Allergisk kontakteksem på grund af diethylthiourea i neoprengummi

Kontaktallergi (type IV-allergi) over for gummiprodukter forekommer relativt hyppigt. Gummiallergi mistænkes ofte ud fra sygehistorien. Ved testning med standard-lappeprøve-serien, der indeholder de hyppigst forekommende kontaktallergener, testes patienterne med udvalgte blandinger af gummiacceleratorer og antioxidanter (mercapto mix, thiuram mix og isopropylparaphenylendiamin). Disse prøver påviser imidlertid kun en del af gummiallergierne. Nogle af de gummiallergier, som ikke påvises med standardserien, er allergi over for thioureaforbindelser. Hyppigheden af kontaktallergi over for thioureaforbindelser var 1,2% i en finsk undersøgelse omfattende 423 patienter med mistænkt erhvervsbetinget gummieksem (1). Den amerikanske kontaktdermatitisgruppe testede rutinemæssigt fra 1989 til 1990 med en thioureablanding og fandt en hyppighed på ni blandt 1.577 testede (0,6%), hvoraf de syv var relevante for det eksem, der havde ført til epikutantesten (2). Latexallergi er en anden type allergi over for gummi. Det drejer sig om en type I-allergi med varierende hyppighed - mindre end 1% i befolkningen - men med meget højere hyppighed i risikogrupper som sundhedspersonale og patienter med spina bifida (3).

Thioureaforbindelser (diethylthiourea, ethylenthiourea, dimethylthiourea, dibutylthiourea og diphenylthiourea) anvendes blandt andet i farveindustrien, i fungicider og pesticider, som antioxidanter og som acceleratorer i gummiindustrien. Thioureaforbindelser anvendes især i neopren-gummi, der er den polymer, som ofte bruges i våddragter, beskyttelsesmasker, som blød polstring i ortopædiske skinner og i tætningslister. Indhold af thioureaforbindelser i forbrugerprodukter er sædvanligvis ikke deklareret.

De første rapporter om thiourea-allergi stammer fra 1970, hvor White & Vickers beskrev allergisk eksem hos 15 samlebåndsarbejdere på en bilfabrik. Årsagen var tætningslister af neoprengummi langs døre og motorhjelm (4). Siden er der i litteraturen rapporteret ganske få tilfælde af allergi over for diethylthiourea i våddragter, i rengøringsmidler, i knæskinner og i en apnømaske (2, 4-8). Det kliniske billede ved diethylthiourea-allergi kan være svære, akutte, ofte indlæggelseskrævende eksemer, som de følgende tre sygehistorier illustrerer.

Sygehistorier

I. 36-årig mand med korsbåndslæsion havde siden 1998 anvendt Don-Joy skinne til stabilisering af knæet. Han blev indlagt akut på dermatologisk afdeling i marts 1999, efter at han i en uge havde udviklet et generaliseret makulopapuløst og urtikarielt eksantem, vesikuløst eksem i håndflader og fodsåler samt sår på benet, hvor skinnen sad i kontakt med huden. Han blev behandlet med tabl. prednisolon, lokalsteroid, kaliumpermanganatbade og dicloxacillin på grund af sekundær infektion. Senere blev der foretaget epikutantestning, som viste papulovesikuløs eksemreaktion for skinnepolstring samt for diethylthiourea 1% i vaselin. Testning med diphenyl-, ethylen- og dibutylthiourea 1% i vaselin var negativ.

II. 31-årig kvinde som efter et kompliceret brud af venstre underarm havde anvendt ortopædisk skinne fra april 1999. Fem måneder senere udviklede hun et akut eksem under de dele af skinnen, der var beklædt med neoprenmateriale (Fig. 1 og Fig. 2). Efterfølgende testning med standardserien, skinnemateriale samt thioureaforbindelser viste kraftig reaktion for diethylthiourea 1% i vaselin og en svag reaktion for skinnematerialet. Patienten havde endvidere en nikkelallergi uden betydning for det aktuelle eksem. Testning med diphenyl-, ethylen- og dibutylthiourea 1% i vaselin var negativ.

III. 28-årig mand som tre år tidligere havde haft eksem under albue- og knæbeskytter, som indeholdt neoprengummi. Han blev dengang testet med standardserien og gummimateriale med negativt resultat. Han arbejdede nu på en boreplatform i Nordsøen. Under flyvning til og fra boreplatformen skulle han anvende overlevelsesdragt. Ved de sidste tre flyvninger udviklede han eksem på de steder, hvor dragten sad stramt ind til huden, specielt på halsen. Han havde også bemærket problemer med kløe og udslæt efter anvendelse af gummisandaler foret med neoprengummi. Epikutantestning viste særdeles kraftig kontaktallergi over for diethylthiourea 1% i vaselin. Der var ikke lejlighed til at teste med materiale fra overlevelsesdragten. Testning med diphenyl-, dibutyl- og ethylenthiourea 1% i vaselin samt med materiale fra sandalerne var negativ.

Diskussion

Diethylthiourea-allergi samt allergi over for de øvrige thioureaforbindelser bør mistænkes ved reaktion på neopren-gummiprodukter, som patienten har været i kontakt med i hjemmet eller på arbejde. Gennemgang af de i litteraturen beskrevne tilfælde af diethylthiourea-allergi peger på, at det ikke altid er tilstrækkeligt at epikutanteste med et stykke af det mistænkte produkt på grund af risiko for falsk negative reaktioner (9). To af de her beskrevne patienter reagerede på testning med det anvendte gummimateriale, mens den tredje ikke reagerede på det anvendte materiale (sandal). Ved mistanke må man teste med de enkelte thioureaforbindelser 1% i vaselin, idet man ikke kan forvente krydsreaktivitet mellem de enkelte forbindelser, men det kan dog ses (1, 6, 10). Den endelige dokumentation for, at diethylthiourea-allergi var årsagen til de her beskrevne tre eksemtilfælde, er kemisk analyse af gummimaterialet, men det havde vi ikke mulighed for at gennemføre. Den positive reaktion på anvendt gummimateriale i to af de tre tilfælde er tilstrækkelig dokumentation. Når allergien er kendt, har patienten mulighed for at finde frem til alternative produkter, som ikke indeholder det pågældende kontaktallergen. Dette vil ofte kræve kontakt til producenten, der i nogle tilfælde vil kunne fremskaffe oplysninger herom.

Sanne Krogsbøll Buus, dermatologisk afdeling D, Marselisborg Hospital, P.P. Ørumsgade 11, DK-8000 Århus C.

Antaget den 12. september 2001.

Odense Universitetshospital, dermatologisk afdeling I.

1. Kanerva L. Estlander T, Jolanki R. Occupational allergic contact dermatitis caused by thiourea compounds. Contact Dermatitis 1994; 31: 242-8.
2. Fowler JF. Contact allergy to a rubber knee brace. Am J Contact Dermatitis 1991; 2: 211-2.
3. Knudsen B. Latex Allergy. Forum Nord Derm Ven 2000; 5: 2-12.
4. White WG, Vickers HR. Diethylthiourea as a cause of dermatitis in a car factory. Br J Ind Med 1970; 27: 167-9.
5. Adams RM. Contact allergic dermatitis due to diethylthiourea in a wetsuit. Contact: Dermatitis 1982; 8: 277-8.
6. Kerre S, Devos L, Verhoeve L, Bruze M, Gruvberger B, Dooms-Goosses A. Contact allergy to diethylthiourea in a wet suit. Contact Dermatitis 1996; 35: 176.
7. Andersen KE. Diethylthiourea contact dermatitis from an acidic detergent. Contact Dermatitis 1983; 9: 146.
8. Reynaerts A. Bruze M, Erikstam U, Goossens A. Allergic contact dermatitis from a medical device, followed by depigmentation. Contact Dermatitis 1998; 39: 204-5.
9. Dooms-Goossens A, Chrispeels MT, De Veylder H, Roelandts R, Willems L, Degreef H. Contact and photocontact sensitivity problems associated with thiourea and its derivates: a review of the literature and case reports. Br J Dermatol 1987; 116: 573-9.
10. Roberts JL, Hanifin JM. Contact allergy and cross reactivity to substituted thiourea compounds. Contact Dermatitis 1980; 6: 138-9.