Skip to main content

Aural myiasis

Daniel Jung & Mark Grønne

13. maj 2019
2 min.

En 88-årig mand, der havde dialysekrævende kronisk nyreinsufficiens, biologisk aortaklap samt osteoporose og havde fået foretaget talrige venstresidige øreoperationer henvendte sig i forbindelse med ambulant hæmodialyse pga. smerter i venstre øre, og fordi han havde observeret larver som faldt ud af øregangen.

Atten måneder forinden var han blevet opereret for et større kolesteatom på venstre side. I de første ti uger efter operationen var han generet af vedvarende flåd fra øret og lettere infektion, som efterhånden aftog, hvorefter behandlingen blev afsluttet i hospitalsregi,
og kontrol skulle varetages hos patientens otolog.

Myiasis, fluelarvers inficering af raskt væv, er en relativt sjælden tilstand i Norden og forekommer oftere i landlige, tropiske egne. Hunfluen lægger sin æg i nekrotisk væv, hvorefter de klækker, og larverne æder både det nekrotiske væv og det omkringliggende, raske væv [1]. Kronisk otitis media, som patienten led af, er en kendt risikofaktor for aural myiasis. Andre risikofaktorer er diabetes, lav socioøkonomisk status og svømning i stillestående vand [2].

Mastoidkaviteter er kasuistisk beskrevet som sæde for myiasis [3].

Behandlingen er oftest simpel, som i dette tilfælde, hvor larverne blev mekanisk fjernet, og patienten ved kontrol efter tre dage ikke havde resterende mider.
I månederne efter dette måtte han igen behandles for otitis media.

Videomateriale

https://rsyd.wistia.com/projects/iu8oc5et7o

Korrespondance: Daniel Jung. E-mail: Daniel.Jung.Jensen@rsyd.dk

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 13. maj 2019

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

LITTERATUR

  1. Busam KJ. Dermatopathology, 2nd ed. Saunders, 2010.

  2. Khan I, Muhammad AY, Javed M. Risk factors leading to aural myiasis.
    J Postgrad Med Inst 2006;20:1-3.

  3. Adhikari P, Sinha BK, Bhattarai H et al. Myiasis infestation in postoperative mastoid cavity. Nepal Med Coll J2007;9:284-5.