Behandling af stabil kronisk obstruktiv lungesygdom

I 2012 introducerede Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS) den seneste vejledning om kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) [1]. Siden har meget ændret sig, og tiden er nu moden til en opdatering [2].

 

Den farmakologiske behandling af KOL i stabil fase vil være omdrejningspunktet for denne artikel.

Der introduceres en simpel tredelt behandling med vejledning om, til hvem og hvordan optitrering i inhalationsmedicin kan finde sted. Herudover er der forslag til, hvornår og hvordan behandling med inhalationskortikosteroid (ICS) kan trappes ned eller helt ophøre.

Formålet har været at skabe et overskueligt og lettilgængeligt opslagsværk, som læner sig op ad, men ikke slavisk følger, tidligere publicerede nationale- og internationale retningslinjer, idet den nyeste evidens og udviklingen vedr. KOL samt lokale danske forhold er medinddraget.

 

FOREKOMST OG UDVIKLING

I Danmark er KOL den sygdom, som bidrager mest til social ulighed i sundhed, og er samtidig en af de sygdomme, som forårsager flest dårlige og tabte leveår (Tabel 1).

 

Der dør årligt 3.300 personer som en direkte følge af KOL og 2.200 personer, hvor KOL er den indirekte dødsårsag. Målt på antal dør lidt flere kvinder end mænd pga. KOL [4].

I befolkningsundersundersøgelser med spirometri har man vurderet, at 300.000-400.000 danskere har lungefunktionsnedsættelse, der er forenelig med KOL. Fordelt efter sværhedsgraden har ca. 166.000 mild, 230.000 moderat og 40.000 svær/meget svær luftvejs-obstruktion [5]. Hos de fleste af disse patienter er lidelsen dog uerkendt, men nye undersøgelser tyder på, at de har øget risiko for lungebetændelse, eksacerbationer og død [6]. Anslået er godt 125.000 patienter i Danmark i medicinsk behandling for KOL, hvilket tyder på en betydelig underbehandling.

Der er enorme omkostninger forbundet med behandling, pleje og indlæggelse af patienter med KOL. Hertil kommer indirekte udgifter som tabt arbejdsfortjeneste m.m. [7].

I Danmark er den vigtigste risikofaktor for KOL tobaksrygning, selvom udsættelse for støv, gasser og dampe også kan bidrage. I den voksne befolkning er ca. 40% eksrygere og ca. 20% aktive rygere. 25-årsincidensen for udvikling af KOL er for personer i alderen 30-60 år ca. 8% for aldrigrygere og ca. 40% for vedvarende rygere [8]. Anslået vil der hos op mod halvdelen af rygerne udvikles KOL i løbet af deres levetid.

Hvis en persons maksimalt opnåede lungefunktion, det vil sige lungefunktionen i 20-30-årsalderen, er lav, anses det i dag som en væsentlig risikofaktor for at få KOL senere i livet [9].

Uden- og indendørs luftforurening spiller også en rolle, ligesom visse genetiske faktorer – herunder særligt alfa-1-antitrypsinmangel [10].

 

BEHANDLING AF KRONISK

OBSTRUKTIV LUNGESYGDOM

Grundstenene i KOL-behandling er rygestop, fysisk aktivitet/lungerehabilitering og medicin. Influenza- og pneumokokvaccination bør iht. Sundhedsstyrelsens retningslinjer tilbydes alle patienter med KOL [11].

 

Rygeophør

Ophør med rygning er essentielt, da det er den eneste behandling, som bremser det hurtige fald i lungefunk-tionen, som er karakteristisk for patienter med KOL [12].

Det er veldokumenteret, at nikotinsubstitution (NRT), bupropion og vareniclin alle kan hjælpe til rygestop i kombination med rådgivning/rygestopkurser – med vareniclin som den mest effektive (Tabel 2) [13]. Ved at kombinere flere NRT (f.eks. plaster i kombination med tyggegummi) eller NRT med bupropion eller vareniclin kan effekten muligvis øges [14]. Alle behandlingerne er relativt bivirkningsfri – fraset sjælden forekomst af kramper ved bupropionbehandling.

E-cigaretter og heat not burn-tobak anbefales ikke som middel eller alternativ til rygestop. Desuden mangler der viden om de kort- og langsigtede skadevirkninger.

 

 

Rehabilitering

Fysisk aktivitet og lungerehabilitering er vigtige elementer i behandlingen af alle patienter med KOL, da rehabilitering indvirker positivt på livskvalitet, funk-

tionsevne, dyspnø, fatigue, muskelstyrke, centrale og perifere kredsløb, antal indlæggelsesdage samt patienternes oplevelse af sygdomskontrol [15].

