Skip to main content

14-årig dreng med ubehandlet læbe-gumme-gane-spalte

Ugens billede.
Ugens billede.

Lea Juul Nielsen, e-mail: lea.juul.nielsen@regionh.dk, & Slaven Boljanovic

6. mar. 2017
1 min.

En 14-årig somalisk dreng, der nyligt var flyttet til Danmark, blev henvist med ubehandlet, medfødt, højresidig, komplet læbe-gumme-gane-spalte. Han havde taleproblemer pga. en udtale, der var svær at forstå for omgivelserne, spiseproblemer, da tynde væsker kom i næsen, samt kosmetiske gener med social stigmatisering og introvert opførsel til følge.

Objektivt fandt man højresidig, komplet læbe-gumme-gane-spalte med svær næsedeformitet, dental malokklusion og rhinolalia aperta. Læbe og næse blev korrigeret i januar 2016 med keiloplastik a.m. Millard/McComb. Der blev planlagt lukning af ganen 3-6 mdr. efter første operation og efterfølgende tandregulering.

Det postoperative forløb var ukompliceret, og ifølge familien blev drengen mere glad og socialt interagerende.

I Danmark opereres børn med læbe-gane-spalte inden for det første leveår, men det er ikke sjældent, at patienter med læbe-gane-spalte i ulande først opereres senere i livet eller forbliver uopererede. Dette kan medføre social stigmatisering pga. udseende og talebesvær.

Pga. ændrede migrationsmønstre kan man i Danmark forvente fremover at skulle tilbyde flere teenagere og voksne korrektion af læbe-gane-spalte.

Publiceret på Ugeskriftet: 6. marts 2017

Interessekonflikter: