostisk fordeling af børn med psykisk syge forældre fremgår af Tabel 2 . Hovedparten af børn med psykisk syge forældre havde ingen diagnose eller en Z-diagnose, og de fleste af disse børn var i aldersgruppen 0-1 år. Social funktionsforstyrrelse, herunder reaktiv tilknytningsforstyrrelse fandtes signifikant hyppigere, og spiseforstyrrelser og tilpasningsreaktioner fandtes ligeledes overrepræsenterede om end ikke signifikant hos børn med psykisk syge forældre. Omvendt var andelen af psykisk syge forældre signifikant sjældnere hos børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Der var en overvægt af piger med psykisk syge forældre, om end ikke signifikant (p mindre end 0,1, men større end 0,05). Samlet fandtes der signifikant flere børn med psykisk syge forældre blandt de 0-1-årige og de 1-2-årige end blandt de 2-3-årige (p-værdi under 0,05). Jo yngre børn, jo højere forekomst af psykisk sygdom hos forældrene; således havde 53% i aldersgruppen 1-3 mdr. psykisk syge forældre, mens andelen var henholdsvis 23%, 17% og 8% i aldersgrupperne 3-6 mdr., 6-9 mdr. og 9-12 mdr.

Diskussion

I en toårsperiode 1998-1999 blev 159 0-3-årige børn i Københavns Amt henvist til en børnepsykiatrisk afdeling, hvilket svarer til en kumuleret incidensproportion på 0,4%. Til sammenligning foreligger der en dansk registerundersøgelse af indberetninger af 0-3-årige til Psykiatrisk Centralregister i 1996, 1997 og 1998, som på landsplan fandt en kumuleret incidensproportion på 0,1% (8). Fraregnes konsulentydelser, som udgjorde en tredjedel af de børnepsykiatriske ydelser over for 0-3-årige i herværende undersøgelse, findes incidensen i Københavns Amt at være dobbelt så høj som for Danmark som helhed. Den mest nærliggende forklaring er de organisatoriske forhold i Københavns Amt, hvor det ene af landets to spædsmåbørnspsykiatriske afsnit er etableret, og hvor der desuden findes et særskilt ambulatorium til undersøgelse af børn med psykiske udviklingsforstyrrelser. Desuden antages incidensstigningen fra 1996-1998 at være fortsat i 1999, men herudover kan reelt større incidens i Københavns Amt end i resten af Danmark ikke udelukkes.

Den relativt hyppige forekomst af gennemgribende udviklingsforstyrrelser i herværende undersøgelse, nemlig 20 børn i 1998-1999, sammenlignet med 58 børn på landsplan i 1996-1998 kan tilsvarende forklares ved øgede muligheder for diagnosticering af 0-3-årige i Københavns Amt, ligesom en reelt højere incidens af gennemgribende udviklingsforstyrrelser ikke kan udelukkes.

Den diagnostiske fordeling af henviste 0-3-årige viste, at for de yngste børn var sociale funktionsforstyrrelser, herunder reaktive tilknytningsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og tilpasningsreaktioner, de hyppigste børnepsykiatriske diagnoser, mens gennemgribende udviklingsforstyrrelser var den hyppigste diagnose for de ældste børn. Dette mønster svarer til indberetninger til Psykiatrisk Centralregister på landsplan i 1996-1998 (8).

Knap en tredjedel af børnene i herværende undersøgelse havde ingen diagnose. Størsteparten uden diagnose var 0-1-årige, og af disse indgår de fleste i denne undersøgelse som konsulentsager, hvor barnet ikke er direkte undersøgt. Herudover er det karakteristisk, at manglende diagnose og Z-diagnoser sammen med tilpasningsreaktioner var de hyppigste diagnoser for de yngste, netop den aldersgruppe, hvor flest af de henviste havde psykisk syge forældre. I denne undersøgelse bekræfter og uddyber vi således fund fra den danske registerundersøgelse: at 0-1-årige børn i vidt omfang undersøges og behandles uden at have egen diagnosticerbar psykopatologi, men med belastninger i miljøet såsom det at have psykisk syge forældre (8). Den høje forekomst af psykisk syge forældre, hos 60% af de henviste 0-3-årige børn, må i et vist omfang tilskrives henvisningspraksis, hvor øget opmærksomhed hos henvisere på børn af især psykisk syge mødre kan bevirke, at relativt mange børn henvises mere på grund af forældrenes vanskeligheder, end fordi barnet selv har tegn på psykisk lidelse. At så relativt få af de yngste børn i herværende undersøgelse har fået en specifik diagnose, kan dog også være udtryk for begrænsninger ved ICD-10, når det gælder diagnostisk klassifikation af små børn (10). Ved Keren et al's undersøgelse kunne samtlige henviste 0-3-årige diagnosticeres efter det multiaksiale spædbørnspsy kiatriske klassifikationssystem DC-0-3 med en specifik primærdiagnose. Keren et al fandt, at halvdelen af de henviste havde psykisk syge forældre som væsentligste psykosociale stressor, og at forstyrrelser i forældre-barn-relationen kunne klassificeres hos knap halvdelen (7).

I herværende undersøgelse havde alle børn med diagnosen social funktionsforstyrrelse, herunder reaktiv tilknytningsforstyrrelse, psykisk syge forældre, hvilket sammenholdt med fund fra den israelske undersøgelse afspejler, at vanskeligheder i tilknytning, kontakt og social funktion er centrale problemer hos små børn med psykisk syge forældre.

På samme måde antages den relativt hyppige forekomst af spiseforstyrrelser hos børn under et år med psykisk syge forældre at hænge sammen med vanskeligheder i mor-barn-tilknytningen, hvilket dog ikke kan afklares yderligere ud fra den herværende undersøgelse. Seks børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelse havde forældre med psykisk sygdom. Dette er et overraskende fund, idet disse tilstande ikke tidligere er beskrevet at være associeret med psykisk sygdom hos forældrene (5).

Der er imidlertid ingen tvivl om, at tilstedeværelsen af psykiske forstyrrelser hos et lille barn kan udløse psykiske vanskeligheder hos forældrene, og at voksenpsykiatrisk og spædbørnspsykiatrisk psykopatologi gensidigt påvirker og forstærker hinanden.

Konklusion

Hyppigheden af samtlige 0-3-årige og af børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, der henvistes til en børnepsykiatrisk afdeling i Københavns Amt i 1998-1999, blev fundet at være betydeligt højere end landsgennemsnittet i perioden 1996-1998.

Sociale funktionsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og tilpasningsreaktioner var sammen med Z-diagnoser de hyppigste diagnoser hos 0-1-årige børn. I denne aldersgruppe forekom psykisk sygdom hos forældrene signifikant hyppigere end hos børn, der var over to år.

Hanne Elberling , Onsgårdsvej 19, 1., DK-2900 Hellerup.

Antaget den 28. oktober 2002.

Amtssygehuset i Glostrup, børnepsykiatrisk afdeling.