Varigheden af et rehabiliteringsprogram bør minimum være otte uger, og indholdet bør bestå af superviseret, fysisk træning to gange ugentligt samt uddannelse i sygdomshåndtering.

Indlæggelse medfører typisk tab af muskelstyrke, funktionsevne, aktivitetsniveau og selvstændighed, hvilket sjældent genvindes fuldt, hvorfor man med fordel kan tilbyde rehabilitering i umiddelbar forlængelse af en eksacerbation [16].

Fysisk træning bør være en individualiseret indsats, som kræver patientinddragelse.

 

Vaccinationer

Risikoen for et svært forløb af influenza og pneumokokpneumoni er øget for patienter med KOL. Derfor anbefales det i Danmark at tilbyde gratis vaccination mod influenza til ældre (≥ 65 år) og/eller personer med kroniske lungesygdomme (herunder KOL), hvorimod der gives klausuleret tilskud til den konjugerede, 13-valente pneumokokvaccine (Prevenar) til patienter, som har KOL, er 65 år eller ældre eller har en lungefunktion, der er nedsat til mindre end 40% af forventet [11, 17].

Der findes p.t. to pneumokokvacciner: en 23-valent polysakkarid (Pneumovax/PPV23) og en 13-valent konjugeret (Prevenar 13/PCV13), som har potentiel additiv effekt, hvorfor der anbefales profylaktisk vaccination i følgende tilfælde [11, 18]: 1) Hvis der tidligere er vaccineret med PPV23 og da med enkeltdosis af PCV13 minimum et år efter PPV23-vaccinationen.

2) Hvis der ikke tidligere er vaccineret med PPV23 og da med enkeltdosis af PCV13 efterfulgt af PPV23 minimum otte uger senere. 3) Revaccination med PPV23 efter individuel klinisk vurdering og tidligst fem år efter den første vaccination med PPV23. 4) Såfremt der er gået 5-10 år, måles antistof forud for revaccinationen med PPV23. Efter ti år er antistofmåling ikke nødvendig forud for revaccination med PPV23. Da PCV13 er konjugeret formodes der at være livslang immunitet – dvs. ingen revaccination. 5) DLS anbefaler at overveje pneumokokvaccination til patienter, der har KOL og:

a) luftvolumen i det første sekund af en forceret udånding (FEV1) < 50% af forventet og/eller ≥ 1 årlig eksacerbation/indlæggelse og b) risikofaktorer – særligt hjertesvigt, diabetes og/eller meget lavt eller højt BMI.

 

Farmakologisk behandling

Ved valg af behandling bør patientpræference og fortrolighed med inhalatorer vægtes meget højt, ligesom en fornuftig balance mellem effekt og pris bør tilstræbes.

Målet skal være et så simpelt og ensartet behandlingsregime som muligt med hensyn til antallet af inhalatorer, sug og formuleringer (spray, pulver, kapsler etc.).

Alle inhalatorer er i udgangspunktet svære at anvende, og patienten må antages at anvende sin(e) inhalator(er) forkert, indtil korrekt inhalationsteknik er eftervist.

For alle inhalatorer gælder, at man skal tømme lungerne helt for luft inden inhalation, og efter endt inhalation holdes vejret et par sekunder.

Inhalatorer er enten pulverinhalatorer eller spray herunder respimat. Pulverinhalatorer kræver et beslutsomt sug med en god kraft, og spray kræver – ud over god koordination – en lang, blød inhalation. Hvis sugekraften er dårlig, bør spray på spacer overvejes.

Den farmakologiske grundbehandling af KOL er langtidsvirkende, bronkodilaterende medicin med langtidsvirkende beta2-agonist (LABA) og/eller antikolinergika (LAMA), idet åndenød hos patienter med KOL bedst behandles med langtidsvirkende lægemidler. Hvis patienten fortsat har åndenød/symptomer efter påbegyndelse af behandling med enten LABA eller LAMA, øges behandlingen til at omfatte både LABA og LAMA (Tabel 3) [19].

Korttidsvirkende, bronkodilaterende medicin falder mere og mere i baggrunden i behandlingsvejledningerne og har fortrinsvis sin plads alene i eksacerba-

tionsbehandlingen. Det kan dog fortsat anvendes som nødbehandling til meget symptomatiske patienter, der allerede er i optimal bronkodilaterende behandling med LABA og LAMA, men korttidsvirkende behandling bør som udgangspunkt undlades hos de fleste andre patienter.

ICS gives i lavest mulige effektive dosis som tillæg hos patienter, der på trods af behandling med både LABA og LAMA har mange symptomer, én eller flere eksacerbationer/indlæggelser årligt og/eller ved mistanke om astmatisk komponent, som f.eks. koncentration af eosinofile granulocytter højt i eller over normalområdet [20].

ICS anbefales påbegyndt i lav- eller middeldosering. Yderligere optrapning til middel- eller højdosisbehandling kan overvejes/forsøges, hvis effekten udebliver; men ICS bør seponeres igen, hvis patienten slet ikke responderer på behandlingen (som skitseret i Figur 1).

Enkelte patienter, specielt dem, der har både astma og KOL (ACO) med symptomer og/eller ≥ 1 årlig eks-acerbation/indlæggelse, kan indledningsvis behandles med LABA og ICS i lavest mulige effektive dosis. Trin 1 (LABA eller LAMA) gives til patienter med få symptomer og ingen eksacerbation/indlæggelse. Trin 2 (LABA og LAMA) gives til patienter med mange symptomer og/eller ≥ 1 årlig eksacerbation/indlæggelse. Trin 3 (LABA og LAMA og ICS) gives til patienter, der på trods af behandling med LABA og LAMA (eller LABA og ICS ved ACO) har fortsatte symptomer og/eller gentagne eksacerbationer/indlæggelser. Jo dårligere lungefunktion, jo større sandsynlighed for symptomer, inaktivitet og exacerbationer/indlæggelser.

Hos patienter med stabil KOL (uden eksacerbationer eller indlæggelser på grund af KOL gennem mindst et år) kan man overveje ned- og/eller udtrapning i henhold til nedenstående og Figur 1 [21].

Denne strategi, som ikke er evidensbaseret, kan også anvendes hos patienter, som har fået ICS + LABA gennem længere tid, og hvor indikationen i udgangspunktet ikke har været helt klar: 1) Halver ICS-dose-ringen til en start og afvent effekten i tre måneder. 2) Hvis lungefunktionen indledningsvis er god (FEV1 > 50%) kan man fortsætte udtrapningen og helt seponere steroid efter yderligere tre måneder, hvis lungefunktionen og symptomerne fortsat er stabile. 3) Ved indledningsvis dårlig lungefunktion (FEV1 < 50%), eller hvis man er bekymret for, om patientens tilstand vil forværres, bør man ikke trappe længere ned end den initiale halvering – typisk til lav- eller middeldosis. 4) Grænsen på de 50% i lungefunktion er arbitrær, og man kan

efter klinisk skøn – uafhængig af lungefunktionen – vælge at udtrappe patienterne helt af ICS.

Behandling med fosfodiesterase-4-hæmmeren roflumilast bør foregå i specialistregi i henhold til Sundhedsstyrelsens instruks og skal forbeholdes patienter med FEV1 < 50% af forventet, hyppige eksacerbationer og kronisk bronkitis [22].

Hos enkelte patienter, der har hyppige eksacerba-

tioner (> 3 årligt) og/eller indlæggelser pga. KOL på trods af rekommanderet behandling, herunder god håndhygiejne samt undgåelse af smitte (specielt i vinterhalvåret), kan man forsøgsvis: 1) udrede for årsagen – bl.a. immundefekt, bronkiektasier, infektioner og andet, 2) halvere dosis af ICS (NB! der foreligger ingen understøttende evidens), og 3) overveje behandling med makrolid (bør foregå i specialistregi). I givet fald kan man efter klinisk skøn tage EKG (arytmi og QT-interval > 450 ms er kontraindikationer – hørenedsættelse er relativt kontraindiceret). Behandling med azithromycin 250 mg × 3 ugentlig anbefales, da effekten af dette er bedst dokumenteret [23]. Behandlings-effekten bør vurderes efter 3-6 måneder. Man bør overveje årlig vurdering af fortsat behandlingsindikation. Behandlingen kan eventuelt begrænses til vinterhalvåret.

Teofyllin, montelukast, peroral prednisolon og mukolytika har for praktiske formål ingen plads i behandlingen af KOL i stabil fase. Peroral prednisolon til KOL-eksacerbation anbefales dog fortsat.

 

 

 

 

PALLIATION

Palliativ medicin er behandlinger, som retter sig mod at bedre livskvaliteten for patienter og pårørende trods livstruende sygdom. Palliation ved KOL er en overordentlig vigtig komponent i behandlingen. Dette emne er indgående beskrevet af DLS i en klaringsrapport [24] og en samtaleguide [25].

 

OPSUMMERING

Konklusivt rummer den opdaterede vejledning væsentlige ændringer – ikke mindst i forhold til farmakologisk behandlingsstrategi hos patienter i stabil fase, hvor nemt implementerbare forslag til behandlingsoptrapning såvel som -nedtrapning af ICS er udførligt beskrevet.

 

Korrespondance: Anders Løkke. E-mail: aloekke@gmail.com

Antaget: 21. februar 2018

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 18. juni 2018

Interessekonflikter: