Atypisk type 1-diabetes

I molekylærbiologisk forskning har man påvist atypiske former for (type 1) diabetes. Således kan mutationer i KCNJ11 (KIR6.2)- og ABCC8 (SUR1)-generne eller i insulingenet (INS) (Figur 1 ) medføre en tidligt opstået diabetes, der fænotypisk ligner autoimmun type 1-diabetes (1-3). Lidelsen begynder oftest før 6-7-måneders-alderen, og da diabetes fremkaldt af mutationer i KCNJ11- og ABCC8-generne hyppigt kan behandles med sulfonylurinstof, er det væsentligt, at de opdages tidligt [1]. I et nyligt publiceret studie med 24 børn og unge med nydiagnosticeret diabetes uden autoantistoffer var en 14-årig dreng heterozygot for en mutation i ABCC8-genet. Det tyder på, at mutationerne også kan forekomme hos ældre patienter uden autoantistoffer.

Autoantistofnegative børn og unge, der har flere generationers ophobning af diabetes i familien, kan have mutationer i andre gener: HNF4A (MODY1), GCK (MODY2) eller HNF1A (MODY3) [1] eller insulingenet. Diabetes forekommer også ved forskellige syndromer hos børn, f.eks. Wolframs syndrom (diabetes insipidus og diabetes mellitus, atrofi af nervus opticus, sensorineural døvhed), der skyldes en mutation i WFS1-genet og Rogers syndrom (megaloblastær anæmi, sensorineural døvhed og diabetes), der skyldes en mutation i SLC19A2-genet. Maternel transmission af muteret mitokondrie-DNA kan medføre diabetes, der ofte er associeret med døvhed og vækstproblemer [1].

Monogene diabetesformer er sjældne, men genetisk variation har stor betydning også for polygene diabetesformer. Polymorfier i flere gener er associeret med risiko for udvikling af type 1- og type 2-diabetes og til sygdommens kliniske forløb [2]. Nyere undersøgelser tyder på, at almindelige genetiske variationer også spiller en rolle i den fysiologiske homøostase og kan interferere med blodsukkerkontrollen og restbetacellefunktionen ved type 1-diabetes [3, 4]. Genetisk variation, der påvirker blodsukkerkontrollen, er en ny udfordring i forbindelse med optimering af diabetesbehandlingen hos højrisikoindivider. Der kan således være forskellige diabetiske fænotyper, som er relateret til det enkeltes individs genetiske og immunologiske baggrund. Det igen tyder på, at diabetesbehandlingen bør individualiseres allerede ved diagnosen, hvor nogle børn måske bør tilbydes insulinpumpebehandling eller anden intensiv insulinbehandling. Det kan være væsentligt for udvælgelse af unge til interventionsundersøgelser, der sigter mod at bevare restbetacellefunktionen over længere tid.

Identifikation af genetiske subgrupper inden for type 1-diabetes er således væsentlig både for behandling, prognose og genetisk rådgivning.

Korrespondance: Sven Pörksen , Diabetesambulatoriet, Børneafdeling L, Glostrup Hospital, DK-2600 Glostrup. E-mail: svepor01@glo.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen