Arbejdsulykker i Danmark forekomst og forebyggelse

En arbejdsulykke er defineret som: »En personskade forårsaget af en arbejdsmæssig hændelse eller påvirkning, der sker pludselig eller inden for fem dage«. Dette nye ulykkesbegreb er gældende fra den 1. januar 2004 og omfatter ud over den traditionelle definition på ulykker som en pludselig opstået begivenhed, endvidere forløftnings- og vridskader samt helbredsskader efter få dages påvirkning, fx en præpatellar bursit opstået hos en tømrer med knæliggende arbejde af nogle dages, højst fem dages varighed. Hændelsen eller påvirkningen skal være årsag til helbredsskaden. Hvis eksempelvis en person får en diskusprolaps i relation til at rejse sig fra en stol, betragtes skaden som tilfældig opstået, og der vil ikke være tale om en ulykke efter arbejdsskadeloven. Ulykker er anmeldepligtige for arbejdsgiveren, til Arbejdstilsynet eller til arbejdsgiverens forsikringsselskab, hvis de medfører mindst en sygedag ud over tilskadekomstdagen. Med det nye ulykkesbegreb forventes antallet af anerkendte arbejdsulykker at stige fra nu ca. 70% til ca. 85%. Læger kan anmelde arbejdsulykker, men har som anført ikke pligt til det. I kontrast hertil er det læger, der har pligt til at anmelde arbejdsbetingede eller mistænkt arbejdsbetingede sygdomme.

På verdensplan er arbejdsulykker et omfattende problem. WHO har estimeret at der årligt forekommer ca. 120 mio. arbejdsulykker, heraf 200.000 med dødelig udgang. I Danmark er antallet af dødsulykker i gennemsnit ca. 75/år og andre alvorlige ulykker ca. 5.000/år samt det totale antal anmeldte ulykker ca. 50.000/år [1]. Disse tal er baseret på Arbejdstilsynets statistik og sammen med øvrige datakilder tyder det på stort set uændret forløb over de sidste 15 år. Antallet af fatale og andre alvorlige ulykker har været mindre de sidste par år, men perioden er for kortvarig til at vurdere om der er tale om en sikker faldende trend (Tabel 1 ). Andre alvorlige ulykker omfatter knoglebrud, amputationer og alvorlige kropslæsioner. Denne gruppe omfatter helt overvejende knoglebrud. Dansk Industri opgør en ulykkesstatistik på basis af frivillig indberetning fra 470 medlemsvirksomheder. Disse tal, der har udvist en faldende tendens de senere år, omtales jævnligt i pressen, men materialet er følsom for selektions bias og derfor usikkert.

Det er en udbredt opfattelse at ulykker nok er hyppige, men relativt sjældent alvorlige. Statistikken punkterer myten. Ulykker udgør en væsentlig andel af alle dødsårsager, specielt før 50-årsalderen. Fritids- og hjemmeulykker er de hyppigst forekommende, mens trafikulykker og arbejdsulykker med-fører de alvorligste konsekvenser.

Ulykker opstår i relation til uventede begivenheder, hvilket ikke må forveksles med at ulykker er uforudsigelige.

Der er mennesker involveret i design, fremstilling, betjening, vedligeholdelse og styring af komplekse tekniske systemer. Det er derfor ikke overraskende at der er menneskelige beslutninger og handlinger involveret i alle organisatoriske ulykker, dvs. ulykker sker i et samspil mellem individer og de organisatoriske sammenhænge de fungerer i. Fejl og usikre handlinger knyttet til disse systemer kan betegnes aktive fejl . Mens dårligt udstyr og vedligeholdelse, manglende uddannelse og træning, dårlig ledelse mv. udgør et sæt af latente årsager [2]. I en analyse af disse faktorers betydning ligger potentialet til forebyggelse gemt (Tabel 2 ).

I de fleste opgørelser af skadestuematerialer udgør arbejdsulykker ca. 16-17% af alle skadestuehenvendelser [3]. Ud over ulykkesstatistik fra Arbejdstilsynets nationale register er der to gode skadestuematerialer. Siden 1975 har ulykkesanalysegrupperne i Odense og Århus Universitetshospitaler rutinemæssigt registreret alle akutte henvendelser til skadestuerne. Siden 1990 er der foretaget rutinemæssig registrering af tilskadekomne behandlet på fem sygehuses skadestuer (Glostrup, Herlev, Frederikssund, Esbjerg og Randers Sygehus). Befolkningen i disse sygehusoptageområder er stort set repræsentativt for hele landet og dækker ca. 5% af den danske befolkning.

Sammenlignende undersøgelser blandt andet over skadestuebehandlede arbejdsulykker har sandsynliggjort, at dækningsgraden af Arbejdstilsynets ulykkesregister er i størrelsesorden 35-50% [3]. Underrapportering er dog stærkt varierende over brancher og er størst for landbruget, hvor under 10% af de anmeldepligtige ulykker bliver anmeldt til myndighederne (Tabel 3 ).

Det ses af Tabel 2, at slagteribranchen har en 17 gange større ulykkesfrekvens end landbruget [1]. Statistikken over dødsulykker fordelt på brancher (hvor dækningsgraden er tæt ved 100%) vender stort set omvendt, med landbruget som det farligste og slagterier et af de mindst farlige områder (Tabel 4 ).

Denne skævvridning i rapporteringsmønstret skal med-vurderes når indsatsen mod arbejdsulykker skal prioriteres. Bedømt på absolut og relativ hyppighed af dødsulykker og andre alvorlige arbejdsulykker er de farligste brancher landbrug, bygge-anlæg, jern- og metalindustri og transportsektoren [1].

Ulykker er relateret til uvant arbejde, travlhed og træthed. En undersøgelse af landbrugserhvervet fandt en fem gange øget hyppighed (ulykker pr. 100.000 arbejdstimer) ved reparation af maskiner og bygninger end ved almindeligt landbrugsarbejde. I de travle efterårsmåneder med arbejdsdage på 12-16 timer var ulykkesincidensen, efter korrektion for arbejdstimer, fordoblet ved alle typer landbrugsarbejde, således også ved arbejde med dyr - et arbejde der stort set har samme karakter året rundt [4].

Ulykker blandt unge er ikke hyppigere når der tages hensyn de faktiske risikotider [4]. I de fleste ulykkesopgørelser anvender man imidlertid personår i beregningen af ulykkes-incidens i stedet for den faktiske time at risk. Kønsfordelingen viser, at kvindernes andel af det totale antal ulykker er ca. 35% og af dødsulykker ca. 7%, hvilket formentligt mere kan tages som udtryk for, at risikoerhverv typisk er mandeerhverv end at kvindernes ulykkesadfærd adskiller sig fra mændenes [1].

Sikkerhedskultur

Begrebet sikkerhedskultur har vundet indpas de seneste år som en faktor, der menes at have be tydning for sikkerheds-adfærd på arbejdspladsen. Begrebet stammer fra forskning omkring årsager til ulykken på kernekraftværket i Tjernobyl i 1986, hvor analyser pegede på, at de tilstedeværende sikkerhedsforanstaltninger svigtede pga. en ringe sikkerhedskultur.

Sikkerhedskultur kan defineres som de dynamiske, psykologiske og sociale aspekter, der ligger bag de ansattes sikkerhedsadfærd. Sikkerhedskultur kan anskues som en social konstruktion - et betydningssystem indenfor hvilke individer, grupper og organisationer forstår farer i arbejdsmiljøet.

Tankegangen er, at sådanne betydningssystemer fostrer kulturelle forklaringsmodeller for, hvorfor ulykker sker [7-5].

