Skip to main content

Aspects of molecular and functional genetics in T1DM - a study of selected candidate genes

Læge Jesper Johannesen: Forf.s adresse: Ørholmvej 10, DK-2800 Lyngby. E-mail: johannesen@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 24. marts 2006, kl. 14.00, Auditoriet, Hagedorns Research Institute/Steno Diabetes Center, Niels Steensens Vej 6, Gentofte. Opponenter: Stellan Sandler , Sverige, Klaus Badenhoop , Tyskland, og dr.scient. Jens Høiriis Nielsen .

6. mar. 2006
2 min.

Doktordisputatsen består af seks delarbejder og en oversigt. Det eksperimentelle arbejde er udført på Steno Diabetes Center under min ansættelse som forskningskandidat i perioden 1995-2001.

Afhandlingen søger at identificere og karakterisere disponerende gener til T1DM udvalgt på en funktionel basis af målorganet. Med udgangspunkt i en selekteret kandidatgen-udvælgelse, primært baserende sig på ændret proteinekspression i Langerhanske øer efter cytokinstimulation in vitro, blev tre kandidatgener udvalgt til genetisk undersøgelse: iNOS-, IRF-1- og mortalin-generne. Disse gener blev undersøgt for genetisk variation og efterfølgende testet for association i et landsdækkende dansk T1DM-materiale. Genernes mRNA/proteinekspressionsniveauer blev undersøgt i cytokinstimulerede Langerhanske øer isoleret fra to rottestammer med forskellig cytokinfølsomhed.

I rottemodellen blev demonstreret inter-individuel iNOS- ekspression såvel som forskellig iNOS-promoter-aktivitet. Da iNOS udtrykkes i cytokineksponerede humane beta-celler/Langerhanske øer, samt at de humane familiære studier viste association mellem en genetisk variant af det humane iNOS-gen og risikoen for udvikling af T1DM, synes iNOS ligeledes at spille en rolle i cytokinmedieret human beta-celle-destruktion.

I rottemodellen demonstreres ligeledes korrelation mellem iNOS-, IRF-1-ekspression og rottestammens cytokinfølsomhed: højeste ekspressionsniveau i øer fra den mest cytokinfølsomme stamme - underbyggende IRF-1's betydning for cytokinmedieret iNOS-ekspression. Derimod fandtes en undersøgt IRF-1-polymorfi ikke associeret til T1DM i det danske familiemateriale.

Rottemodellen demonstrerede endvidere høj mortalin-ekspressionen korrelerende til høj cytokinfølsomhed. Mortalin-ekspression overudtrykt i NIH3T3-celler viste nedsat viabilitet, tydende på en toksisk effekt af høj mortalin-ekspression, indikerende en mulig patogenetisk betydning af mortalin i cytokinmedieret beta-celle-destruktion. Ej heller de fundne polymorfier i det humane mortalin-gen fandtes associeret til T1DM i det danske familiemateriale.

Det konkluderes, at den selekterede kandidatgenudvælgelse var praktisk gennemførlig, at iNOS/NO synes at disponere til udviklingen af T1DM hos mennesket, hvorimod det ikke synes sandsynligt, at mortalin eller IRF-1 genetisk disponerer hertil. Manglende genetisk disposition udelukker dog ikke en patogenetisk betydning af det pågældende protein.

Fremtidige genetiske studier bør foretages på store genetiske materialer, ligesom kommende analyser bør tage højde for gen-til-gen- og gen-til-miljø-interaktioner for at komme en bredere forståelse af den komplekse genetiske disposition til T1DM hos mennesket nærmere.