Supermotionisme og helbred

Denne statusartikel er baseret på en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse fra 2014 [1], hvor sammenhængen mellem supermotionisme og helbred beskrives.

BAGGRUND

Over en årrække har der været et stigende antal motionsaktive danskere, og i dag motionerer 64% af de voksne regelmæssigt [2]. Stadig flere voksne danskere ønsker at udfordre sig selv inden for udholdenhedsidræt. F.eks. har danskernes deltagelse i maratonløb og ironman aldrig været højere. Sådanne aktiviteter er en stor belastning for kroppen, og der har været debat om og bekymring for eventuelle negative helbredsmæssige effekter, herunder risiko for hjerteproblemer og pludselig død, som kunne tænkes at være forbundet med at træne meget og hårdt i forhold til mere moderate træningsmængder. Motionister, som træner store mængder højintens udholdenhedsidræt, kan betegnes som »supermotionister«. Disse karakteriseres ved, at de
udfører hårde og langvarige træningspas på de fleste
af ugens dage. Det er imidlertid kun en begrænset
andel af befolkningen (under 5%), som er supermotionister [1].

Denne artikels formål er at belyse, om det er skadeligt for helbredet, når udholdenhedsmotion udøves i meget stort omfang. Det er veletableret, at regelmæssig motion i moderat omfang er gavnligt for helbredet, og at den gavnlige effekt af motion øges med stigende mængde motion indtil et vist niveau [3]. Dog er der en grænse, hvor man ikke længere opnår mere sundhed, og muligvis også en grænse, hvor aktiviteten vil være skadelig for helbredet.

SUPERMOTIONISME OG DØDELIGHED

Der er god evidens for, at der er en positiv effekt på
levetid af at være fysisk aktiv, og at der med stigende mængde fysisk aktivitet er faldende mortalitet [3-5]. Denne positive effekt flader dog ud med stigende niveau af fysisk aktivitet (Figur 1). Resultaterne af et dansk studie tyder sågar på, at moderate mængder
løbetræning er at foretrække frem for større mængder [6]. I tråd hermed har det være foreslået, at stigende træningsmængder resulterer i en U-formet mortalitetskurve [5]. Der er dog kun publiceret få større epidemiologiske studier, hvor man har undersøgt supermotionisters mortalitet, og samlet set understøtter resultaterne af disse studier ikke den fremførte mistanke om en U-formet dødelighedskurve [4, 5].
Hvilken motionsmængde, der er optimal i forhold til dødelighed, kan for nuværende ikke afgøres med sikkerhed. At have et højt kondital på niveau med en supermotionist synes dog at være forbundet med en lav dødelighed [7].

At intens udholdenhedstræning skulle være forbundet med øget mortalitet understøttes heller ikke af observationelle studier med tidligere eliteudøvere. Tidligere OL-deltagere lever mindst lige så længe som baggrundsbefolkningen med en tendens til, at udholdenhedsatleter lever længere end atleter inden for styrkebetonede sportsgrene [8].

PLUDSELIG HJERTEDØD

Pludselig død under udøvelse af sport er meget sjældent hos både unge konkurrenceidrætsudøvere (Figur 2) og supermotionister [9]. I forbindelse med maratonløb ses en forekomst på 0,75 dødsfald pr. 100.000 deltagere [11]. Hos personer under 30 år skyldes dødsfaldene som regel ukendt, arvelig hjertesygdom (f.eks. kardiomyopati, ionkanalsygdomme og koronararterieanomalier), og for personer over 30 år er iskæmisk hjertesygdom den hyppigste dødsårsag. Selvom der generelt er en kortvarig øget risiko for pludselig død under selve udfoldelsen af hård fysisk træning på grund af det akutte kardiovaskulære stress, opvejes denne risiko af de positive langvarige effekter af regelmæssig træning, som fører til en markant reduceret samlet risiko for sygdom og død. Forebyggelsesmæssigt er det vigtigt at reagere på eventuelle kardiale symptomer. En nyligt publiceret dansk undersøgelse viste, at ca. 50% af unge ofre for pludselig hjertedød havde symptomer op til den fatale hændelse [9]. Brystsmerter, uforventelig åndenød, besvimelse, nærbesvimelse og svimmelhed kan være udtryk for en underliggende hjertesygdom,
specielt hvis symptomerne opstår under anstrengelse og uden forvarsel. Anstrengelsesudløst synkope er
et absolut faresignal, som skal føre til komplet udredning.

I Danmark gøres der i øjeblikket en indsats for at sikre obduktion af afdøde ved mistanke om pludselig hjertedød med henblik på opfølgende udredning og vejledning af slægtninge [12].

SPORTSHJERTET

Hård fysisk udholdenhedstræning gennem mange år kan føre til udvikling af »sportshjertet«, som er karakteriseret ved hypertrofi og dilatation af hjertet ledsaget af hvilebradykardi og normal eller forbedret pumpekraft [13]. Sportshjertet er typisk et sundt og stærkt hjerte, og de fysiologiske forandringer er en forudsætning for forbedret fysisk præstationsevne.

Forandringerne er i høj grad reversible efter træningsophør. Flere undersøgelser har vist, at en enkeltstående langvarig, hård fysisk konkurrence kan føre til forbigående forhøjelse af hjertemarkører i blodet (kardiale troponiner: cTnI og cTnT), udvidelse af hjertekamrene og nedsat pumpekraft, men den kliniske
betydning heraf er uafklaret [14]. Enkelte mindre observationelle studier har dog vist kroniske forandringer hos ældre supermotionister. F.eks. er der på CT set en højere forekomst af koronarplaque ved hjertet hos maratonløbere end hos en matchet kontrolgruppe [15], og i mindre MR-skanningsstudier har man påvist tegn på fibrose i myokardiet hos midaldrende og ældre maratonløbere [16]. Muligvis er højre ventrikel særligt følsom over for træningsinduceret belastninger, og det er foreslået, at disponerede individer kan udvikle en sygelig tilstand i højre hjertekammer som følge af langvarig udholdenhedstræning [17]. Det understreges, at evidensen herfor er usikker. Der er imidlertid rimelig evidens for at antage, at mange års hård fysisk udholdenhedstræning medfører øget risiko for udvikling af atrieflimren [17]. Ofte vil supermotionister med atrieflimren dog have lav risikoscore for tromboemboliske komplikationer pga. deres i øvrigt favorable risikoprofil forbundet med aktiv livsstil.

Samlet set er der ikke belæg for at antage, at supermotionister udsætter sig for en væsentlig kardial risiko ved deres træning. Det er samtidig ikke muligt at fastsætte en øvre grænse for, hvornår træningsmængden eller intensiteten ikke længere øger sundheden, og der vil utvivlsomt være individuelle forskelle på, hvad der er den optimale træningsmængde.

CELLULÆR MUSKELSKADE

Symptomer som muskelømhed, muskelsvækkelse og kramper er velkendte konsekvenser af langvarig eller uvant træning. Ligeledes kan forandringer i biokemiske markører i blodet efter langvarig træning eller konkurrence indikere cellulær muskelskade. Imidlertid er disse symptomer oftest en godartet konsekvens af aktiviteten og har ikke langsigtede konsekvenser for helbredet. Kun i meget sjældne tilfælde udvikler træningsudløst muskelskade sig til et behandlingskrævende niveau (eksertional rabdomyolyse) [18]. Når rabdomyolyse forekommer efter træning, er det dog typisk i forbindelse med andre disponerende faktorer (f.eks. behandling med statiner, virale infektioner og ekstrem varmestress).

Muskelskade kan forebygges ved gradvis optræning [19], og derfor vil supermotionister, hvis de ikke ændrer træningsform, -intensitet eller -omfang, være mindre udsat for disse symptomer end personer, der påbegynder udholdenhedstræning. Forebyggelse af det sjældne fænomen træningsudløst rabdomyolyse handler formodentlig ligeledes om gradvis træningstilvænning, men også om at undgå visse typer medicin, virale infektioner og ekstrem varmestress i forbindelse med træningen.

OVERBELASTNINGSSKADER

Overbelastningsskader rammer årligt mange motionister, der dyrker løb, triatlon, cykling, svømning eller
roning. Løbetræning er forbundet med størst risiko for skade. F.eks. er maratonløbernes risiko for skade pr.
times udøvelse omkring ti gange større end svømmeres og cykelrytteres [1]. Idrætsudøvere med stor træningsmængde har høj risiko for overbelastningsskader, fordi de træner meget. Men udøvere, der træner meget
(supermotionister), har færre skader pr. træningstime end begyndere eller motionister [1]. Fra et forebyggelsesperspektiv bør udøvere være opmærksomme på,
at smerter efter aktivitet kan være tegn på, at vævet er overbelastet og behøver længere restitution end vanligt. Fornuftig træningsdosering synes at være afgørende både for at forebygge overbelastningsskader og at sikre rehabilitering efter skade.

TRÆNINGSAFHÆNGIGHED

Træningsafhængighed er kendetegnet ved en overdreven og ukontrolleret træningsadfærd med abstinenser ved fravær af træning [20]. Træningen kommer til at fylde hele livet med risiko for tab af sociale relationer og ensidig fokusering på krop og præstation. Træningsafhængighed er ikke en diagnose, men deler symptomer med andre former for adfærdsafhængighed, f.eks. ludomani. Symptomer, som indikerer risiko for træningsafhængighed, er i internationale studier fundet hos 3-10% i forskellige idrætsgrupper [21, 22], mens forekomsten af træningsafhængighedssymptomer i den generelle befolkning er omkring 0,5% [23]. Der findes endnu ingen studier, hvor man har belyst, hvordan træningsafhængighed kan forebygges. Imidlertid er der en række faresignaler, som man som udøver bør være opmærksom på, herunder når træningen styrer hele livet, når man ikke kan holde hviledage uden at få skyldfølelse, når man fortsætter med at træne trods sygdom og skader, og når man aldrig er tilfreds med sin træning og sig selv. At give sig selv mulighed for hvile, restitution og plads til andre aktiviteter end træning, eller at skifte træningsmiljø er nogle af de forebyggelsesråd, der kan gives.

OVERTRÆNINGSSYNDROM

Overtræning er en træthedsakkumulering, som er en følge af ubalance mellem træning og restitution og resulterer i langvarig nedgang i præstationsevnen, ofte ledsaget af psykiske og fysiske symptomer [24]. Monoton træning, mange konkurrencer eller andre stressfaktorer øger risikoen for overtræningssyndrom, men det er uvist, i hvilket omfang det er et problem blandt supermotionister. Der findes ingen objektive kriterier, markører eller test, hvormed man kan identificere personer med overtræningssyndrom [25]. Ud over at afholde sig fra moderat og hård fysisk træning er der ingen specifik behandling af overtræningssyndrom, og indsatsen bør koncentreres om forebyggelse. Monitorering af træning med henblik på at forebygge overtræningssyndrom kan omfatte træningsdagbog, der
sammenholdes med præstation og fysisk og psykisk velbefindende. Nedsat fysisk præstation trods intensiveret træning bør ses som et signal til at mindske træningsmængden og i stedet prioritere restitution i træningsplanen.

IMMUNSYSTEMET OG INFEKTION

Der er nogen evidens for, at personer, der er regelmæssigt fysisk aktive, har et bedre immunforsvar og færre infektioner end inaktive personer [26]. I en kortvarig periode efter højintens, akut fysisk aktivitet vil det innate immunsystem dog være svækket (det åbne vindue), og der er i denne periode en teoretisk øget risiko for infektioner [27]. I flere studier har man rapporteret om øget hyppighed af symptomer fra de øvre luftveje i dagene efter et maratonløb, men det er uvist, om der reelt er tale om øvre luftvejsinfektioner [26]. Samlet er der ingen forskning, hvor man har påvist, at supermotionister har ændret forekomst eller sværhedsgrad af infektioner. Det enkleste råd er, at man bør afstå fra træning ved feber eller symptomer under halsniveau, mens det er forsvarligt at træne, hvis man er forkølet og i øvrigt har det godt. »Reglen om halsniveau« gælder alle, men er særligt rettet mod eliteidrætsfolk og supermotionister, der ønsker at træne meget.

KONKLUSION

Samlet konkluderes det, at der er sikker evidens for positive sundhedsmæssige effekter af regelmæssig motion, men at der ikke på nuværende tidspunkt kan gives sikker information om, hvor stor en motionsmængde der er sundhedsmæssigt optimal, og ved hvilken træningsmængde der forekommer øget risiko for skadelige effekter. Hvor meget, der er for meget, er individuelt og afhængig af genetik, træningshistorik og andre biologiske og psykiske faktorer. Supermotionister bør derfor lytte til fysiske og psykiske advarselssignaler og individuelt overveje den sundhedsmæssige påvirkning og eventuelle risiko ved deres træning.

Korrespondance: Kristian Overgaard. E-mail: overgaard@ph.au.dk

Antaget: 9. april 2015

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 20. juli 2015

Interessekonflikter:

Taksigelse: Peter Forsberg, Idrættens Analyseinstitut, takkes for dataudtræk og analyser af danske supermotionisters træningsmængder og træningsmønster. Torben Rokkedal Lausch, Institut for Folkesundhed – Idræt, Aarhus Universitet, takkes for litteratursøgning og -gennemgang samt udarbejdelse af tekstafsnit om triatlon og overbelastningsskader. Steven N. Blair, Departments of Exercise Science and Epidemiology & Biostatistics, University of South Carolina, USA takkes for faglig kommentering af rapportens summary.