Forskning i sikkerhedskultur tyder på, at arbejdsorganisering sammenholdt med ledelsens engagement i sikkerhedsspørgsmål er central (15). Endvidere peges der på tre nøgle-elementer for sikkerhedskultur:

Viden og information om sikkerhedsforhold.
Adfærd vedrørende rapportering af fejl, risici og ulykker.
Et positivt læringsmiljø om sikkerhedsforhold i organisationen.

En observation der har været iøjnefaldende for danske myndigheder og ulykkesforskere i de seneste år, er forskellen i ulykkeshyppighed i Danmark sammenlignet med Sverige. I Sverige faldt ulykkestallet over en periode fra slutningen af 1980'erne til begyndelsen af 1990'erne fra et niveau der lå lidt over det danske, til et niveau, der lå 3-5 gange lavere. De sidste 6-7 år er der forekommet 3,5 gange så mange anmeldepligtige ulykker pr. 1.000 ansatte i Danmark som i Sverige - tallene er noget varierende over brancher, men kurverne for det totale antal ulykker har været stabile i denne periode. I en sammenlignende undersøgelse af danske og svenske anmeldte ulykker for bygge- og anlægsbranchen er der tidligere påvist en fordoblet ulykkeshyppighed i Danmark, stabilt forekommende siden 1994 [6]. Under bygning af Øresundsforbindelsen 1993-1998 blev der konstateret iøjnefaldende forskelle i ulykkeshyppighed mellem danske og svenske arbejdssjak, som var beskæftiget med samme type arbejde [7]. Der blev fundet op til fire gange større ulykkeshyppighed blandt danskerne. Der er ingen god forklaring på disse forskelle, man hælder til forskelle i sikkerhedsvaner og adfærd (sikkerhedskultur), men hvad der mere operationaliserbart betinger sådanne forskelle er uafklaret.

Trods megen tale om sikkerhedskultur foreligger der begrænset forskning der fastsætter, hvad denne sociale konstruktion indbefatter og hvilken betydning det har for arbejdsulykker. Der udføres i øjeblikket et tværinstitutionelt forskningsprojekt der belyser disse spørgsmål.

Forebyggelse af arbejdsulykker

I forståelsen af interventioner overfor arbejdsulykker frem-hæves ofte den såkaldte isbjergmodel.

Den tilsiger, at for hver dødsulykke sker der ca. 1.200 ulykker med fravær fra arbejdspladsen og ca. 5.000 mindre personskader (førstehjælpsskader) og ca. 70.000 nærulykker. Kun toppen af isbjerget, de to første ulykkeskategorier er synlige. I denne model handler forebyggelseskonceptet om, at forebygge ulykker med beskeden eller ingen personskade, således at »isbjerget smelter nedefra« og man derved forebygger de mere alvorlige ulykker. Isbjergmodellen forudsætter, at der i princippet er tale om identiske typer årsagskæder bag mindre alvorlige, som bag mere alvorlige arbejdsulykker. I litteraturen er der konfliktende evidens for de to hypoteser, den identiske versus den differentielle årsagshypotese. Den differentielle teori peger på forskellige årsagskæder bag de forskellige typer ulykker nævnt ovenfor, og det vil indebære en mere kompliceret og tidskrævende tilgang til forebyggelse af arbejdsulykker.

I Tabel 2 ses eksempler på arbejdsulykker i forskellige kategorier af alvorlighed og de tilsvarende relevante forebyggende tiltag. Forebyggelse af ulykker i arbejdslivet har tidligere været centreret om tekniske tiltag, maskindesign, afskærmning etc. Den tekniske sikkerhedsstandard er generelt høj i Danmark, og nogen større forebyggelsesgevinst vil næppe kunne opnås via denne traditionelle tilgang. Dyberegående eller brancherettet forebyggelse bør tage udgangspunkt i ulykkesanalytisk kortlægning. En nyttig start for en virksomhed vil være etablering af et dækkende registreringssystem, således at ulykkesfrekvenser kan opgøres i forhold til afdeling, arbejdsopgave etc.

En grov opdeling i indsatsområder kunne være:

Den tekniske indretning.
Arbejdets tilrettelæggelse.
Sikkerhedsuddannelse og sikkerhedskultur.
Adfærdspåvirkning.

Der er stigende opmærksomhed på holdnings- og adfærds-påvirkning til forebyggelse af arbejdsulykker, hvilket også understøttes af litteraturen [8]. Visse analyser af interventionsstudier peger på, at det er her den største effekt opnås. Adfærd skal her forstås i en arbejdsmæssig og organisatorisk kontekst og ikke som en individuel »forkert adfærd«.

Det bedste strategiske udgangspunkt for forebyggelse er ulykkesanalyser i egen branche/virksomhed - det vil ofte pege på en kombination af flere indsatsområder under punkt 1-4.

Inden for bl.a. kemiske virksomheder og på olieboreplatforme, hvor en mindskning af ulykkestallet har stor betydning for den generelle sikkerhed, er der opnået gode erfaringer ved gennemgang af stedfundne kritiske begivenheder. Hensigten er at opmærksomheden om ulykkesrisici skærpes ved uddannelse og træning, på basis af konkrete risici og ulykkessituationer.

Undersøgelser der i et forskningsmæssigt design evaluerer effekten af ulykkesforebyggelse er sparsom og typisk begrænset til informationskampagner i studiepopulationer uden kontrolgrupper [9, 10]. Randomiserede kontrollerede studier er vanskelige at udføre i arbejdsmedicinsk sammenhæng af en række grunde, f.eks. kan alle andre eksponeringer end interventionen ikke kontrolleres og kan ikke gøres blindet, sådan som man kan gennemføre det i kliniske randomiserede forsøg i hospitalssammenhæng. Derfor er sådanne studier mere følsomme for en placebo effekt i kontrolgruppen, og statistisk signifikante resultater af interventionen er vanskelige at opnå. Et af de få randomiserede interventionsstudier udgår fra vores institution [10]. Her har effekten af et 4-årigt forløbsstudie omfattet 201 landbrugsbedrifter med 990 personer. Interventionen fokuserede på sikkerhedsadfærd og blev gennemført som et randomiseret semikontrolleret studie. Resultatet var en interventionseffekt på 30% vedrørende alle ulykker og på 42% vedrørende lægeligt behandlede ulykker.

I forskellige typer industrielle fremstillingsvirksomheder foreligger der både forskningsmæssig evidens og praktisk erfaring med sikkerhedsrundering. Princippet er, at sikkerhedsorganisationen og menige arbejdere i fællesskab efter en tjekliste gennemgår arbejdsmiljøet fra a til z og umiddelbart efterfølgende iværksætter forebyggende tiltag.

Konklusion

Kun en mindre del af arbejdsulykker på nutidens arbejds-pladser skyldes egentlige tekniske fejl, i størrelsesordenen ca. 10-20%. De resterende ca. 80-90% benævnes ofte »menneskelige fejl«. Tallene er baseret på et skøn fra ulykkesforskere mere end på egentlig empiri. Denne tilgang tenderer til at fokusere på Hvem gjorde det i stedet for Hvad skete der. Imidlertid sker ulykker i princippet ikke som føl ge af enkeltpersoners uopmærksomhed, men som resultat af svagheder i en organisation, hvor der ikke i tilstrækkelig grad er taget højde for at menneskelige fejl kan opstå. Denne bredere systemorienterede tilgang til læring er en afgørende forudsætning for brugbare principper for forebyggelse af arbejdsulykker. Kun ved systematisk at analysere hvordan og hvorfor ulykken skete, er det muligt at forstå hvilke initiativer det skal tages for at forhindre gentagelser.

Kurt Rasmussen, Arbejdsmedicinsk Klinik, Herning Sygehus, DK-7400 Herning.
E-mail: heckra@ringamt.dk

Antaget: 19. juli 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet