Abortus provocatus legalis

Studiets formål var at undersøge eventuelle fysiske og psykiske eftervirkninger af abort. For at afdække dette har en forskergruppe fra Socialforskningsinstituttet efter oplæg fra Sundhedsstyrelsen foretaget en kvantitativ registerundersøgelse og suppleret med en kvalitativ undersøgelse baseret på interview. Fundene findes relevante for både hospitalslæger og praktiserende læger.

Materiale og metoder

Den kvantitative del er baseret på et forskningsregister som en prospektiv registerundersøgelse.

Undersøgelsen er baseret på hele fødselsårgangen af kvinder, der blev født i 1966. Der er foretaget en analyse af even-tuelle eftervirkninger frem til 27-års-alderen. Omkring 7.000 kvinder i denne fødselsårgang (svarende til l7%) har fået foretaget en abort. Deres psykiske og fysiske helbredstilstand efter aborten sammenlignes med jævnaldrenes forhold. Forskningsregistret er baseret på Landspatientregistret over legalt provokerede aborter, der er sammenkørt med registre, der indeholder oplysninger om kvindernes opvækstfamilie og deres uddannelses- og erhvervsmæssige situation forud for indgrebet.

Den kvalitative del er baseret på interview med 14 kvinder, der havde fået foretaget abort mindst et år før interviewtidspunktet. Kvinderne henvendte sig selv efter at have læst om undersøgelsen på internetsider. De fleste interview foregik over telefonen, enkelte ved direkte kontakt. Interviewenes varighed var en halv til en hel time. I oplægget til interview-personerne blev det understreget, at abort også er en erfaring, og der blev på den måde lagt op til, at den enkeltes oplevelser har en relevans for andre. Den population, der fremkom, supplerer registeroplysningerne i mere end en forstand, idet disse kvinder repræsenterer en bredere aldersgruppe, ligesom de ikke nødvendigvis har haft nogen komplikationer i forbindelse med abortindgrebet.

Statistik

I den undersøgte periode har landspatientregisteret, sammen med 14 andre registre givet oplysninger om eventuelle psykiske og socialt belastende forhold i kvindens opvækstfamilie. Indikatorer på socialt belastende opvækstforhold har været: forældres misbrug, vold i familien, forældres suicidal adfærd og arbejdsløshed. Endvidere er der set på, om kvinden som barn eller ung har været anbragt uden for hjemmet, har været separeret fra en forælder eller om hendes mor har haft et tidligt moderskab som teenager. Med hensyn til kvindens vok-sne liv er der inddraget eventuel kriminalitet (frihedsdom), psykiatrisk indlæggelse og alvorligt somatisk handicap. Endelig er kvindens nuværende erhvervsmæssige tilknytning (skole-, erhvervsuddannelse og længerevarende ledighed) året forud for den undersøgte begivenhed inddraget.

En række begivenheder (udfald) er undersøgt, fordi de både i fagkredse og i nogle tilfælde uden for fagkredse opfattes som mulige eftervirkninger.

De statistiske analyser er udført som diskret sammenligning af tidsperioder ved hjælp af en Cox-regressionsmodel. En række forskellige udfald er analyseret separat for at vurdere, om provokeret abort eller belastende forhold i kvin-dens opvækst eller baggrund kan forudsige det pågældende udfald. Et udfald indgår kun første gang, det forekommer, idet personen efterfølgende tages ud (bortcensureres) fra risikogruppen.

I Tabel 1 er der vist de korrigerede odds-ratioer med angivelse af signifikante determinanter i den endelige regressionsmodel for hvert udfald.

Resultater

I SFI-rapporten er undersøgelsens kvalitative og kvantitative resultater adskilt og beskrevet i hver sin del af rapporten [1].

I denne artikel har vi valgt at bringe en blanding af de kvalitative og kvantitative resultater i en logisk rækkefølge, ud fra kvindens oplevelse i forbindelse med provokeret abort.

Vi har udvalgt de resultater, som vi anser for at være de vigtigste, og de resultater, som det sundhedspersonale, der beskæftiger sig med provokeret abort, kan drage nytte af.

Kvinder med speciel risiko for at blive uønsket gravide

Af den kvantitative del af undersøgelsen fremgår det, at der især er tre grupper, som har forhøjet risiko for at komme i en situation, hvor de ønsker at få foretaget en abort: Kvinder, som har haft vanskelige forhold i deres opvækst (anbragt uden for hjemmet, været udsat for omsorgssvigt eller vold), kvinder, som har en dårlig arbejdsmarkedsmæssig tilknytning (langvarig arbejdsløshedsperiode året før aborten) og kvinder, der har født inden for det sidste år (Tabel 2 ).

Kvindernes forventninger til sundhedsvæsenet

I interviewdelen - altså den kvalitative del af undersøgelsen - beskrives kvindernes forventninger til sundhedsvæsenet.

Kvindens første kontakt med sundhedsvæsenet er mødet med den praktiserende læge. Generelt finder kvinderne dette møde for upersonligt. Lægerne udviser for stor professionel distance, som tolkes som manglende indlevelsesevne. Kvinderne føler, at de ikke bliver taget alvorligt. Der mangler omtale af alternativer til provokeret abort, som eksempelvis oplysninger om, hvilke sociale støttemuligheder der er, hvis man vælge at gennemføre graviditeten. Og der mangler information om støttesamtaler.

