Ph.d.-afhandlingen er udarbejdet ved Center for Medicinsk Parasitologi på Epidemiklinikken, H:S Rigshospitalet, og Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi, Københavns Universitet. Studierne er i øvrigt gennemført i samarbejde med kolleger ved National Institute of Medical Research i Tanzania, Blair Research Institute i Zimbabwe, og London School of Hygiene and Tropical Medicine i England.
Ved variant-specifik humoral immunitet over for malaria forstås naturligt erhvervede antistoffer imod parasit-deriverede proteiner på overfladen af Plasmodium falciparum -inficerede røde blodlegemer. Disse proteiner hjælper parasitten til at opretholde kronisk infektion i den humane vært ved at mediere binding til receptorer på overfladen af bl.a. endotelceller, hvorved parasitten undgår udskillelse med blodet i milten. Proteinerne består hovedsagelig af P. falciparum Erythrocyte Membrane Protein 1 (PfEMP1), som ved antigen-variation bidrager til parasittens virulens. Beskyttelse over for malaria menes at være forbundet med erhvervelse af et bredt repertoire af PfEMP1-specifikke antistoffer over for så mange forskellige parasit-varianter som muligt.
Ved longitudinelle, immunoepidemiologiske studier i Tanzania undersøgte vi bl.a. variant-specifikke antistoffer blandt 0-19-årige, bosat i områder med forskellige grader af malaria-transmission. Derudover undersøgtes den mulige indflydelse af hiv-1 co-infektion på variant-specifikke antistoffer blandt mænd og ikkegravide kvinder i Zimbabwe. Vi fandt bl.a., at antistoffernes niveau, repertoire og adhæsions-blokerende effekt var stærkt forbundet med graden af malaria-transmission, og tidsmæssigt var forbundet med erhvervelse af klinisk immunitet. Derudover fandt vi, at hiv-1-infektion med høje niveauer af hiv-RNA og få CD4-celler er forbundet med færre variant-specifikke antistoffer, hvilket muligvis bidrager til den øgede sygelighed af malaria blandt hiv-smittede.