Mødet med hospitalet er for nogle samlebåndsagtigt, og kvinderne efterlyser mulighed for at gennemdiskutere et personligt valg, som for dem har været betydningsfuldt, med fagligt kompetente personer. Sundhedspersonalets omsorg er vigtig for de abortsøgende kvinder. Omsorg er for nogle muligheden for at snakke eller blive holdt i hånden, og for andre er det muligheden for at være i fred, og for eksempel ikke blive konfronteret med patienter, som er ønsket gravide, behandles for barnløshed eller har gennemgået en ufrivillig abort.

De tre ting, der er væsentlige for kvinden i mødet med hospitalet, er, om hendes behov for kontakt opfyldes, om de fysiske rammer og menneskelige sammenhænge er tilfredsstillende, og om hun får den opbakning, hun har brug for.

En del kvinder oplever dog mødet med både den praktiserende læge og med hospitalsvæsenet som positivt.

Fysiske følger efter abort

De fysiske følger efter abort er beskrevet i undersøgelsens kvantitative del. Knap 6% af kvinderne indlægges med blødning efter abort eller ufuldstændig abort. Unge under 25 år og førstegangsgravide er overrepræsenteret i denne gruppe. Risikoen for at blive indlagt med underlivsbetændelse er fordoblet i året efter en provokeret abort. Kvinder, der har født inden for det seneste år før aborten, har ingen risikoforøgelse. Der er e n forhøjet risiko for spontan abort året efter en provokeret abort. Risikoen er af samme størrelsesorden, som for dem, der har født året forinden. Der er ingen øget risiko for graviditet uden for livmoderen, for tidlig fødsel eller ufrivillig barnløshed hos kvinder, der har fået foretaget abort.

Psykiske følger efter abort

Af den kvantitative del af undersøgelsen fremgår det, at der ikke er nogen sammenhæng mellem indlæggelse på psykiatrisk afdeling og provokeret abort. En eventuel sammenhæng mellem psykose og provokeret abort er ikke fundet, men heller ikke afkræftet. En svag sammenhæng med selvmordsforsøg året efter kan skyldes andre forhold end selve abortindgrebet.

I den kvalitative del af undersøgelsen beskrives det, at en følelse af tomhed og sorg hyppigt er til stede efter en provokeret abort. Samtidig kan kvinden dog føle en stor lettelse og tage oplevelsen med sig som en livserfaring. Det var det rigtige at gøre på det tidspunkt, og deres liv er blevet bedre, fordi de var i stand til at tage beslutningen, gennemføre den og siden acceptere den. Men det er dog stadig sådan, at det at have fået foretaget en provokeret abort er en erfaring, en kvinde holder for sig selv, for ikke at blive betragtet som et skødesløst og overfladisk menneske.

Diskussion

I Danmark har antallet af uønskede graviditeter og dermed af provokerede aborter været faldende siden 1975. Det er en udvikling, som er ønskværdig, og det er vigtigt, at der til stadighed afsættes energi og midler til, at den kan fortsætte.

Der vil dog altid være behov for adgang til provokeret abort, og det skyldes blandt andet:

• at præventionssvigt er uundgåelige

• at et pars livssituation kan ændre sig afgørende, fra graviditeten planlægges, og til den er opstået

• at seksuel debut finder sted, før der er taget stilling til prævention

• at information og dermed kundskab om prævention og nødprævention ikke er tilstrækkelig tilgængelig og udbredt

• at fornuft ikke altid er den dominerende faktor i forbindelse med forelskelse og begær.

Sundhedspersonalets opgave i forbindelse med provokerede aborter er at sørge for, at de kan foregå, så kvinder kommer igennem oplevelsen (hændelsen?) uden fysiske men og med så få psykiske eftervirkninger som muligt.

Viden om såvel fysiske som psykiske eftervirkninger er derfor vigtig at have, og det behov er denne rapport fra Socialforskningsinstituttet med til dække.

Rapportens resultater kan anvendes på flere planer: 1) Vi er her blevet gjort opmærksom på grupper af kvinder, som vi skal have et øget fokus på, når det gælder præventionsrådgivning. Det gælder kvinder med vanskelige opvækstkår og kvinder med svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Den praktiserende læge vil ofte kende disse forhold hos sine patienter. Det gælder også kvinder, der for nylig har født. Disse kvinder har både hospitalernes fødeafdelinger, sundhedsplejerskerne og den praktiserende læge mulighed for at hjælpe til at undgå denne situation.

2) Vi har fået et bedre grundlag for at informere kvinden om komplikationer ved og eftervirkninger af abort. Vi kan med en solid baggrund fortælle kvinden, at en provokeret abort ikke vil ødelægge hendes fysiske eller psykiske helbred. En del var kendt viden, men det, at man kan komme gennem aborten styrket i sit selvværd, er nok nyt for de fleste. Også informationen om, at en provokeret abort fortsat kun hører til i en kvindes allerintimeste sfære, er ny.

3) Oplysningerne om, hvordan kvinden opfatter mødet med sundhedsvæsenet i forbindelse med provokeret abort, kan og skal vi bruge til at gøre det bedre. Der er ingen kvinde, der »bare« får foretaget en abort. Forud for beslutningen og efter indgrebet er der mange overvejelser og reaktioner, som der skal være plads til. Kvinderne ønsker ikke neutralitet, og de ønsker ikke omklamring. Vi skal blive gode til at finde den balance, hvor kvinden føler sig hørt og velbehandlet, men ikke umyndiggjort. Den sundhedsperson, som ikke vil eller kan det, må benytte sig af sin lovfæstede ret til at henvise til en anden.

Charlotte Wilken-Jensen, Strandboulevarden 27, 2. tv., DK-2100 København Ø. E-mail: cwj@dadlnet.dk

Antaget: 31. marts 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet